Skip to main content

Bevar doktordisputatsen!

Alt for mange lukker ned for forskningen efter ph.d.-afhandlingen.
Simon Francis Thomsen, ledende overlæge, professor, dr.med., ph.d., Dermato-Venerologisk Afdeling og Videncenter for Sårheling, Bispebjerg Hospital, og Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet E-mail: simonfrancisthomsen@gmail.com
17. sep. 2019
04 min

Doktorgraden (dr.med.) er den højest opnåelige akademiske grad i Danmark. Den tildeles en person, som har demonstreret betydelig videnskabelig indsigt og modenhed, og som gennem sin forskning har bragt videnskaben et væsentligt skridt videre [1]. Sammenlignet med ph.d.-afhandlingen udgør disputatsen et større sammenhængende og selvstændigt arbejde bestående af et antal publicerede videnskabelige originalartikler (eller i sjældne tilfælde en monografi). Der indgår ikke obligatorisk vejledning eller en formel forskningsuddannelse, og der er heller ingen tidsbegrænsning på arbejdet. Til sammenligning er et ph.d.-projekt berammet til tre år, og på indleveringstidspunktet for afhandlingen er det ikke et krav, at de videnskabelige arbejder er endeligt publicerede (eller nogensinde bliver det).

Færre disputatser

I 2004-2018 konfererede Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet 266 disputatser med efterfølgende tildeling af doktorgraden [1]. Dette svarer i gennemsnit til 17,7 disputatser pr. år, men hvis man antager en lineær udvikling i perioden, noteres en tilbagegang på 0,86 disputatser (95% sikkerhedsinterval: 0,36-1,35) pr. år (Figur 1). Til sammenligning indrulleredes alene i 2018 490 nye ph.d.-studerende, og i slutningen af 2018 var samlet set 1.609 ph.d.-studerende indskrevet [2].

Det udgør næppe et problem i sig selv, at vi uddanner mange medicinske ph.d.ere, mens der er færre, som skriver doktordisputats. Internationalt og i Danmark er ph.d.-graden "gangbar valuta", som umiddelbart anerkendes og signalerer gode forskningsegenskaber. En bekymring handler dog snarere om, hvad alle disse ph.d.ere foretager sig efter opnåelse af graden, dvs. om de forsker videre og efterfølgende satser mere kompromisløst på en karriere inden for akademisk medicin, eller om "lyset slukkes", når graden er i hus. Det er ønskeligt, at ph.d.-graden (og dr.med.-graden) ikke bliver et mål i sig selv, men et middel. Ph.d.-uddannelsen må således ikke blive et "forlænget medicinstudium", som giver mulighed for at sejle under bekvemmelighedsflag i tre år. Den skal fungere som et springbræt til at blive forskningsleder i det lange løb.

Fremtidig forskningsplan

Selve ph.d.-graden snarere end videnskabelige artikler belønnes, når læger ansøger om hoveduddannelsesstilling i en del specialer. Der er således ikke incitament til at færdiggøre artikler, når afhandlingen er forsvaret. En løsning på dette kunne være at lade det tælle negativt i bedømmelsen af ansøgere til hoveduddannelsesstillinger, hvis der ikke er forsket og publiceret i årene efter opnåelse af ph.d.-graden. En undersøgelse fra Aarhus Universitet fra 2004 viste, at andelen af færdiguddannede ph.d.ere, som var publikationsaktive i slutningen af femårsperioden efter forsvaret af deres ph.d-afhandling, faldt fra 69% til 51% i 1993-1998, hvad angik førsteforfatterskaber, mens det samlede antal publikationsaktive faldt fra 87% til 79% i samme periode [3]. Tilbagegangen var mere udtalt, jo ældre den ph.d.-studerende var, og hvis den ph.d.-studerende var kvinde. Også impact-faktoren for de publicerede artikler efter opnået ph.d.-grad var faldende i perioden. Som løsning kunne man indlejre et krav i ph.d.-uddannelsen om, at der ved indlevering af afhandlingen skal foreligge en fremtidig forskningsplan initieret af den ph.d.-studerende, hvori konkrete videnskabelige projekter, fondsansøgningsstrategi, samarbejdspartnere og vejlederskaber for de kommende år bliver præsenteret.

Glædeligt er det, at der ser ud til at være sket en kraftig stigning i forskning blandt medicinstuderende [4], som forhåbentlig kan smitte af på lysten til at forske efter endt lægeuddannelse, medmindre også denne øgede forskningsaktivitet blandt studenter er baseret på et kortsigtet ønske om opnåelse af en klinisk stilling snarere end et langsigtet ønske om at blive forsker. Samlet set kan tilbagegangen for doktordisputatsen således ses som et symptom på, at lægevidenskabelig forskning og det lægelige arbejdsliv er blevet mere uselvstændigt og ambitionsløst, hvorfor man kan frygte for Danmarks fremtidige forskningsposition.

LÆS OGSÅ:

Interview: Forskning er vigtig for den lægelige stolthed

Prodekan: Arbejdssituationen betyder meget for den videre forskning

Referencer

LITTERATUR

1. https://sund.ku.dk/forskning/doktorafhandlinger/.

2. https://healthsciences.ku.dk/phd/.

3. Jeppesen P, Hessellund A. Lægers videnskabelige produktion i årene efter erhvervelse af ph.d.-graden. Ugeskr Læger 2004;166:475-9.

4. Fosbøl EL, Torp-Pedersen C, Gislason G et al. Fremdriftsreformen vil sikre middelmådighed. Ugeskr Læger 2014;176:96-7.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen