Skip to main content

Folketingsvalget må ikke spænde ben for Det Nationale Prioriteringsråd

Foto: Henrik Hertz
Foto: Henrik Hertz

Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen

13. feb. 2026
3 min.

Det var med stor forundring, jeg forleden kunne læse, at regeringen udskyder etableringen af Det Nationale Prioriteringsråd. Lovforslaget udgår simpelthen af lovprogrammet for 2025-2026.

Regeringen er gået stille med dørene med den beslutning, som ikke er at læse nogetsteds i medierne eller i nyheder udsendt fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Men det korte af det lange er, at prioriteringsrådet er udskudt. Et lovforslag om etablering af et nationalt prioriteringsråd forventes nu at blive fremsat i efteråret 2026.

Hvis vi kunne vide os sikre på, at der bare er tale om nogle måneders udskydelse, kunne det gå trods det unødvendige spild af tid. Men i og med, at der skal være afholdt valg til Folketinget senest 31. oktober i år, er der en kæmpe risiko for, at prioriteringsrådet ikke ser dagens lys foreløbig. Ender det med en forsinkelse, der skal tælles i mange måneder eller år, hjælper regeringen ikke sin egen sundhedsreform særlig hensigtsmæssigt på vej.

»Jeg vil klart og tydeligt opfordre regeringen til at snøre løbeskoene og få prioriteringsrådet i mål. Det er afgørende, at de ressourcer, vi har til rådighed i sundhedsvæsenet, bliver brugt klogt til størst mulig gavn for «Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen

Jeg vil klart og tydeligt opfordre regeringen til at snøre løbeskoene og få prioriteringsrådet i mål. Det er afgørende, at de ressourcer, vi har til rådighed i sundhedsvæsenet, bliver brugt klogt til størst mulig gavn for flest mulige mennesker. Det forudsætter, at vi bredt i det danske samfund kan tage de svære, men nødvendige samtaler om prioritering. Regeringen kom jo til verden netop med det udgangspunkt, at den skulle kunne træffe de svære, men nødvendige beslutninger, og i regeringsgrundlaget står da også: »Regeringen vil endvidere nedsætte et tværgående nationalt prioriteringsråd, der skal sikre mest sundhed for pengene og herunder f.eks. reduktion af overbehandling og øget patientinddragelse i behandlingsvalg«.

Hele regeringens sundhedsreform bygger på, at kræfterne skal bruges rigtigt. På LEON-princippet (laveste effektive omkostningsniveau). På prioritering. Ja, prioriteringsrådet er sådan set en del af den politiske aftale bag sundhedsreformen. Det kommer vi selvfølgelig til at holde regeringen og aftalepartierne op på.

I Lægeforeningen kom vi for få måneder siden med vores forslag til et prioriteringsråd, og det er regeringen mere end velkommen til at lade sig inspirere af. Hellere før end siden.

I Lægeforeningens optik er opgaven klar: Det Nationale Prioriteringsråd skal understøtte de eksisterende institutioner, der allerede arbejder med prioritering. Rådet skal udarbejde prioriteringskriterier, som giver klare pejlemærker ikke kun til myndigheder eller sundhedsorganer, men også understøtter personalet på det kliniske niveau. Og det er vel at mærke kriterier, der skal tage højde for frigørelse af lægelig arbejdskraft. Rådet skal være med til at skabe rammerne for en kultur, hvor sundhedspersonalet ikke holder sig tilbage med nødvendige prioriteringsbeslutninger på grund af frygt for fejl eller klager. Derudover skal rådet følge op på eksisterende anbefalinger – både i forhold til udredning, behandling og strukturel forebyggelse.

Der er lutter gode grunde til at få etableret Det Nationale Prioriteringsråd. Det kan faktisk kun gå for langsomt.