En nyligt pensioneret patient sidder over for mig med svære smerter. En cyste i rygmarven. Patienten er netop afsluttet fra neurokirurgisk afdeling uden et kirurgisk tilbud. Beskeden er klar: Smertetilstanden er kompleks, henvis til smerteklinik. Jeg henviser, da jeg er enig, for behandlingen overstiger mine kompetencer. Henvisningen bliver afvist. Årsagen er en tidligere tvivlsom demensdiagnose.
Patienten sidder nu tilbage uden tilbud. Uden plan. Uden ansvarlig instans. Jeg sidder tilbage med ansvaret.
Det er ikke en kritik af enkelte afdelinger eller kolleger. Det er et billede på et system, hvor strukturer og snitflader ikke længere matcher patienternes behov. Et system, hvor patienten skal passe ned i den enkelte henvisningskasse, og ikke hvor afdelingen har tilpasset sig den enkelte patients sundhedsmæssige problematik. Jeg spørger derfor mig selv, hvem sundhedsvæsenet er til stede for: Den enkelte patient? Dette er ikke enkeltstående, men min hverdag.
Ny dansk forskning fra Mette Elkjær peger på, at afviste henvisninger kan efterlade patienter i et limbo – særligt dem med komplekse og sammensatte problemstillinger. Samtidig understreges det, at stigende specialisering og snævre visitationskriterier er med til at skabe disse situationer.
Det er min hverdag i almen praksis.
Vi henviser ofte først, når mulighederne er udtømte. Vi ser flere patienter i almen praksis, samtidig med at antallet af henvisninger til sygehusene er faldet over tid. Alligevel oplever jeg, at flere henvisninger afvises, uden at der samtidig peges på en reel vej videre for patienten.
»Nøglen til fremtidens sundhedsvæsen er i min optik et større fokus på afviste henvisninger«Kim Agerholm Brogaard
Samtidig vokser kompleksiteten: flere ældre patienter, mere multimorbiditet, flere behov, der går på tværs af specialer og instanser. Vi står dermed med et voksende paradoks – en stor gruppe patienter, som ikke passer ind i de eksisterende strukturer og behandlingstilbud – og som derfor risikerer at blive alles ansvar og dermed ingens.
Det er nærliggende at diskutere kvaliteten af henvisninger. Men det er næppe her, løsningen findes.
Spørgsmålet er snarere, om vi har indrettet et sundhedsvæsen, der i tilstrækkelig grad kan rumme de patienter, vi faktisk har? Tager vi udgangspunkt i patientens problematik?
Hvis intentionerne i sundhedsreformen skal realiseres, og en større del af behandlingen skal foregå i primærsektoren, kræver det ikke blot opgaveflytning – men reel understøttelse og fælles ansvar. Når behandlingsmulighederne er udtømte i min klinik, har jeg en forventning om hjælp – ikke en lukket dør.
Her ligger også en mulighed.
Hvis vi formår at løse den gordiske knude omkring afviste henvisninger, kan det blive en løftestang for et stærkere og mere lærende samarbejde på tværs af sektorer. Et samarbejde, hvor viden flyder lettere, hvor ansvar deles klogere, og hvor patienten ikke tabes mellem organisatoriske grænser.
Nøglen til fremtidens sundhedsvæsen er i min optik et større fokus på afviste henvisninger. Vi skal turde ledelsesmæssigt at skabe et sekundært sundhedsvæsen, der griber de patienter, der afvises, så vi når at tage os af problematikkerne, inden de bliver akutte og bringes til den nærmeste akutmodtagelse.
Jeg vil citere den privatpraktiserende børnelæge, jeg arbejder tæt sammen med i mit lokalområde: »Vi afviser ikke henvisninger, og hvis I har spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte os«.
For alternativet kender vi allerede: Patienten sidder foran os. Behovet er uændret. Og systemet svarer ikke.
