Dataetisk lægeløfte savner samtykkeerklæring

Kan man være for datadeling og samtidig for retten til fortrolighed i sundhedsvæsenet? Svaret er et klart ja fra Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM). Som de digitale muligheder og den danske lovgivning har udviklet sig, er det dog blevet tiltagende vanskeligt at kunne sige et meningsfuldt ja til begge dele. Vi mener, at den fremtidssikrede løsning er, at den enkelte borger inddrages i, hvilke data vedkommende vil dele, med hvem og til hvilke formål, og at dette sikres som en rettighed i lovgivningen. Der er ingen vej uden om at sikre den enkelte borgers samtykke til videregivelse af personlige helbredsoplysninger i sundhedsvæsenet, hvis vi både vil sikre autonomi, tillid og adgang til valide data til klinik og forskning i fremtiden.

Læs også: Kynisk tilgang til data skader tillid imellem patient og behandler

Tillid er afgørende

Kontrol over egne data og vished om, at data kun bliver brugt berettiget, og at de opbevares sikkert, er grundlæggende for vores tillid til et samfund, der kræver flere og flere data. Der opsamles løbende data om os i mange dele af samfundet. Men de oplysninger der genereres i mødet mellem læge og patient er særligt følsomme på flere måder. Ud over at journalen indeholder data om diagnoser, medicin, undersøgelsessvar m.m, deler patienten, i forventning om fortrolighed, oplysninger om bl.a. adfærd, bekymringer, tanker og følelser – højfølsomme oplysninger, som i stigende grad registreres som strukturerede data, f.eks. i forb. med RKKP eller i PRO-data. Det er essentielt for tilliden, at patienten ikke skal frygte, at følsomme oplysninger uden dennes samtykke deles med andre. Hvis tilliden brydes, vil det gå ud over datakvaliteten.

Almen praksis vil gerne dele data på patientens vegne

Alle klinisk arbejdende læger oplever jævnligt at savne oplysninger fra andre dele af sundhedsvæsenet, hvilket kan gøre det vanskeligere at beslutte og behandle. Alle vil desuden gerne have adgang til gode data til forskning. DSAM vil gerne arbejde for at fremme deling af relevante og valide sundhedsdata hen over sektorgrænser i et samarbejdende dansk sundhedsvæsen. Vi støtter og arbejder for adgang til kvalificerede data til forskning fra hele sundhedsvæsenet.

Der, hvor vi udtrykker bekymring, er, når sundhedsloven gradvist indrettes, så vi arbejder i modsat retning af patientinddragelse og væk fra borgerrettigheder. I stigende omfang videregives følsomme data til registre, uden information eller samtykke. Sundhedsloven sigter mod sikring af store datamængder til mange formål, også af administrativ og forvaltningsmæssig karakter, men giver ikke mulighed for samtykke til videregivelse af ens data eller indsigt i, hvad data anvendes til. Hvis man først har givet samtykke til undersøgelse og behandling, fanger bordet hvad angår deltagelse i registre og datadeling. Til gengæld er udlevering af data til forskningsformål fra databaserne ofte helt unødigt bureaukratisk, og forskningsprojekter hen over de kritiske sektorgrænser besværliggøres pga. samtykkeproblemer.

Det er patientens helbredsoplysninger vi taler om

Sundhedsministeren bekræfter i en tv-udsendelse (TV2News 9.11. 2018), at sundhedsdata tilhører patienten og bestemt ikke er lægens. Så langt er vi enige. En logisk følge heraf er vel også, at det er patienten, man skal spørge om, hvorvidt helbredsoplysninger, der er opstået i et fortroligt rum, kan videregives til registre, databaser, centre, indekser og infrastrukturer. Lægen, der skal tilgodese fortrolighed og arbejder under tavshedspligt, bør ikke pålægges at videregive følsomme oplysninger, uden at der foreligger patientsamtykke.

De mange tilretninger af sundhedsloven sigter på indsamling af tiltagende mængder data om patienter, videregivelse af data og senest også adgang for en udvidet skare af medarbejdere i sundhedsvæsnet. Det kan lige nu ske uden samtykke og i nogle tilfælde med muligheder for efterfølgende spærring for anvendelse af de allerede indsamlede oplysninger. Paradoksalt nok er det netop kun forskningsanvendelsen, som patienten i nogle tilfælde kan spærre for.

Læs også: Nyt lægeløfte skal sikre dataetikken

Patienterne vil gerne bidrage med deres data til forskning

Vi ved fra flere brugerundersøgelser, at langt de fleste patienter gerne vil give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger til både kliniske formål og forskningsformål, hvor læger skal bruge oplysningerne (men ikke ubetinget til den udvidede kreds af personer, som man nu ønsker skal have adgang). Samtidig vil langt de fleste patienter gerne spørges om, til hvilke formål de vil give samtykke til brug af deres helbredsoplysninger, og de vil gerne kunne følge med i anvendelsen. Så i forhold til forskningsanvendelse er der grund til at satse på ja fra det store flertal.

Læger har fælles sag i klinik og forskning

De nordiske almenmedicinske ledere har for nylig opfordret til at huske på værdien af fortrolighedsbaseret tillid og påpeget den pågående trussel mod fortrolighed, som videregivelse af data uden samtykke udgør.

Vi mener, at alle lægespecialer har brug for fortrolighed og informeret tillid i forbindelse med videregivelse af data og vil gerne opfordre til, at man i både Lægeforeningen og Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) arbejder videre ad to spor, som, hvis de anlægges parallelt vil skabe synergi: 1) et velinformeret overordnet samtykke fra den enkelte borger til deling af fortrolige helbredsoplysninger til registre med velbeskrevne formål og 2) afskaffelse af unødvendigt bureaukrati i forhold til adgang til registerdata, vi som læger har brug for til klinik og forskning.

LVS anfører i et nyt dataetisk lægeløfte at »Lovgivningen skal respektere patienternes rettigheder i forhold til bl.a. samtykke, selvbestemmelse og privatliv«. Begrebet fortrolighed er ikke nævnt i de dataetiske principper og LVS uddyber ikke, hvad man forstår ved samtykke. Man lægger vægt på at beskrive retten til at kunne sige nej til forskningsanvendelse af data fra registre skabt af oplysninger indsamlet uden samtykke.

Der er brug for at opspare og bevare tillid baseret på fortrolighed, så de nødvendige data også i fremtiden kan sikres til behandling og forskning. Etik handler om, hvordan man bør opføre sig, men rettigheder og lovgivning, der sikrer at registre bygger på frivillighed og samtykke, er nu normen i de borgerlige demokratier vi normalt sammenligner os med i Danmark.

Det er vores håb, at alle læger på tværs af specialer finder sammen om at bakke op om et overordnet samtykke i en form, hvor kliniske formål, kvalitetsudvikling og forskningsformål, som ligger naturligt i forlængelse af hinanden, holdes fri af alle de andre ønsker til formål, som nogle politikere måtte have til styringsredskaber, kontrol og helbredsdata som råstof for staten.

Det uperfekte samtykke er bedre end intet

Det er selvfølgelig muligt at skabe en samtykkemodel, der kan sikre autonomi og transparens og fungere i praksis i en verden, hvor vi oplever fremskridt og bedre behandling på grund af digitale forbedringer og gode forskningsdata. Det gælder om at få det skruet sammen, så det er bedst muligt og andet end en formalitet. Et grundlæggende princip for at borgeren bevarer autonomi ift. egne data er, at vi hver især som borgere accepterer de formål, hvortil data videregives, og at vi kan følge med i anvendelsen. I den forbindelse skal informationen om anvendelse af data give borgeren et reelt billede af, hvad der gives samtykke til.

Det bliver aldrig et perfekt samtykke, men det er bydende nødvendigt og under alle omstændigheder bedre end at fortsætte med at lade som ingenting, bare man hver især får sine data. Vi skal ikke spille med på spillet om, at der findes et samtykke til videregivelse af data, ved f.eks. at flette det sammen med samtykke til undersøgelse og behandling eller kalde spærring for forskningsanvendelse for samtykke. Vi skal spille med åbne kort og få borgerne inddraget, hvis vi skal bevare tilliden i sundhedsvæsenet.À