Debat
Differentierede rettigheder skaber forvirring og øger uligheden i sundhed
Fra den 1. januar 2025 vil en fælles 30-dages udredningsgaranti og behandlingsgaranti være gældende i Danmark.
17. feb. 2025
3 min.
I en leder fra den 3. januar 2025 argumenterer Camilla Rathcke for, at vi bør indføre en differentieret behandlingsgaranti på f.eks. 90 dage, hvor lægerne på de offentlige hospitaler skal vurdere, hvilke patienter der skal behandles først. Selv om vi, ligesom Camilla Rathcke, værdsætter det lægefaglige skøn, må vi læger aldrig glemme, at vi arbejder for patienterne. Og med en differentieret behandlingsgaranti bliver patienterne tabere til fordel for systemets interesser.
For det første er gennemskuelige patientrettigheder essentielle for alle borgere. En differentieret behandlingsgaranti vil sandsynligvis føre til længere ventetider for flere patienter og gøre patientrettighederne mere ugennemskuelige.
Letforståelige patientrettigheder er afgørende for at sikre lige adgang til sundhedsydelser for alle borgere. Hvis rettighederne bliver differentierede, risikerer vi, at kun patienter med høj sundhedskompetence vil kunne navigere i systemet og få den behandling, de har brug for. Det ville være et ærgerligt skridt i retning af mere ulighed i sundhed.
Retten til udvidet frit sygehusvalg (behandlingsgarantien) sikrer, at kapaciteten udvides, hvis der ikke kan findes en tid i det offentlige inden for 30 dage. Dette betyder, at patienter kan blive behandlet på privathospitaler, hvis ventetiden i det offentlige system er for lang. Dette skaber et lille element af konkurrence i et ellers monopoliseret system og sikrer bedre service for patienterne.
I Camilla Rathckes leder refereres der til, at det ville koste det offentlige 171 mio. kr. at udføre ekstra knæ- og hofteoperationer i 2025 på privathospitalerne, som behandlingsgarantien på 30 dage foreskriver. Dette ville kun være sandt, hvis det kostede 0 kr. at behandle i det offentlige. Operationer i det offentlige koster selvfølgelig også penge. Her har man på lige fod med det private også omkostninger til lønninger, udstyr m.m., og derfor er det også fejlagtigt, når det påstås, at behandling i det private skulle koste mere, end det gør i det offentlige.
Ofte tilbyder privathospitalerne faktisk et særdeles omkostningseffektivt supplement til det offentlige sundhedsvæsen samtidig med, at de tilbyder hurtigere behandling for patienter, der ellers havde risikeret at vente længere. Privathospitalerne fylder en mikroskopisk andel af det samlede sundhedsvæsen. I 2023 udgjorde udgifterne til privathospitalerne under 1,5% af de samlede offentlige udgifter til sygehusvæsenet1, men de hjalp til hurtigere udredning og behandling for næsten en kvart mio. danskere, der ellers risikerede at vente for længe i det offentlige, og stod for 3,3% af den samlede produktionsværdi2, der blev leveret i sygehusvæsenet. Så privathospitalerne er altså et lille, men omkostningseffektivt supplement til det offentlige sundhedsvæsen.
Differentierede rettigheder vil kun skabe forvirring og ulighed i sundhedssystemet, hvilket kun vil være til skade for patienterne. En udifferentieret behandlingsgaranti på 30 dage sikrer, at alle patienter har lige adgang til hurtig behandling uanset deres sundhedskompetence. Dette er afgørende for at opretholde tilliden til vores sundhedssystem og sikre, at ingen patienter bliver efterladt i køen. Ved at fastholde en klar og gennemskuelig behandlingsgaranti kan vi sikre, at alle borgere får den behandling, de har brug for, når de har brug for den.
Svar fra Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen
Vi læger skal kunne sætte de mest syge patienter først
Af Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen
Når Søren Kjeldsen og Bent Wulff Jakobsen i deres svar på mit indlæg om differentieret behandlingsgaranti lægger fra kaj med en reminder om, at læger aldrig må glemme, at vi arbejder for patienterne, så føler jeg mig kaldet til at svare.
For det åbner en vigtig diskussion, som både handler om at skabe tryghed og retfærdighed for patienterne samt sikre den bedst mulige anvendelse af vores fælles ressourcer.
Jeg er enig i, at vi som læger altid skal arbejde for patienternes bedste. Netop derfor er det essentielt, at vi skaber en ramme, hvor de patienter med det største behandlingsbehov prioriteres højest og behandles først. Baseret på lægefaglige vurderinger.
Dette er ikke et udtryk for at sætte systemet over patienten, men snarere for at sikre, at ingen bliver overset eller risikerer unødvendig forværring, fordi behandlingsgarantien tvinger os til at prioritere efter tid frem for behov.
Behov for et mere fleksibelt sundhedssystem
En behandlingsgaranti på 30 dage uden hensyntagen til sygdommens alvor kan betyde, at ressourcer bruges på patienter med mindre alvorlige tilstande, mens patienter med mere hastende behov risikerer at vente.
Det er netop for at imødegå denne ubalance, at vi mener, at en differentieret tilgang, hvor faglige vurderinger understøtter prioriteringen, er rettidig omhu. For det vil skabe en mere fleksibel model, der tilgodeser dem, der har brug for hurtig indsats med hensyntagen til de samlede ressourcer, vi har til rådighed i det samlede danske sundhedsvæsen.
Ingen forringelse af patientrettigheder
Jeg deler den generelle bekymring for gennemskuelighed og lighed i sundhed. Det er vigtigt at understrege, at vores forslag ikke handler om at fratage patienterne rettigheder eller skabe forvirring.
Tværtimod handler det om at give patienterne en mere fair behandlingsmodel, hvor de får en realistisk vurdering af, hvornår og hvor hurtigt de kan forvente behandling, baseret på deres helbredstilstand.
For patienter med behov for hurtig behandling vil ventetiderne ikke blive længere – de vil blive kortere. Af den simple grund, at læger kan tilbyde behandling til dem hurtigere, fordi behandlingstilbud ikke bliver styret af, hvem der gik til lægen først.
Og danskerne er klar til at lade de mest behandlingskrævende komme først. I alt 37 % af danskere mener, at patientrettigheder, som f.eks. behandlingsgarantien, spænder ben for, at læger fagligt kan vurdere, hvad den bedste behandlingsplan er. Det fremgår af vores kortlægning af danskernes forventninger til sundhedsvæsnet, Danskernes Sundhedspolitiske Barometer.
Privat og offentligt sundhedsvæsen skal supplere hinanden
Privathospitaler spiller en vigtig rolle som supplement til det offentlige sundhedsvæsen. Det er korrekt, at privathospitalerne aflaster det offentlige og bidrager til at reducere ventetider.
Men det er ikke tilstrækkeligt alene at skabe konkurrence gennem faste tidsgrænser. Vores udfordring ligger i at sikre, at alle patienter – uanset om de behandles i det offentlige eller private – modtager den rette behandling på det rette tidspunkt.
Derfor er det også på tide, at vi får lavet en plan for, hvordan det offentlige og private sundhedsvæsen kan arbejde sammen om de patienter, der har brug for behandling.
Det offentlige sundhedsvæsen kan og skal ikke alene være et monopol, men heller ikke et marked, hvor princippet om »først til mølle« er dominerende. Ved at bygge bro mellem offentlige og private aktører og de forcer, de hver især har og på baggrund af behandlingsbehov, kan vi sikre en mere effektiv udnyttelse af ressourcer og opretholde patienternes tillid.
Lighed i sundhed kræver differentiering
Ulighed i sundhed handler ikke kun om adgang til behandling, men også om at sikre, at de mest sårbare patienter får det rette tilbud i rette tid. En udifferentieret behandlingsgaranti kan utilsigtet skabe ulighed, da dem med lav sundhedskompetence og komplekse sygdomsforløb risikerer at falde igennem systemet.
Differentiering handler derfor ikke om at gøre systemet mere kompliceret, men om at sætte patienternes behov i centrum og sikre, at de får den behandling, de behøver – ikke mindst de mest udsatte.
Referencer
- Baseret på tal fra Danmarks Statistik ift. udgifterne til sygehusvæsenet holdt op imod tal fra Danske Regioner for udgifterne til privathospitalerne. Regionernes udgifter til privathospitaler (udbud og DUF) udgør 1,57 mia. kr. og udgifterne til sygehusvæsenet 110.558 mia. kr.
- Sundhedsstrukturkommissionens rapport (ism.dk) s. 157.