Digital forvagt – bør sundhedspersonale være til stede på sociale medier?

Gennem historien har læger spillet en central rolle i folkeoplysning og sundhedsfremme langt ud over hospitals- og konsultationsrummene. I 1700- og 1800-tallet deltog læger i debatter i kaffehuse og saloner, hvor tidens intellektuelle og beslutningstagere udvekslede viden og idéer. De brugte også aviser og tidsskrifter til at oplyse befolkningen om smitteforebyggelse og nye medicinske opdagelser. Tag bare Edward Jenners opdagelse og forsvar for koppevaccinen, der i sin tid mødte både skepsis og misinformation. I dag foregår en væsentlig del af den offentlige samtale om bl.a. sundhed på sociale medier. Store dele af befolkningen henter deres sundhedsinformation fra onlineplatforme som Facebook, TikTok og Instagram. Sociale medier er nu vurderet til at være den vigtigste kilde til sundhedsinformation for befolkningen [1]. I denne kontekst må sundhedspersonale spørge sig selv: Har vi et ansvar for at være til stede, når sociale medier er befolkningens primære kilde til sundhedsinformation, og når misinformation spredes som en californisk skovbrand?

Sundhedsprofessionelle på sociale medier

COVID-19-pandemien var et eksempel på, hvordan misinformation kan brede sig hurtigt og få vidtrækkende konsekvenser. Facebook-gruppen »Spørg en læge om coronavirus«, etableret af danske læger, viste, hvordan organiseret sundhedskommunikation på sociale medier kunne spille en afgørende rolle i at give borgerne korrekt information [2]. Gruppen samlede hurtigt tusindvis af medlemmer og besvarede spørgsmål om alt fra vacciner til smitteveje. Læger og andre sundhedsprofessionelle fungerede som en slags digitalt beredskab, der slukkede misinformationens ildebrande – ofte hurtigere end officielle sundhedsmyndigheder kunne nå ud til borgerne – og endte med at engagere 200 frivillige danske læger, som besvarede flere tusinde spørgsmål fra befolkningen [3]. Et tungtvejende argument for sundhedspersonales tilstedeværelse på sociale medier er, at man kan nå mange flere patienter med en til mange-»konsultationer« sammenlignet med de klassiske en til en-konsultationer i klinikken.

En kvalitativ undersøgelse viste, at selv om mange sundhedsprofessionelle er motiverede for at korrigere misinformation på sociale medier, oplever de negative barrierer, såsom frygt for digital chikane, offentlig udskamning samt mangel på tid [4]. For at overkomme barriererne må der etableres institutionel støtte og udvikles træning i digital kommunikation, så læger rustes bedre til denne opgave. Det ville bestemt også være at foretrække, at sundhedspersonale ikke fungerer som digital forvagt og »debunker« fra deres private profiler, men fra en afdelings- eller klinikprofil.

De syv lægeroller og sociale medier
 

Hvis vi ser på de syv lægeroller, som danner rammen om den moderne lægeprofession, understøtter flere af dem argumentet for, at læger bør engagere sig på sociale medier:

- Sundhedsfremmer: En central opgave for læger er at fremme sundhed i befolkningen. Når misinformation spreder sig hurtigere end evidensbaseret viden, er det en naturlig forlængelse af denne rolle at bidrage med faktuel oplysning på de platforme, hvor borgerne befinder sig.

- Kommunikator: Effektiv kommunikation er afgørende i mødet med patienter – men også i bredere sundhedsformidling. Sociale medier giver mulighed for at formidle kompleks viden på en lettilgængelig måde.

- Akademiker: Som akademikere har læger en forpligtelse til at formidle ny viden til både kolleger og samfundet. Sociale medier giver en unik platform til hurtigt at dele forskningsresultater og rette misforståelser.

– Samarbejder: Læger arbejder tæt sammen med andre sundhedsprofessionelle, patienter og samfundet. SoMe-grupper, debatindlæg og digitale diskussioner kan fungere som et moderne tværfagligt forum.

En struktureret løsning?
 

Spørgsmålet er, hvordan sundhedspersonale kan bidrage mest muligt, uden at det bliver en frivillig opgave, som der skal findes tid til under begrebet »interessetimer« – den famøse motivations- og parforholdsdræber. Det bør derimod være et krav, at dette indtænkes i arbejdstiden. En løsning kunne være, at enkelte læger i en afdeling eller et speciale er ansvarlige for formidling på sociale medier – således at man, på lige fod med forskning, kunne have deltidsstillinger mellem klinikken og »forvagten på sociale medier«. Det ville give stor genkendelighed og kontinuitet samt en mulighed for at sprede relevante råd, tips og tricks inden for det fagområde, man arbejder med til daglig.

En alternativ løsning er, at afdelingens læger og sygeplejersker løfter sundhedsformidlerrollen i fællesskab. Mange hospitaler har i dag (på papiret) fleksible arbejdstider, hvor en del af tiden kan bruges til faglig udvikling eller administrativt arbejde. Hvad hvis en del af denne tid blev afsat til at være »digital forvagt på Facebook«? En organiseret indsats, hvor sundhedspersonale skiftedes til at monitorere og deltage i relevante onlinediskussioner.

Dette kunne ske i forskellige tænkte formater:

– Offentlige grupper, hvor læger og sygeplejersker svarer på spørgsmål i et kontrolleret miljø, ligesom »Spørg en læge om coronavirus«.

- Debunking-ansvarlige i specifikke sygdomsgrupper, hvor sundhedspersonale systematisk imødegår misinformation om f.eks. kræftbehandling eller vacciner.

- Proaktive kampagner, hvor sundhedspersonale skaber og deler evidensbaseret indhold, der kan konkurrere med misinformation.

På nuværende tidspunkt har vi set flere selvstændige kolleger, der frivilligt deler ud af erfaring og medicinske råd på sociale medier. Nogle henvender sig til fagfæller, andre direkte til patienterne. Blandt mange kan nævnes Ida Sneppen (Instagram: laege_for_boern), Simon Kristensen (Instagram: Cardiologycasesdk), Kristian Møller (Basicdoctorshit, der dog også reklamerer for forskellige produkter).

Udfordringer

Selvfølgelig er der udfordringer ved denne tilgang. Den største er nok risikoen for hetz og chikane, som nogle sundhedsprofessionelle oplever, når de blander sig i kontroversielle debatter [5]. Desuden kan man med en aktiv onlinetilstedeværelse på sin private profil føre til en udviskning af grænsen mellem det private og det professionelle. Dette taler igen for, at opgaven løftes til et afdelings- eller specialespecifikt ansvar, hvor det ikke er enkeltpersoner, der står alene, men hvor eventuelle ansvarsbærende enkeltpersoner har et større apparat i ryggen. Hvis vi lader være med at deltage i den digitale samtale, overlader vi arenaen til tilfældige stemmer uden autorisation. Skal vi som lægestand acceptere, at sociale medier er en legeplads for konspirationsteoretikere og selvudnævnte sundhedseksperter, mens vi forholder os passive? Eller hvis ansvar er det egentlig?

En moderne pligt

Læger har historisk taget ansvar for folkeoplysning og sundhedsfremme i de fora, hvor befolkningen har søgt viden – uanset om det har været i saloner eller aviser. Sociale medier er nutidens vigtigste platform for sundhedskommunikation, og det er på tide, at vi for alvor engagerer os der. Mange læger har prøvet at træde til på en flyvetur med gratis lægehjælp, og måske vi i fremtiden kan forvente, at opslag, der omhandler noget medicinsk, giver notifikation til »det digitale vagtlag«. Vi har ikke den gyldne løsning, men en ting er sikker: Spørgsmålet er ikke længere, om læger bør være til stede på sociale medier; spørgsmålene er, hvordan vi organiserer det bedst muligt, og hvem der tager ansvaret for det.