Skip to main content

Er senfølger af COVID-19 en ny sygdom?

Debatten blander ting sammen, når den sidestiller følger efter svære forløb med følger efter lette forløb.

Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Jens Tølbøll Mortensen, speciallæge i samfundsmedicin og arbejdsmedicin, ph.d. Interessekonflikter: ingen.

1. nov. 2021
2 min.
»Der er tale om en ny virus, men er der, hvad senfølger angår, tale om en ny sygdom?«Jens Tølbøll Mortensen

I såvel behandling af selve COVID-19-sygdommen som i genoptræningsforløbene er det relevant med en specialiseret ­indsats, og denne beskrives i en artikel om arbejdet på senfølgeklinikkerne (Ugeskr ­Læger 183/19).

Artiklen blander imidlertid, som debatten i øvrigt, tingene sammen ved at sidestille følger efter svære langvarige sygeforløb med indlæggelse med følger efter lette forløb uden behov for speciel indsats.

Mon ikke vi alle kan forstå, at der efter svære, langvarige sygdomsforløb med COVID-19, hvor intensiv behandling har været nødvendig, kan være betydelige følger med behov for lange genoptræningsforløb.

Men når der beskrives svære symptomer hos en gruppe af patienter, som kun har været let syge, er det vigtigt at være opmærksom. Når dertil kommer, at denne gruppe langt overvejende består af yngre kvinder; mens vi har fået at vide, at mænd er i større risiko for svær sygdom og død af COVID-19, så minder det om beskrivelser af andre postinfektiøse tilstande.

Der er tale om en ny virus, men er der, hvad senfølger angår, tale om en ny sygdom? COVID-19 indeholder med al den berettigede dramatik omkring sygdommen, med al opmærksomheden og alle restriktionerne, alle elementer til udvikling af en funktionel lidelse. Jeg tror, at vi i al forvirringen og iveren efter at hjælpe skal passe på ikke at ville imødekomme denne patientgruppe så meget, at vi overser, at der, når vi taler om senfølger efter lette sygdomsforløb, er tale om en omfattende samling af gammelkendte symptomer, som i deres mangfoldighed kan være vanskelige at se et mønster i, og som til forveksling ligner symptomerne ved funktionelle lidelser.

Behandlingen heraf er vanskelig, og patienterne er svært påvirkede i deres dagligdag. Den nævnte rådgivning om begrænsning i daglige aktiviteter kan imidlertid forekomme noget bastant. Det er ikke altid hensigtsmæssigt med sygemeldinger, specielt når man som anført i artiklen har at gøre med en meget usikker tidsramme for bedring i tilstanden, og når først man har frasagt sig deltagelse i fritidsaktiviteter og sociale relationer, kan det være meget svært for patienten at genoptage disse.

Det er derfor glædeligt af artiklen at se, at man i behandlingen bruger de samme principper som for funktionelle lidelser.

Jeg håber, at man vil benytte sig af et samarbejde med klinikker for funktionelle lidelser, hvor man i forvejen kender til tilsvarende behandlingsforløb.