Er lægeuddannelsen en professionsuddannelse?

Jeg er alumne fra et universitet, hvis motto udtrykker ønsket om at søge den faste grund i dybet. Dette kan i relation til vores fag forstås som den videnskabeligt funderede lægekunst, der afspejles i det klassiske curriculum for lægestuderende: Bachelordelens prækliniske studium, hvor en grundig viden om anatomi, fysiologi mv. opøves, efterfølges af kandidatdelen, hvor de kliniske kundskaber tilegnes dels ved sengekanten, og dels ved formaliseret undervisning. Studiet og faget bliver dermed en dobbelthed af episteme og techne, viden og kunst.

I artiklen »Fra uønsket til eftertragtet« om lægeuddannelsen i Aalborg [1] beskrives lægeuddannelsen derimod som en professionsuddannelse [sic], hvor de studerende godt nok skal lære at tilegne sig og udvikle ny viden. Den klassiske undervisning karakteriseres rask væk som gold udenadslære, medens netop Aalborg Universitet formår at bibringe deres studerende en særlig »dannelse«. Men er det ikke netop de prækliniske fag, der er de dannende, og er de det ikke kun, når de undervises i deres egen sammenhæng?

Anatomien giver et detaljeret kendskab til kroppen, introducerer den latinske nomenklatur og fordrer tilegnelsen af systematisk tænkning. Fysiologien belærer os om kroppens processer og livets fundamentale principper og bidrager væsentligt til vores analytiske evner. Anatomien har haft en særlig plads under min studietid, og jeg var derfor særlig overrasket over, at man i Aalborg har valgt at afskaffe den kadaverbaserede anatomi. Kadaveret, menneskekroppen, er jo med Hunters ord den lægestuderendes vigtigste bog. Dissektionen er mødet med døden og erkendelsen af den rigdom ethvert legeme indeholder. Anatomiens kliniske og heuristiske værdi må endvidere være tydelig for enhver, der holder den præsent, og påstanden om, at man ikke bliver en bedre læge af at kende nerveforløbene på underarmen, afhænger vel af, hvor tit man har med nervekompressionssyndromer at gøre.

Et studie er desuden andet end tilegnelse af viden. Det skal også forme de studerendes karakter, give dem redskaber til at forny deres viden samt selektere i de optagne studerende. Medicinens løsen er ifølge Osler hårdt arbejde, og netop de store prækliniske fag har gennem årene sikret de studerendes arbejdsmoral og evne til at tilegne sig viden.

Jeg har ikke forudsætninger for at udtale mig om den beskrevne lægeuddannelses meritter – og al respekt for bevidsthed om den didaktiske linje og nytænkning af undervisningsformen, men en vis ydmyghed kunne være på sin plads. Devalueringen af de prækliniske fag er efter min overbevisning et angreb på medicinen som akademisk fag i bred forstand. Det er professionstanken, der sejrer over den akademiske ånd.