25 år i Retslægerådets tjeneste

Det var med en vis stolthed, at jeg for mere end 25 år siden modtog et telefonopkald fra Retslægerådets formand med den forespørgsel, om jeg kunne tænke mig at blive sagkyndig voterende for Retslægerådet. Formanden fortsatte: »Der er bare et aber dabei, nemlig lønnen, som ikke er god«. Det gjorde mig ikke noget, og selv om arbejdet som sagkyndig for Retslægerådet dengang var det dårligst betalte lægejob overhovedet, var det en interessant verden i et spændingsfyldt møde mellem jura og medicin og med en god fornemmelse af, at de faglige vurderinger havde en afgørende betydning i retssagerne. Disse faglige aspekter har i de over 25 år, jeg har været i Retslægerådets tjeneste, været det bærende element for de mange timer, som arbejdet tager, men desværre mindre meningsfyldt i de senere år.

Vurderingerne fra Retslægerådet baserer sig jo på spørgsmål fra sagens parter = to advokater = to modparter. Der er forskel fra sag til sag på, hvad retten ønsker at vide, og hvordan man formulerer spørgsmålene. Retslægerådet har retningslinjer og udtaler sig f.eks. ikke om sygemelding/erhvervsevnetab og årsagerne til dette, fordi en anden instans tager sig af det. Alligevel er det ikke sjældent, at sagens parter alligevel spørger om det, enten direkte eller med lidt trickbetonede omformuleringer. Retslægerådet besvarer denne type spørgsmål med: »Det er som bekendt ikke Retslægerådets opgave at vurdere …«. Det har undret mig, hvorfor denne slags ubesvarlige spørgsmål ikke bare sorteres væk, før spørgsmålene går til de sagkyndigt voterende.

Spørgsmål kan også være uklart formulerede, f.eks. så »spørgsmålets genstand« ikke er helt klart defineret – her kan man som sagkyndig forsøge at sætte sig ind i, hvad det er, retten vil vide, og skrive i sit svar, at forudsat spørgsmålet skal forstås sådan og sådan, så kan man svare således. Man kan også vælge at skrive, at »det er ikke Retslægerådets opgave at definere sagens genstand« – men i betragtning af, at sagerne tager halve eller hele år om at nå fra retten til de sagkyndige, synes jeg det er mest konstruktivt at forsøge at forstå spørgsmålene og formulere nogle svar, som kan bruges af parterne. Jeg har oplevet en tiltagende tendens i de senere år til, at Retslægerådet vælger det modsatte.

De samlede spørgsmål til Retslægerådet kaldes et spørgetema. Nogle parter er enige om, at man ønsker et bestemt medicinsk spørgsmål afklaret. Spørgsmålene er i disse sager få og klare, og det sundhedsfaglige materiale er velordnet og tilstrækkeligt uden unødvendige akter. Der er typisk et par hundrede sider, de sagkyndige voterende skal sætte sig ind i. Andre sager er præget af, at de to parter hver især ønsker at vide, om det kan passe, at sagens hovedperson faktisk har det på en bestemt måde, og ofte, om der er sammenhæng mellem et traume og en tilstand, som har eller ikke har givet erstatning. Hver part har sit sæt af spørgsmål, og spørgsmålene er ofte mange og af og til formuleret i en insinuerende tone. Man har typisk ikke samordnet de sundhedsfaglige akter, og der kan være op til 2.500 sider at sætte sig ind i. De sagkyndigt voterende har ret forskellig tålmodighed med den sidste type sager, og nogle fristes til at afvise at svare ved f.eks. at skrive, at det ikke er Retslægerådets opgave at resumere sygehistorien eller lignende. Det er forståeligt, for det tager mange timer at gennemlæse 2.500 sider.

Det har undret mig, at Retslægerådet efter overgang til digital sagsbehandling ikke har en sorterende instans, før man bruger de sagkyndiges tid på at få styr på kaotiske sagsakter og urimelige spørgsmål. Man burde forlange, at de sundhedsfaglige akter skal fremstå kronologisk, altså med ældste notater først, og at der ikke fremlægges flere akter med samme indhold. Der kan snildt i én pærevælling være 6-8 forskellige akter med egen læges journal i, nogle fremadskridende kronologiske, andre det omvendte og med uens notater på trods af, at de dækker samme periode – så man bliver nødt til at læse alt. Det burde være en snild sag at sikre strømlining af akterne, evt. ved hjælp af AI, inden fremsendelse til Retslægerådets voterende. Man kunne i samme hug sortere de spørgsmål fra, som efter Retslægerådets retningslinjer vil medføre nonsenssvar (»Retslægerådet besvarer ikke hypotetiske spørgsmål«, »Det er ikke Retslægerådets opgave …« osv.). Dem behøver de sagkyndige ikke bruge energi på at besvare. Dette ville gøre det muligt for de sagkyndige let at finde de nødvendige sundhedsfaglige oplysninger og bruge tiden på at svare på spørgsmålene.

Men Retslægerådets arbejdsform har været stillestående i de sidste 25 år og især tydeligt i den digitale tidsalder, hvor enkeltpersoner, firmaer og instanser kan levere næsten uendelige inputs til sagerne. Sagens hovedperson har ikke sjældent en Facebookside, og opslag herfra kan f.eks. bruges til at argumentere for, at personen ikke er så syg, som de sundhedsfaglige akter lægger op til. Videoovervågning bruges på samme måde, og det kan dreje sig om mange videoklip af meget vekslende kvalitet. Det kræver ofte en betydelig medicinsk erfaring at kunne besvare spørgsmål, der tager udgangspunkt i videoovervågning eller internetmateriale. En grund til, at jeg har valgt at slutte min tjeneste for Retslægerådet, er, at Retslægerådet i forhold til dette materiale ikke er fulgt med tiden, og fremover kan det meget vel blive selvstændige sundhedsfaglige konsulenter eller firmaer, som retten må bruge til at vurdere videomateriale. I en af mine sidste sager med videoovervågning lavede jeg – som anmodet om – en grundig gennemgang af materialet, men Retslægerådet ignorerede dette og svarede retten, at det er ikke Retslægerådets opgave at vurdere noget, der er åbenlyst for enhver. Det gør det jo ret meningsløst at bruge tid på arbejdet som sagkyndig, og Retslægerådet burde ikke fremsende videooptagelser til de sagkyndige, medmindre man ønsker dem vurderet. Og sagens parter havde nok ikke indbragt materialet for Retslægerådet, hvis tolkningen var åbenlys for enhver.

For 25 år siden og i mange år frem blev besvarelsen af spørgetemaerne formuleret af de sagkyndige voterende. Ved uenighed drøftede man det indbyrdes og kom oftest overens, men kunne man ikke formulere ét svar, så blev der svaret med dissens, dvs. at et eller flere spørgsmål havde to svar. I den senere tid er de sagkyndige blevet degraderet i Retslægerådets rutiner, således at deres svar alene bruges som inspiration til et svar udformet af et af Retslægerådets medlemmer, som ikke nødvendigvis har faglig ekspertise i relation til den aktuelle problemstilling. For den enkelte sagkyndige giver det anledning til blandede oplevelser, især hvis det afgivne svar er diametralt modsat den vurdering, som man har afgivet. Ens navn figurerer som sagkyndig på besvarelsen, men man risikerer altså at få sit navn på et svar, som man fagligt ikke kan stå inde for. Det er en anden grund til, at jeg har valgt at stoppe arbejdet med Retslægerådet. Den nye praksis er respektløs over for de sagkyndiges faglige ekspertise.

Det har været 25 særdeles interessante år for mig i Retslægerådets tjeneste. Forholdene som sagkyndig er dog blevet udfordrende, og det er grunden til, at jeg må takke af. Det er stadig det dårligst betalte lægearbejde i Danmark, men det har ikke haft betydning for mig, og det er ikke med glæde, men af nødvendighed, at jeg ophører som sagkyndig. Retslægerådet anfører i sin sidste beretning [1], at det er vanskeligt at skaffe sagkyndige til Retslægerådets arbejde, og nævner tiltagende subspecialisering som en væsentlig årsag. Ud fra personlige erfaringer vil jeg dog tro, at en forbedring af arbejdsforholdene for de sagkyndige ville gøre arbejdet mere attraktivt for flere at bruge tid på. Det er mit oprigtige håb, at Retslægerådet erkender dette og får rettet op på forholdene.