Kampen om kvindens underliv: »Vi bliver hængt ud som nogle, der begår overgreb«

Det er barsk læsning.

En 15-årig pige ligger på lejet med benene i bøjlerne. Den mandlige gynækolog tager plads mellem hendes ben og konstaterer med ­tilfredshed, at hun er køn i begge ender.

En kvinde beretter om en smearprøve:

»Da jeg lægger mig op i stolen med ­benene i bøjlerne, bliver jeg svimmel, sveder og får propper i ørerne. Jeg siger højt til ­lægen, at jeg føler, at jeg er ved at besvime. Hendes respons er: ,Så er det godt, du allerede ligger ned’«.

En 15-årig pige fortæller, at hun skal have foretaget en gynækologisk undersøgelse (GU) på grund af kløe. Kort forinden har hun haft sex for første gang:

»På et tidspunkt gør det så ondt, at jeg ­begynder at græde. Hendes reaktion er at sige, at hvis jeg er gammel nok til at have sex, så er jeg også gammel nok til at få en GU«.

Siden februar er vidnesbyrd fra kvinder, der har oplevet ubehagelige og grænseoverskridende GU, strømmet ind til godgu.dk. Hjemmesiden er oprettet af to jordemødre og en sociolog med den hensigt at »belyse problemer med krænkelser/utryghed/overgreb i forbindelse med GU og samtidig pege i retning af, hvordan der kan skabes gode oplevelser for alle«.

Beretningerne kommer oven på længere tids kritik af de forhold, som fødende kvinder bliver budt på landets fødeafdelinger. Kvinder har til en række medier fortalt om traumatiske, smertefulde og ydmygende fødselsoplevelser, og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har kvitteret for kvindernes fortællinger med i første omgang at love to dages barselsophold samt rund­bords­sam­taler om minimumsrettigheder til fødende.

Hængt ud for overgreb

Der er mange på anklagebænken i medie­debatten.

Det er politikere i Folketinget og regionerne. Det er jordemødre, og det er prakti­serende læger og deres personale.

Men først og fremmest er det gynobs’­erne. Det er et af landets mest populære ­specialer, men i den seneste tid – som denne artikels indledning indikerer – også et af de mest stormomsuste.

Annemette Lykkebo er formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG), og hun er ked af historierne. Hun er både ked af, at kvinder har haft dårlige oplevelser, og at medlemmerne af DSOG over en bred kam bliver ramt af grovkornede anklager.

»Vi bliver hængt ud som nogle, der begår overgreb, når vi foretager en eksploration på en fødende kvinde eller en GU. Debatten har gjort mange medlemmer både kede af det og provokerede. De føler sig trådt på«, ­siger hun.

Især enkelte jordemødres kritik har ramt lægerne hårdt og har fået flere til at rette henvendelse til DSOG for at få selskabet til at deltage i debatten på de sociale medier – derude, hvor de mange historier florerer. Det har de dog afvist.

»Vi bakker fuldt ud op om de af vores medlemmer, som respektfuldt og i en god tone er gået ind i debatten på de sociale ­medier. De skal bestemt ikke trække sig fra debatten, men som selskab arbejder vi på politisk plan, og vi tror ikke på, at der vil komme noget positivt ud af, at vi bliver en del af debatten på sociale medier«, siger ­Annemette Lykkebo.

Hun fortæller, at kritikken mod lægerne fortrinsvis er kommet fra enkelte jorde­mødre. DSOG er da også gået sammen med Jordemoderforeningen og Dansk Jorde­moderfagligt Selskab om fælles indlæg i ­debatten – netop for at signalere fagligt ­sammenhold.

»Ud fra LUP [Landsdækkende Under­søgelse af Patientoplevelser, red.]-tal kan vi se, at det må være en mindre gruppe kvinder, der har haft dårlige oplevelser. Det, der har fået lægerne op af stolene, er, at disse enkeltstående oplevelser bliver fremstillet som generelle problemer«, siger Annemette Lykkebo.

Hun tilføjer:

»Det ændrer ikke på, at vi tager kritikken alvorligt og har respekt for de kvinder, som har fortalt om dårlige oplevelser«.

Mænd kan jo også opleve ubehagelige ­undersøgelser af deres underliv hos praktiserende læger og urologer. Er det et lige så stort problem?

»Jeg tror bestemt ikke, at mænd nyder at få ført remedier op i urinrøret eller få fore­taget en rektal eksploration. Det kan være grænseoverskridende, men for begge køn tror jeg, at det er en hjælp, hvis vi forklarer, hvad formålet med undersøgelsen er, og hvordan den foregår. At det er voldsommere for kvinden hænger nok også sammen med, at man blotter det mest private i en position, hvor man er forsvarsløs. Men man skal ­huske på, at det er en undersøgelse, og den er frivillig«.

Kritik af fødselsområdet

Forholdene på fødselsområdet har i årevis været kritiseret. I 2016 sagde den daværende klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling Morten Hedegaard op i protest mod konstante besparelser og stadig ringere forhold for kvinder og nyfødte, og i de senere år har Arbejdstilsynet da også udarbejdet adskillige tilsynsrapporter om kritisable forhold for ­fødende og ansatte på fødeafdelinger.

Ud over travlhed har flere forhold været i fokus på det seneste. Der er kvinder, som er utilfredse med, at de udskrives for hurtigt efter fødslen uden tilstrækkelig støtte til at etablere amningen, ligesom de senere års stadig hyppigere igangsættelser er blevet ­kritiseret. Den naturlige fødsel – som ifølge nogle debattører kan være direkte orgastisk – er blevet fremhævet som det positive modstykke til igangsættelse.

Annemette Lykkebo understreger, at under­søgelser viser, at langt de fleste ­kvinder er tilfredse med deres fødselsforløb og længden af deres indlæggelse. I alt 83 procent er tilfredse med længden, ni procent synes, at den er for kort, og otte procent ­synes, at den er for lang. Hun stiller spørgsmål ved, om Magnus Heunickes forslag om ret til to dages barselsophold er den bedste måde at bruge flere penge til området på.

»Pengene er bedre investeret ved at give mere tid til den enkelte i jordemoderkonsultationen, udvide tilbuddet om fødsels­for­beredelse og skabe mulighed for en tættere opfølgning og støtte i hjemmet efter fødslen«, siger hun.

Annemette Lykkebo understreger, at hun ikke er ude på at affeje kritikken:

»Vi ser med stor alvor på, at nogle kvinder har følt sig svigtet og nedværdiget i forbindelse med fødslen. Vi skal arbejde med fælles beslutningstagen og samtidig ruste vores medlemmer til at kunne håndtere situationer, hvor kvinderne ikke vil det samme, som vi vil. Når de siger nej til kejsersnit, til at få lagt en kop eller til at blive sat i gang på trods af, at det er en faglig anbefaling«.

Kritik af gynækologien

Kritikken har også ramt de praktiserende ­gynækologer i landets 84 speciallæge­klinikker, som står for halvdelen af alle ­ambulante GU herhjemme. Frank H. Pedersen, formand for Praktiserende Speciallæger i Gynækologi (DFKO), siger, at debatten ikke har fået patienter til at stille spørgsmål i hans klinik i Randers.

»Det har fyldt mere blandt lægerne, for vi kan ikke lide, hvis nogle kritiserer patient­behandlingen, som vi ser som vores største styrke. Patienterne kan jo vælge en anden praktiserende gynækolog, hvis de er utilfredse, eller kemien ikke er i orden«, ­siger han.

Frank H. Pedersen fortæller, at de praktiserende gynækologer har ligget godt i de målinger af patienttilfredshed, der er blevet foretaget – senest i forbindelse med akkrediteringen fra 2019 og til nu. Men han ved godt, at en GU for de fleste kvinder vil være noget, der helst skal overstås.

»Patienterne er meget forskellige. Nogle bruger mange forsøg, før det lykkes dem at tage sig sammen til at komme, mens andre er optaget af at få det ordnet, inden p-billetten udløber. Det er en del af håndværket som gynækolog at spore sig ind på patienten, og jeg kan bruge en tredjedel af konsultationstiden på at finde ud af, hvordan ­patienten har det med den undersøgelse, jeg skal foretage«, siger han.

Men på trods af patienttilfredsheds­undersøgelser fylder de dårlige historier på for eksempel godgu.dk alligevel i hovedet.

»Vi må jo anerkende kvindernes oplevelser. Der er sårbare patienter, som har været ude for noget, de ikke synes er i orden. Det tager vi alvorligt, og man kan ikke lade være med at tænke, om det kunne være sket i ens egen klinik. Men det er svært at gøre noget ved det«.

Hvis det er svært at gøre noget ved det, hvordan tager I det så alvorligt?

»Vi har fokus på det, når vi mødes og ­udveksler erfaringer. Vi er meget bevidste om, at vi i vores speciale beskæftiger os med nogle meget private og sårbare emner; det kan være graviditet, seksualitet, inkontinens eller måske cancer. Vi taler med patienterne om noget, som mange normalt ikke er åbne om, og derfor skal vi passe på ikke at overskride deres grænser«.

Der er jo også mennesker, som har tand­lægeskræk. Kan I blive bedre til at håndtere kvinder, som har en særlig frygt for GU?

»Psykologi, empati og omsorg er integreret i lægefaget og i det at være gynækolog ­eller obstetriker, så jeg tror ikke, at vi kan blive bedre ved at gå på for eksempel kursus. Hvis man ikke har en grundlæggende forståelse for patienten i sig, kan man ikke fungere i faget«, siger Frank H. Pedersen.

Draget af kvindekønnet

Skam. Lyst. Mystik.

Kvinders underliv har gennem historien skræmt og frastødt, draget og fascineret – og til stadighed udgjort en uudslukkelig kilde til alt fra den skønneste poesi til den sorteste dogmatik.

Annemette Lykkebo ved godt, at lægerne i DSOG beskæftiger sig med et område af den menneskelige anatomi, der for mange er ­noget helt særligt.

»I mange kulturer har der historisk været en stor optagethed af kvindekønnet, som er blevet associeret med noget dragende og kraftfuldt. Vi har billeder af kvinder, der ­løfter i skørterne og skræver over afgrøderne for at videregive kraften fra deres skød, ligesom kvindefigurer har været tyndslidte ­omkring kønsorganerne, fordi man mente, at det gav styrke at berøre kvindekønnet. Men samtidig er kvindens køn også blevet forbundet med noget negativt og farligt, fordi der har været en frygt for, at kvinders seksualitet udløser kræfter, som er svære at tøjle«, siger Annemette Lykkebo.

1970’ernes frigørelse, hvor nogle kvinder sad nøgne i rundkreds og studerede egne og andres kønsdele, og »Kvinde kend din krop« var fast inventar i mangen bogreol, er i de senere årtier blevet fortrængt af en ny tids bornerthed, hvor unge kvinder for eksempel ikke vil blotte sig over for andre kvinder i fællesbad i fitnesscentret.

»Vores forhold til nøgenhed har ændret sig, vi putter lidt med det, og vi får ikke den brede referenceramme. Det er uheldigt, og jeg tror også, det har betydet, at flere får det dårligt med at ligge på lejet med benene i bøjlerne«.

I denne tid ser vi en generel strømning med fokus på krænkelser og overgreb på kvinder. Tror du, at den har spillet ind og ­givet ekstra styrke til kritikken?

»Ja, der er meget fokus på kvinders trivsel og rettigheder – vi skal ikke finde os i noget. Det er positivt, og jeg synes, det er sundt, at der bliver råbt op – også selvom det er på ­vores område. Derfor er mit budskab også: Vi hører, hvad kvinderne siger, og vi vil gerne arbejde med det og forbedre kvali­te­ten«, siger Annemette Lykkebo.

Læs også debat af Lars Høj og Lea Høstrup »Der er ikke en overgrebskultur på føde­gangen«.