Skip to main content

Behandlingsstedsregisteret er "en ommer"

Styrelsen for Patientsikkerhed er begyndt at opkræve et gebyr på 3.975 kr. fra læger der f.eks. bijobber som stævnelæger. Meld det som unødigt bureaukrati på meldenregel@sum.dk, lyder opfordringen fra Jacob Rosenberg.

Professor, overlæge, dr.med. Jacob Rosenberg, Gastroenheden, Herlev Hospital, jacob.rosenberg@regionh.dk
Interessekonflikter: Medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden (LA)

3. jan. 2018
2 min.

Nu skal man registrere sig i et såkaldt "behandlingsstedsregister", hvis man behandler patienter udenfor et almindeligt lønmodtagerforhold. De fleste læger har registreret et enkeltmandsfirma eller lignende til disse småjobs/bijobs. Det kan f.eks. være, hvis man udskriver attester, er stævnelæge en gang imellem, arbejder som lægevagt ved siden af sin hovedansættelse, arbejder hos 1813, eller alt muligt andet.

Det er ikke kun læger, som skal registrere sig, det gælder også for andre slags "klinikker" som f.eks. vaccinationsklinikker, tandlægepraksis, kiropraktorklinikker, fysioterapiklinikker, jordemoderklinikker, ergoterapeutklinikker, fodterapeutklinikker, bandagistklinikker, tandplejeklinikker, klinisk tandteknikklinikker, klinisk diætistklinikker og optikervirksomheder osv.

Gebyret for lægerne med et lille enkeltmandsfirma er 3.975 kroner årligt! Det har foreløbig medført, at 65 vagtlæger har opsagt deres tilknytning i Region Syddanmark, 42 i Region Sjælland og givetvis også mange andre lignende konsekvenser landet over. Og tror I, at det vil være lettere for 1813 i Region Hovedstaden at få konsulentlæger fremover?

Jeg kan ikke få øje på en fordel for patienterne med dette tiltag. Der er derimod en række negative følger. Styrelsen for Patientsikkerhed har udsendt et tweet, hvor de beretter om 10.000 registreringer. Det er 40.000.000 kroner!!! Ordningen kan da ikke engang koste dette beløb til de kolde hænder, som håndterer registeret. Det er øget bureaukrati. Det er en ommer...

Man kan melde denne regel som unødigt bureaukrati i sundhedsvæsenet på meldenregel@sum.dk, og det opfordrer jeg derfor alle berørte sundhedspersoner til at gøre. Anmeldelsen i form af en simpel email skal indsendes senest 1. februar 2018.

Ministeriet deltager fra 1. oktober 2017 - 1. februar 2018 i kampagnen ”Meld en regel”, hvor ansatte i sundhedsvæsenet og i ældreplejen sammen med borgere, virksomheder og organisationer, kan sende forslag ind om regler og dokumentationskrav, som kan afskaffes eller forbedres. Formålet er at fjerne unødvendigt bureaukrati, så der bliver frigjort tid til kerneopgaverne. Og det kan vi som fagpersoner kun støtte.

Læs også: Masseflugt af vagtlæger i Region Syd

Læs også: BLOG - Er Styrelsen for Patientsikkerhed ved at udvikle sig til Styrelsen for PatientUsikkerhed?

Læs også: Vagtlægeflugt breder sig