Content area

|

Der er ikke en overgrebskultur på fødegangen – men for nogle føles instrukskulturen som et overgreb

Det er vigtigt at høre, hvad kvinderne fortæller
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Forfatter(e)
Lars Høj fødselslæge Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling Aalborg Universitetshospital – Thisted e-mail: lars.hoj@dadlnet.dk og Lea Høstrup antropolog freelance e-mail: Leahoj@gmail.com

Det er på sin plads, at en gruppe fødselslæger i Information den 11. februar [1] slog fast, at der på danske fødegange ikke hersker en overgrebskultur, hvilket formanden for Forældre og Fødsel tidligere havde fremført [2]. Begreber fra MeToo-bevægelsen kan benyttes som polariserende clickbait, når man vil til orde i pressen; det er dog alligevel vigtigt at høre efter, hvad kvinderne bag tidens mange vidnesbyrd fortæller os.

I en kronik i Politiken beskriver en mor, Liv, sin traumatiske oplevelse ved at være indlagt på Rigshospitalets svangreafsnit [3]. Hvis man først læser denne kronik og derefter Dea Trier Mørchs roman »Vinterbørn«, som er en fortælling fra samme slags firesengsstue i 1975, får man et billede af, hvad der er sket i samfundet siden da. Fællesskabsbegreberne fylder mindre, og det enkelte individs behov er i fokus. Derom kan man mene, hvad man vil, men det er uden for diskussion, at fødselshjælpen må forholde sig til problematikken. Vi kan bygge store hospitaler og købe den nyeste teknologi, men hvis vi ikke sætter os grundigt ind i den individuelle gravides behov, efterlader vi nogle ulykkelige trods raske børn og kroppe.

Førsteforfatteren til dette indlæg er foruden fødselslæge sagkyndig i Styrelsen for Patientklager og oplever også her, at antallet af klager stiger. Et gennemgående tema er, at de klagende ikke føler sig hørt og set tilstrækkeligt under graviditet og fødsel, og mange beretter om de alvorlige forstyrrelser i den spæde familiedannelse, som det påklagede forhold har medført. Der er ofte stor divergens mellem den gravides oplevelse af forløbet og fødselshjælpernes beskrivelse.

  • En mere individualiseret fødselsforberedelse og -planlægning må også antages at medføre færre klagesager

Fødselslæger og jordemødre har i tiden fra »Vinterbørn« til MeToo fået – og selv været med til at udarbejde – et stigende antal retningslinjer og instrukser, hvilket utvivlsom er et fremskridt for evidensbaseret behandling. Men retningslinjerne er ikke altid indlysende for den gravide, og mange stemmer i den nuværende debat taler om at være lagt i kasser og behandlet på samlebånd. Omvendt føler læger og jordemødre sig presset af den centrale styring og det stigende antal klagesager og tyer derfor til en defensiv håndtering af individuelle ønsker og behov. Men det er vores iagttagelse, at hvis vi kan få tid til »hjælpekunsten«, som Kierkegaard kaldte det, så kan vi i langt de fleste tilfælde i fællesskab kombinere behov og evidensbaseret behandling.

Som fødselslægerne fra Rigshospitalet påpeger i Politiken den 10. februar, handler det også om ressourcer [4]. At lytte i stedet for at tale kræver tid. At være til stede på fødestuen, indtil fødselsbristningen er syet, kræver flere jordemødre. At passe 40 gravide på ensengsstuer kræver flere hjælpere end at overskue ti firesengsstuer, hvor kvinderne må hjælpe hinanden. Fødende, fødselshjælpere og private interesseselskaber må stå sammen og råbe politikerne op for at sikre de nødvendige ressourcer.

Det handler også om rettigheder og ansvar. Som journalist Hanne Damm påpeger i »Giv kvinderne fødslen tilbage«, betyder det også, at kvinden må erkende sit eget ansvar i den fælles beslutningstagen, der kan indebære, at faglige retningslinjer må gradbøjes eller afviges. For at vurdere risici ved forskellige forløb må den gravide have adgang til information og tid til sparring med fagpersoner. Derfor er det rettidig omhu, at politikerne forholder sig til, hvordan vi sikrer rettigheder til fødende som foreslået i borgerforslaget »Bedre fødsler« fremsat 8. februar 2021.

Rettigheder kan dog ikke stå alene. I bioetikken benyttes begrebet »relationel autonomi«, hvilket betegner, at kapaciteten til at træffe en informeret, ikketvunget beslutning opstår i mødet mellem patienter og fagpersoner [5]. Ligesom gravide må forholde sig til medicinsk information, må fødselshjælpere forholde sig til den enkelte kvindes viden og erfaring som vigtig information i fødslen. Uden blik for relationelle aspekter kan beslutningstagen resultere i »retorisk autonomi«, hvor den gravides valg negligeres på baggrund af faglige overtalelser eller bebrejdelser. Dette fænomen kan uden tvivl opleves som overgreb fra fødendes side og danne baggrund for ovennævnte indlæg i dagspressen. Fødselshjælperen må balancere sin professionelle autonomi med den gravides autonomi og signalere hendes selvstændighed og selvbestemmelse i handling og ord. Dette gør ikke vores professionelle ekspertise irrelevant, tværtimod. For at ovenstående ideal om det gode samarbejde kan realiseres, må fødselshjælperen have tid, faglig selvtillid og nøje kendskab til alle håndteringsmuligheder og risici i forbindelse hermed samt veltrænede kommunikative kompetencer.

Fødselshjælpere må også have et nøje kendskab til fødslens eksistentielle og kulturelle betydning. Det er derfor klogt at kombinere instrukslæsning med »narrativ obstetrik«, såsom Olga Ravns »Mit arbejde« og tidens mange vidnesbyrd. Læs også cases fra Morten Sodemanns »Det du ikke ved, får patienten ondt af«, som har udgangspunkt i indvandreres sygehistorier, men kan gælde alle minoriteter, ikke mindst sårbare gravide.

En mere individualiseret fødselsforberedelse og -planlægning må også antages at medføre færre klagesager. Den intenderede afvigelse fra instruksen bør naturligvis journalføres; men det er sjældent, at der klages over en fødeplan, som den gravide selv har været inddraget i at lægge. Og selvom en klagesag i første omgang altid er belastende for såvel fødselshjælper som fødeafdelingen, er det et værdifuldt læringsinstrument, uanset om det handler om procedurer eller de menneskelige relationer. Den gør dig klogere – hvis du tillader!

LÆS OGSÅ: Kampen om kvindens underliv: »Vi bliver hængt ud som nogle, der begår overgreb«

Blad nummer: 

Referencer

  1. 27 danske fødegangslæger siger fra: Der er ikke en overgrebskultur på fødegangen. Information 11. feb 2021.

  2. Storgaard BH. Der er brug for et #MeToo-oprør på fødegangen: Indgreb uden samtykke er overgreb. Information 25. jan 2021.

  3. Collatz L. Nybagt mor: Rigshospitalets behandling var grænseoverskridende og elendig. Politiken 30. jan 2021.

  4. Fødselslæger: Rigshospitalets forhold er elendige. Politiken 10. feb 2021.

  5. Sherwin S. The politics of women's health: exploring agency and autonomy. Temple University Press, 1998.

Right side

af Henrik Isaksen Dietz | 18/04
2 kommentarer
af Bjørn Asser Hansen | 17/04
1 Kommentar
af Christian Emil Møller | 17/04
8 kommentarer
af Søren Bache | 17/04
3 kommentarer
af Kristina Herbst | 17/04
2 kommentarer
af Morten Holm | 16/04
2 kommentarer
af Poul Henning Madsen | 16/04
6 kommentarer