Der er brug for en sammenhængende håndholdt indsats for mennesker i høj risiko for selvmord

Antallet af selvmord i Danmark har i over ti år ligget på ca. 600 dødsfald årligt. For at nedbringe antallet af selvmord er der behov for en forstærket indsats. Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP) har identificeret mindst fire højrisikogrupper, som aktuelt får utilstrækkelig hjælp.

1) Psykiatriske patienter, som nyligt er udskrevet

Risikoen for selvmord og selvmordsforsøg kort tid efter udskrivelse fra psykiatrisk indlæggelse er tårnhøj, flere hundrede gange højere end i baggrundsbefolkningen. Nyligt udskrevne psykiatriske patienter er den risikogruppe, som har den højeste selvmordsrisiko. Over de seneste årtier er der sket en lille nedgang i denne risiko, men den er fortsat helt uacceptabelt høj, og der er fortsat et stort behov for at yde en bedre opfølgende indsats. Dette gælder i særlig grad patienter med angst og depression [1], hvor behandlingstilbud ofte ikke begynder kort tid efter udskrivelse.

2) Patienter, som hjemsendes efter kontakt til psykiatrisk akutmodtagelse

Vi har psykiatriske akutmodtagelser i alle regioner, hvor man kan henvende sig ved debut eller forværring af psykisk lidelse og akutte kriser. I modsætning til somatiske skadestuer, hvor en del henvendelser skyldes akut opståede skader, som hurtigt kan afklares og behandles, sker akutte henvendelser i psykiatrien ofte ved forværring af psykisk sygdom eller ved symptomer på psykisk sygdom, som fordrer et behandlingsforløb ud over den akutte vurdering. Med andre ord: De fleste, som henvender sig i psykiatrisk akutmodtagelse, har behandlingskrævende psykisk sygdom. En forskningsundersøgelse fra DRISP viste, at de personer, som hjemsendes med eller uden ambulant opfølgning efter psykiatrisk skadestuebesøg, har en otte gange højere selvmordsrisiko end baggrundsbefolkningen, hvilket også er en risiko, som ikke er signifikant lavere end for dem, der indlægges på en psykiatrisk afdeling [2]. Et besøg på en psykiatrisk skadestue skal derfor ses som et alvorligt alarmsignal, som i udgangspunktet altid skal følges af en konkret opfølgende indsats. Det er ikke tilstrækkeligt med et godt råd og et telefonnummer på et stykke papir.

3) Patienter, som nyligt har forsøgt selvmord

Det estimeres, at der sker ca. 11.000 selvmordsforsøg om året herhjemme. Selvmordsrisikoen blandt mennesker, der har forsøgt selvmord, er 20-30 gange højere end i baggrundsbefolkningen [3], specielt kort tid efter selvmordsforsøget. Selvmordsforsøg er en ekstrem livsbegivenhed, der altid bør føre til opfølgende behandling, men nylige beregninger fra DRISP peger på, at kun ca. halvdelen modtager behandling i psykiatrien efter selvmordsforsøg. I alle regioner findes selvmordsforebyggende klinikker, som med kort varsel kan tilbyde behandling ved selvmordstanker og efter selvmordsforsøg, men klinikkerne har ikke kapacitet til at være tilstrækkeligt opsøgende og modtage alle, der har behov for behandling.

4) Mennesker, som ringer til Livslinien på grund af selvmordstanker

Livslinien modtog i 2020 over 165.000 telefonopkald. Et opkald til Livslinien er et alvorligt advarselssignal, men desværre er der aktuelt kun kapacitet til at besvare under halvdelen af de personer, der ringer. Når man henvender sig, mødes man af en venlig og forstående frivillig, som har gennemgået en grundig oplæring og modtager supervision. Det er en stor hjælp. Livslinien kan ikke formelt henvise videre til behandlingstilbud, og det er heller ikke muligt at følge op på henvendelser. Det betyder, at hvis man ringer igen, og hvis ens opkald besvares, kommer man sandsynligvis til at tale med en anden, venlig og forstående, frivillig rådgiver. Nylige forskningsresultater fra DRISP viser, at 13 procent af de personer, der ringer til Livslinien på grund af selvmordstanker, foretager selvmordsforsøg i løbet af fire måneder efter opkaldet [4]. En professionel telefonlinje vil kunne supplere de eksisterende muligheder med akut udrykning til den selvmordstruedes hjem, henvisning til selvmordsforebyggende klinikker, andre akutte team og andre behandlingsmuligheder i psykiatrien.

Forslag om reorganisering og styrkelse af psykiatriens akutberedskab

Ovennævnte forskningsresultater tyder på, at der er behov for at nytænke akutområdet i psykiatrien. Der er brug for, at vi forstærker den selvmordsforebyggende indsats ved at reorganisere og forstærke de indsatser, vi allerede har. Der skal være særligt fokus på de risikogrupper, der er i allerhøjest risiko for selvmord bl.a. nyligt udskrevne patienter, hjemsendte fra psykiatrisk skadestue, personer med selvmordsforsøg og personer med selvmordstanker. Disse mennesker har med deres adfærd udtrykt, at de er i høj risiko for selvmord, og de har ret. Det skal tages alvorligt, og deres hjælp skal sikres gennem en systematisk nytænkning af det psykiatriske akutområde.

I Region Hovedstaden findes et udkørende psykiatrisk akutberedskab, som dog ikke dækker dagtid på hverdage. Dette beredskab skal gøres døgndækkende og udbredes til hele landet. Psykiatrisk akutberedskab skal organisatorisk forbindes tæt med de selvmordsforebyggende klinikker, de psykiatriske akutteam og hele det øvrige ambulante område. Både borgere og professionelle skal kunne foretage opkald, og opkaldene kan triageres af psykiatriske sygeplejersker.

En samlet organisation skal sikre henvisning og konkret organisering af opfølgende relevant behandling i primær- eller sekundærsektor for personer, som søger hjælp på grund af selvmordstanker, personer, som hjemsendes efter selvmordsforsøg, og patienter, som udskrives fra psykiatrisk afdeling eller hjemsendes fra akut psykiatrisk modtagelse.

Alle, som identificeres som potentielt selvmordstruede, skal tilbydes opfølgning med brug af det støttende og ledsagende princip, hvor udgående funktion, opfølgende konsultationer og telefonsamtaler indgår som mulige virkemidler.

Man kunne organisere et samlet psykiatrisk akut beredskab, som for eksempel kunne kaldes med 115. Dette akutberedskab kunne også i visse tilfælde varetage opgaver med evaluering af behov for tvangsindlæggelse; en opgave, som aktuelt er svær at indpasse i det daglige arbejde hos den praktiserende læge eller i de psykiatriske ambulatorier.

En forudsætning for, at denne oprustning af akutområdet bliver sammenhængende, er, at der sikres tilstrækkelig kapacitet til hjemmebesøg efter udskrivelse og til opfølgning efter selvmordsforsøg og skadestuebesøg. Det er også en forudsætning, at der er tilstrækkelig intensiv ambulant kapacitet i de allerede eksisterende ambulante team, og at der etableres et tæt og forpligtende samarbejde med primærsektoren og relevante tilbud drevet af frivillige organisationer. Praktiserende læger skal kunne benytte akutberedskabet, for eksempel hvis lægen vurderer, at der er en selvmordsrisiko hos unge, der henvender sig til lægen med alvorlige livsproblemer.

Målsætningen er at sikre en sammenhængende og håndholdt hjælp til selvmordstruede personer.

LÆS OGSÅ: Professor: Indsatsen mod selvmord er utilstrækkelig