De vil hellere end gerne ud at arbejde i et sundhedsvæsen, som i disse år i den grad mangler speciallæger. Derfor skulle man tro, at man fra myndighederne ville presse på for at få udenlandske læger med de rette faglige og sproglige kompetencer ud på afdelinger og i praksis så hurtigt som muligt.
Men sådan er det desværre ikke. Vi oplever i dag, at helt unødvendige og uacceptable flaskehalse bremser en proces, som kunne være afviklet til alles – ikke mindst patienternes – bedste.
I dag er det sådan, at læger, som kommer fra lande uden for Norden og EU, skal have godkendt deres dokumentation for gennemført uddannelse hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Det giver i sig selv god mening. Det giver derimod ikke mening, at der kan gå 14 måneder fra, at styrelsen modtager en ansøgning om godkendelse, til de begynder på sagsbehandlingen. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få etableret en hurtigere – og stadig grundig – godkendelse af eksamenspapirerne.
Et andet krav til denne gruppe af kommende kolleger er, at de skal gennemgå en mundtlig, medicinsk fagprøve. Status er, at disse fagprøver kun finder sted to gange om året. Ved den sidste afvikling af prøver var der 109 ansøgere til 36 pladser. Det er brug for både at udvide kapacitet og sikre, at der er det nødvendige antal kurser.
Oveni kommer så, at de udenlandsk uddannede læger selv skal finde en såkaldt evalueringsansættelse, mens en dansk uddannet kandidat får tildelt et KBU-forløb og dermed er sikret en uddannelsesstilling. I Lægeforeningens optik bør det være både lettere og hurtigere at få en evalueringsansættelse. Det bør ikke være sværere for udenlandske læger, der har bestået alle prøver, at få en evalueringsansættelse end for danskuddannede læger at få en KBU-ansættelse.
Der arbejder i dag knap 2100 udenlandsk uddannede læger i Danmark. Der stilles faglige krav til dem, inden de får lov at virke, og sådan skal det være. Vi skal være sikre på, at de magter opgaven. Men administrative flaskehalse har ingen gavn af. Tværtimod.
Lægeforeningen vil opfordre både regeringen og regionerne til at lytte til de stærke røster blandt både udenlandsk og dansk uddannede læger, som nu presser på for forbedringer med bl.a. læserbreve og underskriftsindsamling. Det er meningsløst at parkere læger, som kan og vil bidrage til det danske sundhedsvæsen i et fagligt limbo. Der er brug for handling.
Læs også:
Udenlandske læger i kø til dansk autorisation
Udenlandske læger forsinkes med overlæg i at opnå dansk autorisation