Den nødvendige samtale kommer ikke af sig selv

Atul Gawandes bog ”At være dødelig” og Paul Kalanithis selvbiografi ”Før jeg forsvinder” har i 2016 genstartet debatten om det faktum, at vor opgave ikke kun er at helbrede, men nok så ofte at lindre og støtte. Vi ved det jo godt, og vi gør, hvad vi kan i en travl hverdag, men trods det oplever vi alt for ofte bemærkninger som i kronikken af Leonora Christina Skov i Politiken den 24. april: »Når jeg ser tilbage på min mors kræftforløb, er lægesamtalerne det suverænt svageste punkt«.

At helbrede skal være vort mål, men døden er uanset vor indsats en del af vor virkelighed som læger. Derfor må vi til stadighed udvikle vor faglighed og professionalisme også i forhold til, at vi alle er dødelige. Inden for onkologien og hæmatologien har dette længe været et prioriteret område. I Ugeskrift for Læger den 2. september diskuterer overlæge Lars Henrik Jensen og introlæge Rikke Oksen fra Sygehus Lillebælt, om den svære samtale behøver at være så svær. Desværre er det bare, som om spørgsmålet kun er relevant for onkologien. Intet kan være mere forkert.

Store patientgrupper med kronisk sygdom står over for tilsvarende svære valg. Patienter med progredierende lungesygdom, hjerteinsufficiens, nyresygdom og neurologiske sygdomme risikerer alle et liv i dyb afhængighed af andre og af mekaniske hjælpemidler. Vi har et ansvar for at forklare patient og pårørende, at dagen kommer, hvor den værktøjskasse, der indeholder mulighed for helbredelse og uændret funktionsniveau, er tom, og hvor progression er uomgængelig. Det ved vi, men trods det sker de fleste hjertestop på landets sygehuse (inklusive mit eget) hos kronisk syge patienter, hvor patientens ønske om behandlingsniveau ikke er beskrevet, og hvor vi derfor har pligt til at handle.

Derfor er den nødvendige samtale så vigtig. Ikke så tidligt at håbet tages fra patienten, men heller ikke så sent at vi har ”stjålet” patients valg- og handlemuligheder. Det er vort ansvar, at den nødvendige samtale tages, hvor der stadig kan vælges mellem forskellige veje. Kun da kan man vejlede om muligheder og konsekvenser af de enkelte valg, som patienten skal træffe. I Paul Kalanithis bog nægter onkolog Emma at drøfte overlevelseskurver, men insisterer på at få at vide, ”hvad der betyder mest for dig”. Kun med det svar kan hun rådgive og behandle ham.

Kære sygehus og afdelingsledere. Det er nemt at sige til vore medarbejdere: ”Det skal I bare gøre”. Gør vi det, har vi svigtet fatalt. Vore medarbejdere er uddannet til at være helbredere, og nu forventer vi, at de kan noget helt andet. Det er derfor glædeligt at se, at Sygehus Lillebælt og Lægeforeningen i fællesskab har taget emnet op, men lad os nu gribe stafetten som ledere. Griber vi den ikke, svigter vi både patienter og personale. Griber vi den, kan vi give patienter og pårørende mulighed for at tage kontrol over eget liv og samtidig lette vort personales mulighed for at komme gennem de nødvendige samtaler som hele og stærke individer.

Hør også podcast: Lægerne og døden