Viden er lig med kundskab plus færdigheder. Som yngre læge har du masser af kundskab. Du kan din anatomi, cellebiologi og medicin. Men kan du også bruge en skalpel og de andre værktøjer i lægetasken? Det kræver færdigheder. Og færdigheder kræver fejl. Sådan stillede dr.phil. og professor i formel filosofi, Vincent F. Hendricks, det op som paneldeltager ved dette års Yngre Læge-Dag. Debattens overskrift var nemlig: »Er et godt og trygt læringsmiljø muligt, når lægens arbejde er under samfundets lup?« Det er i hvert fald presset, lød svaret bredt fra både sal og paneldeltagere. I en lægevirkelighed, hvor også patientklager, nulfejlskultur og pressens »jagthund« er en del af jobbet. »Vi mennesker ønsker for alt i verden at undgå at begå fejl«, lød det fra filosofiprofessoren. Problemet er bare: »Hvis det eneste, du har lyst til i læringsrummet, er ikke at begå fejl, så er der ingen plads til, at færdigheder kan opøves. I en nulfejlskultur kan man ingenting lære«, slog filosoffen fast. »Halvdelen af indlæringen består af fejlen. Hvis I som læger ikke har et læringsmiljø, hvor det er legitimt at begå fejl, så er det et kæmpe problem«, lød Vincent F. Hendricks’ budskab.
I panelet var også Helga Schultz, forperson for Yngre Læger, og Jesper Bernstorf Jensen, chefredaktør for Dagens Medicin. Helga Schultz lagde ud med en række tal, der underbyggede dagens emne. Når man har spurgt medlemmerne, hvad der er vigtigt for læringsmiljøet som læge, så er svaret, at der er et ordentligt arbejdsmiljø. Og når man spørger til arbejdsmiljøet, svarer 21% af medlemmerne, at de i høj eller meget høj grad oplever arbejdsrelateret stress. Handler stressen blandt andet om frygten for fejl? I hvert fald svarer 55% af KBU-læger, at frygten for fejl fylder meget for dem. Blandt dem, der er ved at blive speciallæger, er det 39%, og hos speciallægerne svarer en fjerdedel, at de ofte eller meget ofte er bekymrede for at begå fejl i deres dagligdag, refererede Helga Schultz. Vincent F. Hendricks pointerede, at det måske ikke er så mærkeligt. For når læger laver fejl, har det alt andet lige større og andre konsekvenser, end når han selv laver fejl i et filosofisk bevis. »Det går nok«, som han sagde, og derfor kunne han sagtens forstå, at der kunne snige sig en nulfejlskultur ind i lægefaget. Ikke mindst fordi det næppe får pressens opmærksomhed, hvis filosoffen laver fejl på sit arbejde, men det får det, når læger gør. Filosoffen mente, at der i nogle tilfælde sker en glidning i pressens rolle som vagthund til at blive »jagthund«.
Netop den dimension var chefredaktør Jesper Bernstorf Jensen inviteret for at tage del i. Som debattens ordstyrer – tidligere tv-journalist – Trine Sick udtrykte det: »Jesper, du er jo med til at gøre helvede hedt for lægerne«. Det blev han bedt om at svare på: »Min indgangsvinkel er, at I ikke skal være bange for at havne på forsiden. Vi er ikke sat i verden for at ødelægge arbejdsliv eller gøre patienter unødigt nervøse. Men vi er omvendt heller ikke sat i verden for at skabe et godt arbejdsmiljø«, lød det fra chefredaktøren. Han var dog helt på linje med, at mediesager spøger hos læger. Her bragte han Svendborgsagen på banen, hvor en yngre læge først blev dømt og siden frikendt for forsømmelse eller skødesløshed i behandlingen af en patient. En sag, der med lægestandens øjne kastede lys på lægers manglende retssikkerhed, Styrelsen for Patientsikkerheds tilsynsmetoder og en praksis, hvor en enkelt medarbejder blev pålagt et ansvar, som burde falde tilbage på arbejdspladsen og ledelsen. »Svendborgsagen er et åg, som I bliver nødt til at frigøre jer fra«, mente Jesper Bernstorf Jensen og pegede tilbage på sundhedsvæsenet selv som en medvirkende faktor til, at læger kan være bange for at fejle. Han refererede en undersøgelse, som Dagens Medicin har lavet blandt læger, og som viser, at 86% af læger ikke føler sig trygge ved at ytre sig om problemer med patientsikkerheden. »Man er bange for sanktioner. Det hænger sammen med den hierarkiske struktur i sundhedsvæsenet og den måde uddannelsessystemet er bygget op på. Som yngre læge kan man være bange for, om at man får godkendt sin KBU, hvis man er besværlig«, lød det fra journalisten i panelet.
Her pegede filosofiprofessor Vincent H. Hendricks på, at videnskaben gerne skal være gå foran og være en slags beskyttelse. Som yngre læge skal man huske at pege tilbage til den videnskab, man repræsenterer, mente filosoffen. For videnskaben er en autoritet. En »civilsamfundsaktør med ballast«, påpegede han: »Vi skal fatte lid til vores videnskab. Det kan meget vel være, at der er begået en fejl, men hvis det var best practice, så skal vi stå på mål for det. Vi er en slags proxy'er for vores videnskab. Vi er stedfortrædere for den«, sagde Vincent F. Hendricks og mindede salen om sagen med den halvandetårige giraf Marius, der blev aflivet i København Zoo til stor mediefurore verden over. Men København Zoo stod fast. Marius blev aflivet, fordi giraffens gener var godt repræsenteret. Var giraffen blevet placeret i en anden zoo, ville den have optage pladsen for et genetisk »bedre« dyr. Chefen for København Zoo stod på mål for sin videnskab hele vejen igennem. Selv da CNN grillede ham. Videnskaben stod på mål for det. »Når vi har gjort vores best practice, kan man ikke forlange mere af os«, lød pointen fra filosoffen. Men han understregede også, hvad der skal til, når det går galt. »Som yngre læge skal man vide, at der står en senior bagved. Det er den forpligtelse, vi har som seniorer og som mentorer for de yngre. De yngre skal ikke stå alene. Det er nødvendigt med mesterlære, hvis de yngre skal kunne opbygge færdigheder«, slog han fast.
Helga Schultz fra Yngre Læger var enig, men påpegede også nuancer. »Det er kompliceret«, lagde hun ud. »Selv når du som læge har gjort det helt efter bogen. Du har fulgt de bedste standarder. Så er der stadig alt det udenom. Der er ikke blevet skiftet sengetøj. Du fik ikke hilst ordentligt på patientens mand. Når datteren ringer ind, så skal hun vente, fordi du er på stuegang. Videnskaben – eller behandlingen – har vi langt oftest styr på«, slog hun fast, men pointerede altså, at der er meget andet, som patienter klager over. Og så tog hun fat i den med senioransvaret. Hun følte sig selv efterhånden lidt senior og pegede på sine grå hår. Hendes budskab var, at seniorlæger har et ansvar for at minde yngre læger om, at man er nødt til at begå fejl for at lære, og at det ikke er så farligt. Omvendt har de yngre læger også et ansvar for at tage imod beskeder fra seniorlæger, uden at det skal opfattes som fejl eller irettesættelser. Hun kom med et eksempel om at sende en mail til en yngre læge om, at de antibiotika, der er givet til en patient, nok burde have været nogle andre. »Den skriver jeg jo som regel til en, jeg ikke kender. Det kan godt være, at jeg betragter det som læring, mens den yngre læge betragter det som kritik. Der kan det ikke altid nytte, at vi først lige skal drikke en kaffe sammen, så du forstår, at jeg som seniorlæge ikke er farlig. Det er en kultur, vi skal have bygget op. Det arbejder vi på«, sagde Yngre Lægers forperson.
En af løsningerne på mindre nulfejlskultur og trygt læringsmiljø er mere fokus på kommunikation, mente Helga Schultz. Det gælder både kommunikationen mellem yngre læger og seniorlæger, men også mellem læger og patienter. Det sidste tog diskussionen over i retning af patientklager. Her havde Helga Schultz selv den erfaring, at man som læge kommer meget langt med at tale åbent med patienten om det, hvis noget er gået galt. »Man kan som læge stå i en situation, hvor man gerne ville have handlet anderledes. Men kan man tale med patienten om det og fortælle, at man er ked af det, og hvad man gør ved det – og mene det – så kommer man utroligt langt«, fortalte hun. På spørgsmålet fra sin medpaneldeltager Vincent F. Hendricks om ikke det var en god idé at lære det allerede på medicinstudiet, havde Yngre Lægers forperson det budskab, at der allerede er undervisning i det på medicinstudiet. »Der er en helt ny generation af læger på vej, som godt ved, hvordan de skal tale med patienterne. De nye læger er et helt andet sted end de gamle. Så man skal nok spørge sig selv, hvem der skal på kursus. Hvis du er 55+, så er du af den gamle skole af læger. Det er snarere dem, vi skal bruge kræfterne på, når vi taler om kursus i kommunikation«, mente Yngre Lægers forperson.
At kommunikationen med utilfredse patienter gør en forskel fremgik også af en af de sessioner, som de yngre læger efter paneldebatten kunne deltage i. Der var i alt fire sessioner med hver deres tema. Et af dem lagde sig tæt op ad paneldebatten og hed slet og ret »Klagesager og klagesystemet«. Det var Lægeforeningens chefkonsulent på det juridiske, Per Fraulund Sørensen, der stod for sessionen. Hans tilgang var at berolige lægerne. Yngre læger skulle gå fra hans kursus med mere is i maven – eller i hvert fald langt mindre frygt. »Det er som at vinde i Lotto, hvis man kommer igennem lægelivet uden en klagesag. Det er i hvert fald mindre sandsynligt«, lagde han ud. Han gav en kort gennemgang af klagesystemets udvikling gennem de senere år, og budskabet var, at lægen med tiden er blevet bedre beskyttet på en lang række punkter. Ikke mindst da man i 2011 besluttede at dele klager op i to typer: klager over sundhedspersoner og klager over forløb. Det gjorde man, fordi man havde erfaret, at patienter ofte i deres klager skrev noget i stil med: »Det er ikke så meget mig, det handler om. Bare det ikke sker for andre«, som Per Fraulund Sørensen fortalte. Siden patienter fik muligheden for at vælge, om det er lægen eller forløbet, de vil klage over, er udviklingen kun gået én vej: Stadig flere har valgt at klage over forløb frem for læge, så der i dag er fifty-fifty af hver slags klager.
Dertil kommer forbedringer som, at man indførte en dialogmulighed, så alle klagere får tilbudt at have en dialog med den læge, de har klaget over. Siden den mulighed kom, dropper cirka en tredjedel af patienterne deres klage efter dialog. »Patienterne sætter pris på, at lægen tager en snak med dem om, hvad der gik galt, og hvad man har tænkt sig at gøre ved det«, fortalte Per Fraulund Sørensen. Han fortalte dog, at af alle sundhedsfaglige er det langt overvejende læger, der klages over. At risikoen er størst, hvis man er vagtlæge og i almen praksis. Også ortopædkirurger står for skud, når patienter klager. Af andre betryggende omstændigheder i klagesystemet kunne underviseren nævne, at det aldrig er lægen selv eller hospitalet, der kan lægges sag an mod fra en patients side. Når man i Danmark siden 1989 har haft en patienterstatning, er det netop for at undgå »amerikanske tilstande«. I Danmark er det altid det offentlige, der betaler erstatningen.
Afslutningsvis gav han nogle tal, der også skulle give de yngre læger lidt ro på. I alt er der omkring 6.000 klager om året over læger i Danmark. Men det skal stilles op mod millioner af patientkontakter, mindede underviseren om. Dertil kommer, at statistikken viser, at der i 70-80% af klagesager ikke gives kritik. »Manglende omhu« gives i 500-600 sager om året. Skærpelser i cirka 60 sager om året. Og det er meget sjældent, at en læge mister autorisationen på grund af klagesager. »Som nok er det, læger frygter mest. Men det sker sjældent. Der skal meget til«, konstaterede Per Fraulund Sørensen og medgav, at det alligevel er ubehageligt for de fleste læger at modtage en klage. »Jeg har aldrig hørt om nogen, der synes, det er behageligt at få en klage. Det er aldrig rart. Men der er forskellige måder at håndtere det på«, understregede han og gav et bud på, hvordan man som læge kan skifte de søvnløse nætter over en klage ud med et mere konstruktivt mindset. »Den pragmatiske holdning er: Det er det, der sker, når man har hænderne op af lommen«, sagde han. Og sker det, kan man få hjælp fra Lægeforeningen, mindede han om. Lægeforeningen har lagt råd og vejledning ud på hjemmesiden, i hvordan man håndterer patientklager.
