De facto dømt på forhånd

Vi er som læger indimellem nødt til at stille spørgsmål til patienter, som ville opleves grænseoverskridende i andre sammenhænge. Vi er ofte tæt på fysisk og skal røre ved patienten for at kunne stille diagnose eller gennemføre behandlinger. Det kan være at stetoskopere et bryst, foretage en undersøgelse af kønsorganer eller komme helt tæt på for at undersøge svælg eller øjne. Det er en del af det at være læge, og intet af dette er nyt for nogen af os. Men vi må samtidig konstatere, at disse forudsætninger for at kunne udføre vores arbejde også stiller os i en meget sårbar situation over for anklager om krænkelser. Ikke mindst fordi vi også vægter læge-patient-relationen, og patientens ret til fortrolighed med lægen, højt.

Jeg vil gerne understrege – endda meget kraftigt – at ingen patienter skal udsættes for overgreb. Slet ingen. Hverken fra læger eller andre sundhedsprofessionelle. Og patienter, der oplever krænkelser, skal trygt kunne stå frem og få hjælp, ligesom det er yderst vigtigt, at de ansvarlige skal forhindres i at gøre det igen. Lad det være slået helt tydeligt fast.

Men det er samtidig helt afgørende, at myndigheder og politikere forstår, at vi som læger også kan være i en udsat position. En nødvendig berøring – f.eks. i forbindelse med en undersøgelse – kan misforstås af patienten, måske fordi den opfattes som varende længe. Bemærkninger kan også misforstås. Og sker det, kan konsekvenserne være uoverskuelige for lægen. Det er ikke en bekymring, jeg står alene med. Jeg hører den fra et stigende antal medlemmer, og den skal tages alvorligt. De frygter uforskyldt at havne i en belastende sag med potentielt ødelæggende følger. Det er i sig selv belastende, og det flytter opmærksomhed fra patient og behandling.

Jeg kritiserer ikke, at Styrelsen for Patientsikkerhed skrider til handling, inden der er faldet en afgørelse i en sag. Men der skal være proportion i styrelsens indgriben, og det er der ikke i dag. Aktuelt oplever vi, at et medlem, som er genstand for anklager om seksuelt grænseoverskridende adfærd, har fået forbud mod at arbejde som læge og dermed er helt udelukket fra at passe sin speciallægepraksis. Det har selvsagt store konsekvenser for vedkommende. Både mentalt og økonomisk. Der er ikke faldet dom, men lægen fortalte i sidste nummer af Ugeskrift for Læger, at sagen har nedbrudt ham. Og så genkender man den foruroligende tilgang fra styrelsen. At læger de facto er dømt på forhånd.

I realiteten kan rigtig mange af os risikere at havne i en lignende situation. På baggrund af de principielle aspekter efterlyser vi derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed finjusterer sin tilgang og tager flere og mindre indgribende værktøjer i brug i sager af denne karakter.

Styrelsen skal naturligvis altid overveje omfanget og alvoren af en sag. Men der er brug for, at styrelsen får en moderne værktøjskasse med flere og mindre indgribende værktøjer end den forhammer, som et arbejdsforbud er i disse sager. At styrelsen seriøst overvejer, hvilke muligheder der er for at lade en læge arbejde videre, uden at det vil kunne opleves utrygt eller usikkert for patienterne. Det kunne f.eks. være ved at lade en tredje person medvirke eller ved at indskrænke muligheden for at behandle patienter til det køn, som der ikke er mistanke om krænkelser mod. Både regelsættet og styrelsens praksis trænger til et kritisk eftersyn.

Og meget gerne i forbindelse med, at regeringen endelig, endelig, endelig iværksætter den lovede evaluering af linje i Styrelsen for Patientsikkerheds arbejde. Vi vil ikke vente længere. De regler, som blev indført med den såkaldte strammerpakke fra nytår 2017, har i sandhed strammet. Så meget, at man kan tvivle på, om det virkelig har været politikernes hensigt. Jeg vil gerne opfordre regeringen og Folketinget til at overveje meget grundigt, om de fortsat vil tage ansvar for de tilstande, som den aktuelle lov og praksis skaber for læger og andre sundhedsprofessionelle. Hvis lægers fokus flytter til os selv, fordi vi føler, vi skal dække os af og sikre os selv, så er der skabt det modsatte af patientsikkerhed og en tilstand af mistro, som man normalt forbinder med det amerikanske sundhedsvæsen. Lad os nu se en politisk åbning og mod til at gentænke en måde at arbejde på, som i dag bidrager mere til frustration end til patientsikkerhed.