Det, som ikke må ske

For nylig blev en lægekollega dræbt, mens hun var på arbejde på Psykiatrisk Center Glostrup. Tragedien indtraf, da en patient angreb hende med en kniv, og også to andre medarbejdere blev såret, da de forsøgte at komme til undsætning. Det kan ikke være mere ulykkeligt, og jeg ved, at mange af os er berørt af sagen. Det er meningsløst, at dette skal overgå kollegaer.

Region Hovedstaden har igangsat en kortlægning, som forventeligt skal give svar på, hvordan sikkerheden kan forbedres – med det samme. Det er helt afgørende, at der bliver gjort alt, hvad der er muligt, for at undgå, at en sag som denne gentager sig. Læger og øvrige medarbejdere kan ikke vente på store politiske initiativer, der over en årrække skal rette op på en psykiatri, der i den grad trænger. Til mere kapacitet, flere kollegaer og kompetencer og endnu større fokus på at levere det rette omfang af behandling første gang. Der er brug for opfølgning inden for en helt kort tidsramme, så alle kan tage på arbejde i forvisning om, at sikkerheden er i orden.

Samtidig er det vigtigt, at der bliver taget hånd om de medarbejdere, som har oplevet, at kolleger bliver såret og dræbt. Det gælder i det konkrete tilfælde, men også mere generelt, at arbejdspladser i sundhedsvæsenet – samtidig med at man gør alt for at forebygge og sikre – også har en plan for håndtering af det, som ingen kan holde ud at tænke på, og som ikke må ske. Det største fokus er naturligvis på den dræbte læge og hendes sårede kolleger, men jeg håber inderligt, at alle berørte i denne ulykkelige sag får al den hjælp, de har brug for. Det er også Lægeforeningens fokus at yde bistand til de kollegaer, som kan have brug for opfølgning eller rådgivning.

Det er jo desværre ikke først gang, at læger dræbes af patienter med svær psykisk sygdom. Vi skal ikke længere tilbage end sidste sommer, hvor en praktiserende læge blev dræbt, da han tog på hjemmebesøg hos en patient med en psykiatrisk lidelse. Ser vi ti år tilbage, er nu i alt ni personer dræbt i forbindelse med deres arbejde med psykiatriske patienter.

Det er ikke kun uendelig trist, det er også dybt urimeligt, og der er i den grad brug for et generelt og større fokus på, om sikkerheden i psykiatrien er, som den bør være. Manglende kapacitet betyder, at patienter bliver udskrevet for tidligt eller ikke bliver indlagt, selvom de har behov for det. Resultatet er desværre, at alvorligt syge patienter ikke får den nødvendige behandling, og at der blandt dem er personer, som udviser personfarlig adfærd med skader eller i værste fald død til følge.

I 2019 vakte en rapport fra regionerne og Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet berettiget opsigt. Den viser, at en stor del af de drab, som begås af mennesker med psykisk sygdom, kunne have været undgået. Forfatterne har gennemgået 218 mentalerklæringer fra 2016 og vurderer, at ud af 13 sager om drab og drabsforsøg kunne 11 have været undgået, hvis behandlingen havde været tilstrækkelig i perioden forud for drabet.

At ændre det kræver en ny og forbedret udgave af psykiatrien, og derfor er det også på høje tid, at arbejdet med den tiårige handlingsplan, som er en del af regeringsgrundlaget, for alvor rykker. Det er nødvendigt for både at kunne give det meget store flertal af – helt fredelige – patienter og de allermest syge patienter med potentielt personfarlig adfærd den nødvendige behandling. For deres egen skyld, men også for vores. Ingen skal gå på arbejde med livet som indsats.

Men selv med en velfungerende psykiatri må vi ikke lukke øjnene for, at risikoen fortsat kan være der. Og derfor er der både brug for politiske tiltag for at løfte psykiatrien og også – altid – for at skabe sikre rammer i alle arbejdsgange, så medarbejderne trygt kan gå på arbejde.