Man kører bogstaveligt talt langs vandet på en vej, der også er et dige. På den ene side ligger stranden og ud for dén ligger øen Barsø. Det er ikke solskinsvejr, så havet reflekterer himlens skydække i skinnende grå farver.
På den anden side af vejen ligger en skikkelse i en havesofa foran et glasparti, der leger med i spejlgalleriet. Skikkelsen er hurtigt på benene, da Lægedageavisens journalist triller ind ved siden af det lille sommerhus i Genner Bugt uden for Haderslev.
Hun er i sit fritidshus for at lægge sidste hånd på sit ph.d.-forsvar, men i virkeligheden skelner hun ikke mellem fritid og arbejdstid. Og det er ikke kun med udsigt til Lillebælt, at de to blandes sammen. Det har de altid gjort, og det ændrer sig ikke.
»Jeg skal tilbage på fuldtid«, svarer hun på, hvad der skal ske, når ph.d.’en er forsvaret senere på måneden. Fuldtid forstået som i sin delepraksis i Haderslev.
»Men jeg skal også lave lidt ved siden af«, tilføjer hun hurtigt og mener forskning.
For work-life-balance fungerer ikke for Helle Ibsen. For hende er arbejde og fritid »et stort miskmask«. Den nærliggende årsag findes nok i den måde, hun fungerer på.
»Jeg kan godt blive opfyldt af hellig harme«, siger hun.
»Nogle gange er der kolleger, der siger: Hvorfor gider du? Hvis jeg tænker, at ,det her er ikke i orden’, så bliver jeg terrieragtig«, erkender hun – nærmest mens hun fortæller det.
Alligevel er det ikke tydeligt for hende, at den perlerække af bidrag til især lægestandens efteruddannelse skulle kunne føre til Mahlerprisen.
»Jeg ved ikke hvorfor, jeg får den«, siger hun.
»Det er en virkelig ærefuld pris«, fortsætter hun.
»Når jeg kigger tilbage, er modtagerne alle nogle, der har levet op til Mahlers idealer og gjort en masse for sundhed for alle. Jeg er bare praktiserende læge«, lyder det oprigtigt fra Helle Ibsen.
Presset lidt på forbløffelsen går hun dog med til følgende mulige forklaring:
»Jeg har bare været heldig at være de rigtige steder hele vejen igennem. Måske er det dét«.
Helle Skelmose Ibsen er 61 år og deler sin praksis, Lægerne Bispebroen, med tre andre kvindelige læger. Hun er selv læge fra Århus Universitet, og delepraksissen i Haderslev har hun haft siden 2003.
I år er hun også Mahlerprisens modtager. Det er hun, fordi hun gennem en lang karriere har arbejdet for udvikling af lægefaget – særligt gennem efteruddannelse. I de senere år har hun for eksempel bidt sig fast i arbejdet med at forklare og løse den gåde, at en gruppe kolleger kun i mindre grad deltager i efteruddannelsen. Den forskning har hun tidligere fortalt om i Ugeskrift for Læger.
Men inden da var hun også idékvinden bag en række forbedringer af lægeuddannelsen, herunder et særligt koncept, hvor uddannelseslæger og tutorlæger bliver undervist sammen, ligesom hun har udviklet et brætspil til undervisning og brugt tegneserier til formidling – blandt meget andet.
I indstillingen til Mahlerprisen bliver hun da også kaldt »kreativ og innovativ i en sjælden grad« samt »vedholdende, flittig og ambitiøs«. Men ifølge hende selv har hun aldrig selv opsøgt de opgaver, som hun nu hædres for. Andre har foreslået dem til hende. Til gengæld har hun sagt ja tak.
»Jeg har svært ved at sige nej til ting, jeg synes, er dybt interessante«, siger hun og kommer i tanke om en undtagelse:
Hun siger altid nej, hvis det er politisk. Politisk analfabet, kalder hun sig selv.
»Men er det fagligt, så brænder jeg for lidt af hvert«.
Det brede interessefelt fremgår også af hendes bedrifter. Dog kan overskriften ’uddannelse’ godt bruges. ’Tilfældigheder’ som sagt ligeså.
I hvert fald startede Helle Ibsens karriere med, at hun som ung turnuslæge var til årsmøde i DSAM. Der skulle vælges FYAM’er til regionsbestyrelsen, og da Helle Ibsen var den eneste af de unge læger, der havde betalt kontingent, blev hun valgt. På navneskiltets bagside stod Kierkegaard-citatet: »At turde, er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at turde, er at miste sig selv«.
»Så jeg tænkte: Nå ja, jeg ved ikke, hvad jeg går ind til, men jeg melder mig bare«, fortæller hun.
»Sygehussystemet synes ikke altid, at kreative løsninger er det smarteste. I almen praksis er der ikke nogen, der skælder ud, når man finder på gode løsninger«Helle Ibsen
Skæbnen ville, at hun kom i videreuddannelsesudvalget, arbejdede med de første målbeskrivelser for almen medicin, som hun mindes som et »sindssygt spændende hippieprojekt«.
»Og det kom jeg med i, bare fordi jeg havde betalt kontingent«, siger hun med lys i øjnene.
Dernæst kom en god kollega og spurgte, om hun ville overtage hans kursus i læring og pædagogik for nyuddannede læger i Sønderjylland.
Samme kollega skulle senere stoppe som PUF-lektor ved den lægelige videreuddannelse og opfordrede nu Helle Ibsen til at søge jobbet, fordi han mente, at det burde være en praksislæge. Så hun blev postgraduat klinisk lektor i medicinsk pædagogik.
»Uden at vide noget om pædagogik«, griner Helle Ibsen.
I de 10 år, hun var lektor, var hun med til at lave et kursus for tutorlæger i praksis, hvor deres uddannelseslæger som noget nyt blev inviteret med. En spørgeskemaundersøgelse viste sidenhen, at langt flere af de fem kompetencevurderingsmetoder blev taget i brug, når begge parter var på kursus sammen.
Også den opgave kalder hun for »vildt spændende«, for der var hun med til at skabe et læringsmiljø, der gjorde en mærkbar forskel.
Lektorarbejdet foregik ved siden af praksisarbejdet i Haderslev. Egentlig var det slet ikke givet, at hun skulle være almen mediciner, for hver gang hun som ung læge stiftede bekendtskab med en ny sygehusafdeling, var dét spændende. Men:
»Mens jeg havde en introstilling i intern medicin, fandt jeg ud af, at jeg blev skældt ud hver gang, jeg synes, at jeg havde gjort mit arbejde godt. Sygehussystemet synes ikke altid, at kreative løsninger er det smarteste. I almen praksis er der ikke nogen, der skælder ud, når man finder på gode løsninger«, fortæller hun om sit valg.
Blandt Helle Ibsens gode idéer er som nævnt et brætspil og en syv meter lang tegneserie brugt til en illustration af barrierer for lægers videreuddannelse på Nordisk Kongres i Almen Medicin.
»Nå ja!«, udbryder hun, da Lægedageavisen minder hende om det, og hun finder billeder frem af læger, der er i gang med brætspillet til et tutorkursus i den lægelige videreuddannelse. Brætspillet handler om at prioritering af ressourcer til patienter i almen praksis.
»Jeg spiller det selv med vores egne uddannelseslæger. Hvis de gider«, siger hun med et smil.
Ved siden af sit arbejde i praksis har hun også medvirket til udvikling af kliniske vejledninger både for kræftopfølgning i almen praksis og senest palliationsvejledningen.
Da Helle Ibsen på et tidspunkt blev spurgt, om hun kunne finde en ung energisk uddannelseslæge, som kunne have lyst til at skrive en ph.d. om efteruddannelse, fandt hun ingen, der havde tid mellem små børn, uddannelse og job. Så i stedet spurgte hun forsigtigt: ,Hvad ville I sige, hvis jeg gjorde det i stedet?’
»Den skulle jo skrives, tænkte jeg. For det var lige omkring konfliktåret, hvor et af argumenterne fra modparten var: I gider jo heller ikke tage på efteruddannelse. Det kan bare ikke passe, tænkte jeg«, og hun gik i gang med ph.d.-studiet på Forskningsenheden for Almen Praksis i forsøget på at finde barriererne og også løsningerne.
»Vi er hverken dumme eller dovne. Selvfølgelig er der en god grund«, siger hun om det, hun har fundet, og som hun beskriver som et Kinder-æg:
Lægerne kommer enten fra klinikker, hvor der ikke er tradition for efteruddannelse. Eller de laver lægefagligt arbejde som undervisning eller organisationsarbejde uden for klinikken. Eller de er belastet på privatfronten eller professionelt.
For Helle Ibsen er det især gruppen, der ikke har tradition for at tage efteruddannelse, der er interessant.
»Den gruppe bliver ikke væk, blot fordi de er travle og udbrændte. Der er ingen grund til at tro, at læger, der kommer af sted på efteruddannelse, er mindre travle end læger, der oplever barrierer. Dem, der ikke har tradition for efteruddannelse, er motiverede af noget andet. Det ser ud til, at de ikke oplever, at de får opfyldt deres ønsker i de efteruddannelsestilbud, der er. Hvis vi skal lave et tilbud, der frister den gruppe, duer det ikke at lave mere af det, vi plejer«, lyder det fra Helle Ibsen.
I ph.d.’en giver hun et bud på, hvad gruppen efterspørger: Efteruddannelse forankret i almen praksis, som giver mulighed for sparring med kolleger og som foregår tværfagligt i klinikken eller lokalt.
Når Helle Ibsen inden længe selv vender fuldtids tilbage til almen praksis, bliver det med den ugentlige fridag, som hun sammen med »verdens bedste kolleger« i Lægerne Bispebroen har aftalt som fuldtid hos dem. ’Fridagen’ skal bruges til forskning.
Helle Ibsen har nemlig en lille smule hellig harme over noget meget konkret i klinikken. Siden vaccinationer er taget ud af almen praksis og over i vaccinationscentre, oplever hun, at det er de mest sårbare – f.eks. psykisk syge og dem, der bor i beskyttet bolig – der ikke får deres influenzastik længere.
»På få dage oplevede jeg, at der var fire af mine patienter, der burde få den, men som ikke fik den. Der er en sårbarhedsgruppe her, som vi er nødt til at få defineret«, siger hun og fortæller, at hun vil starte med at identificere gruppen blandt egne patienter.
Hvis det er korrekt, at den sårbare gruppe har sværere ved at blive vaccineret nu, så håber hun, at hendes fund vinder så meget genhør, at hun kan få lov at undersøge det bredere.
Initiativet rimer ikke 100 procent på, at alt i Helle Ibsens levned er resultatet af, at andre har peget på hende. Men hun insisterer, mens vi sidder i sommerhuset og taler om, at Mahlerprisen er gået hendes vej.
»Der er altid nogen, der har banet vejen for mig«.
Hun tilføjer:
»Og som jeg synes fortjener prisen mere«.
Til de unge læger vil hun dog gerne komme med en opfordring, som har tjent hende godt: Grib chancen, når nogen tilbyder dig noget:
»Det udvider dine faglige kompetencer og dit relationelle netværk«.
