Der er ikke sikkerhed at hente i Styrelsen for Patientsikkerhed, hverken for sundhedspersonale eller for patienter

Jeg har tidligere udtalt mig i Ugeskrift for Læger om den ulykkelige sag, hvor en lægekollega af Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) blev frataget retten til at praktisere i næsten to år på grund af falske anklager fra en enkelt patient. Sagen blev afgjort ved retten i foråret med en klokkeklar frifindelse.

Sagen endte på den måde godt, men vores kollega er efterladt med svære psykiske og økonomiske eftervirkninger og uden at få hverken en undskyldning eller økonomisk kompensation.

For et par dage siden så jeg dokumentaren »De mistænkte« på DR TV, en yderst ubehagelig fremvisning af retssystemets unødvendigt langvarige internering af to varetægtsarresterede.

Den ene, en succesfuld bilforhandler, fik efter fire års kamp erstatning for fem måneders uberettiget fængsling, en erstatning, som imidlertid ikke kom til udbetaling, da hans firma som følge af fængslingen gik konkurs med gæld til det offentlige, som inddrog erstatningen for at dække gælden. At forretningsmanden ud over at have tabt alt rent økonomisk også havde fået psykiske men nævnes, men der tales der slet ikke om erstatning for.

Sagen minder på mange måder om vores kollegas sag. STPS’ unuancerede og unødvendigt strenge intervention minder heldigvis mere om to år med fodlænke end om en varetægtsfængsling. Rent erstatningsmæssigt havde han imidlertid stået bedre, hvis han havde været fængslet ligesom bilforhandleren. Men slutresultatet er lige så grotesk.

Vores kollega, der drev en større lægeklinik med et par satellitklinikker, måtte lukke alle sine klinikker, mens sagen stod på, hvilket medførte et tab i millionklassen. Han gik ikke konkurs, men måtte tømme sin pensionsopsparing for at undgå det.

Aktuelt har han fået afslag på erstatning, fordi anklagemyndigheden henholder sig til, at de kun anklagede ham, men at det var STPS, der nedlagde arbejdsforbud og inddrog autorisationen.

STPS henholder sig omvendt til, at de selvfølgelig måtte inddrage hans autorisation, når han var anklaget.

Vores kollega har været i gang med at søge erstatning fra STPS, men har nu opgivet det. Hans advokat har oplyst ham om, at det nemt vil koste adskillige hundrede tusinde kroner i sagsomkostninger, at sagen kan blive langvarig, at sandsynligheden for at vinde sagen er begrænset, og at sagen skal føres som et civilt søgsmål, hvorfor der ikke længere kan opretholdes navneforbud i sagen. 

Sagen slutter derfor nu med, at vores kollega er efterladt med massive økonomiske tab. Han har formået at reetablere nogle af sine tidligere klinikker, men han er fortsat meget psykisk medtaget af forløbet.

Jeg mener selvfølgelig ikke, at anklagemyndigheden kan undlade at reagere på en alvorlig anklage mod en sundhedsfaglig person, men jeg mener, at to år for at behandle en sag, der i den grad ødelægger en kompetent uskyldig sundhedsfaglig kollega, er alt for længe.

Jeg mener også, at det er fuldt forståeligt, at STPS prompte nedlægger en sanktion i form af arbejdsforbud, men helt uforståeligt, at de ikke derpå har overvejet, om det kunne være muligt at anvende mindre indgribende sanktioner, og at de konsekvent har afvist enhver form for dialog med vores kollega, og i øvrigt med undertegnede og andre lægekolleger, der fuldstændigt forgæves forsøgte at komme i dialog med STPS om eventuelle mindre indgribende sanktioner.

Som psykiater er det min vurdering, at sagen har medført, at vores kollega har udviklet symptomer på PTSD eller i ICD 10-nomenklaturen både tegn på F 43.1 Posttraumatisk belastningsreaktion og F 62.0 Personlighedsændring efter katastrofeoplevelse.

Han kæmper dagligt med ubehag ved ting, der minder om traumet, både i sin kliniske hverdag og i det juridiske efterforløb, hvilket er en medvirkende årsag til, at han ikke magter at gå videre med en erstatningssag. Hans søvn er kompromitteret, afbrudt af mareridt, ikke bare om den konkrete sag, men også om helt andre tidligere traumer af helt anden karakter, som sagen har vækket til live. Han oplever, at både privatliv og arbejdsliv er forandret. Han er blevet mere socialt tilbagetrukket, mere skeptisk og mere irritabel. Han oplever koncentrationsbesvær, kronisk anspændthed og vagtsomhed og deraf følgende en markant nedsat arbejdsevne.

Vi kan håbe, at sagen vil få konsekvenser på længere sigt – for os andre. At Lægeforeningen kan bruge den politisk til at få ændret STPS’ arbejdsmetoder. Jeg kan håbe – men jeg har ikke tillid nok til at turde tro det.

STPS er angivelig sat i verden for at øge patientsikkerheden ikke gennem straf, men gennem læring. Reelt oplever jeg som læge, at STPS har medført en udbredt »defensiv medicin« frem for en »klinisk kompetent rationel ansvarlig medicin«. 

Min eneste fornuftige tolkning i den konkrete sag er, at STPS er bange. At de er så bange for at lave en fejl, som de kunne komme til at stå til regnskab for, at de ikke tør tage et reelt ansvar. At de derfor heller ikke turde søge en reel indsigt i sagen, da det kunne fremtvinge behovet for en reel stillingtagen.

Som psykiatrisk overlæge har jeg naturligvis selv været med til at »dømme« andre mennesker til anbringelse eller anden behandling mod deres vilje. Men altid under mindste middels princippet, efter indgående dialog med patienten og under klare rammer for, hvornår, hvor længe, og i hvilket omfang et tvangsindgreb var tilladeligt. Samtidigt var der klare rammer omkring kontrollen af mine tvangsforanstaltninger og pligt til orientering om mulighederne for at klage over tvangen.

PS Sagen har tidligere medført, at jeg anmeldte STPS til STPS for at have udsat både vores kollega og hans patienter for fare. STPS afviste, at man på denne måde kan klage over STPS til STPS, men de oplyste ikke om andre muligheder for at klage, herunder om muligheden for at klage til Folketingets Ombudsmand.

Ombudsmanden svarede faktisk ret hurtigt og meget pænt på de videresendte klager, men med følgende konklusion: »Jeg mener, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet som ressortansvarligt ministerium på området bør have mulighed for at tage stilling til de kritikpunkter, du rejser om Styrelsen for Patientsikkerheds tilsynspraksis, før jeg eventuelt behandler sagen. Derfor har jeg i dag sendt en kopi af din henvendelse af 16. maj 2023 med bilag videre til Indenrigs- og Sundhedsministeriet«.

Så nu har jeg ikke mere at gøre end at vente på, om der en dag kommer et svar.