Den 8. oktober 2015 blev Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) oprettet som en sammenlægning af Patientombuddet og Sundhedsstyrelsens (SST) tilsyns- og autorisationsfunktioner. Det er på tide, at Sundhedsministeriet, Regionerne og Lægeforeningen kigger STPS efter i sømmene for at vurdere, om målene er nået på en hensigtsmæssig måde: »at føre det overordnede tilsyn på sundhedsområdet, yde sundhedsfaglig rådgivning og arbejde med læring på tværs af sundhedsvæsenet«.
Siden jeg blev læge i 1970, har mit kliniske arbejde, min undervisning og forskning været fokuseret på at hjælpe patienter. Jeg har forsøgt at leve op til Hippokrates’ lægeløfte: »Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste, aldrig skade«. Det har været min rettesnor. At arbejde patientcentreret har givet mening, faglig og personlig tilfredsstillelse.
De sidste 7-8 år har jeg været vidne til et paradigmeskifte, som jeg ikke troede kunne ske i Danmark. Som praktiserende læge har jeg superviseret og vejledt mange KBU-læger og yngre læger under uddannelse i almen medicin. Mange er i dag blevet meget »styrelsescentrerede« i deres kliniske arbejde. Pga. krav til dokumentation og »patientsikkerhed« skrives der notater »i lange baner« – epikriserne er ufokuserede og ulæselige, journalnotaterne det samme. Fraser – hvis eneste formål er at sikre sig selv mod STPS – forpester al skriftlig kommunikation. Hvorfor? Lægerne er bange for klager og kritik, hvis de ikke skriver udførligt, glemmer en undersøgelse eller undlader at behandle. Resultatet er ængstelige læger, der overdiagnosticerer og overbehandler, til belastning – økonomisk og bemandingsmæssigt – for sundhedsvæsenet og til potentiel skade for patienterne!
Jeg besøger en del praksis og det slår mig, hvor meget STPS’ krav om at følge vejledninger og bekendtgørelser fylder. Praktiserende læger tænker STPS ind i alt: hvordan de organiserer praksis og instruerer personalet – for at undgå mistænkeliggørelse, tilsyn og påbud. Det påvirker deres arbejdsglæde og påfører dem en masse administration – tid, som kunne være brugt på patienterne og hinanden.
»Med dannelsen af STPS mistede SST ‘sit ansigt’ over for os. Det havde hidtil været embedslæger, som vi kendte. STPS er bemandet med bureaukrater – jurister, læger o.a. sundhedspersonale – hvis opgave det er at føre tilsyn med, at vi følger love og forordninger bogstaveligt!«Niels Bentzen, Praktiserende læge, professor emeritus, SDU
Det sidste år har jeg fulgt en kollega, som STPS har sat under tilsyn. Er man først kommet i STPS’ søgelys, så ved man, hvad udtrykket: »Helvede på jord« betyder, for så udsættes man for »en helt overdrevet mistænkeliggørelse af ens faglige virke« (Camilla Rathcke, Ugeskr Læger 2022;184:909). Hvad det betyder for en læge, der har passet sine patienter i 45 år, uden én alvorlig klage, eller at uansvarlig behandling er dokumenteret, kan man ikke forestille sig! Det »dræber« alt – arbejdsglæde, selvtillid, livslyst og lysten til at arbejde videre som læge. At man er sololæge for 2.400 patienter – mange ældre, skrøbelige og ikke kongerigets mest velhavende – i et stort, tyndtbefolket område, er der ingen myndighed, der værdsætter. Det gør »kun« patienterne! Det, at man ikke lever op til styrelsens vejledninger om journalføring og ordination af opioider er kriminelt, og det bliver man hængt ud for på styrelsens hjemmeside: »at XX kan udgøre en fare for patientsikkerheden på grund af hans ordinationspraksis af afhængighedsskabende lægemidler og mangelfulde journalføring«. Det er voldsomt for en læge, der hele livet har arbejdet for sine patienter og deres ve og vel. Som vikar har jeg set mange af de patienter, STPS beskylder lægen for at behandle uforsvarligt! Journalføringen følger ikke bekendtgørelsen, og ordinationen af afhængighedsskabende medicin ikke altid vejledningen, men at det er til fare for patienterne, er ikke dokumenteret. STPS’ konklusion er alene baseret på journalgennemgang. Det er et groft brud på retssikkerheden, at læger kan komme i »gabestokken«, uden at nogen fra styrelsen har snakket med lægen, besøgt hans klinik, mødt hans personale eller nogen af de patienter, der »behandles uforsvarligt«! STPS’ vurderinger er »skrivebordsvurderinger« baseret på mangelfulde journalnotater og en ordinationspraksis af afhængighedsskabende lægemidler, som ikke følger vejledningen. STPS har ikke vist nogen interesse for at finde ud af, hvorfor situationen er, som den er. Som minimum kan STPS aflægge lægen og hans praksis et besøg. Et besøg, der ikke skal være et »tilsyn« i betydningen: »et kontrollerende opsyn«, men et »lærende indsyn«! STPS bør prøve forstå, hvorfor det forholder sig, som deres gennemgang af journaler giver mistanke om, og hvad det er for farer, patienterne er udsat for! Almindelig anstændighed og retsopfattelse forventer, at en tilsynsmyndighed har orden i præmisserne, før den afsiger sin »dom«.
Finder STPS, at patienternes sikkerhed er i reel fare, skal styrelsen sanktionere lægen med påbud, begrænse ordinationsretten eller ultimativt fratage autorisationen. Men det skal ske på et oplyst grundlag.
Ugeskrift for Læger har de seneste måneder bragt indlæg på indlæg, hvor medlemmer og formanden skriver om deres bekymringer og frustrationer over den måde, STPS forvalter sin opgave på.
Med dannelsen af STPS mistede SST »sit ansigt« over for os. Det havde hidtil været embedslæger, som vi kendte. STPS er bemandet med bureaukrater – jurister, læger o.a. sundhedspersonale – hvis opgave det er at føre tilsyn med, at vi følger love og forordninger bogstaveligt! De regler, som skal håndhæves, er udtænkt i »Hovedstaden«, men de gælder også i Udkants-Danmark, efter princippet »one size fits all«! Det er et dårligt princip, fordi patientpopulationer, læger og praksis er meget forskellige –»one size does not fit all«! Regler, der fungerer i Hellerup, fungerer ikke nødvendigvis på Lolland. Demografien, sygdommene, sundhedsvæsenet, lægerne og geografien er forskellig. Det kan en styrelse ikke forholde sig til, for betydningen af ulige vilkår står der ikke noget om i deres vejledninger og bekendtgørelser.
STPS får læger til at drive »defensive medicine«. Sundhedspersonale forlader deres arbejde i sundhedsvæsenet af frygt, eller fordi de har mistet arbejdsglæden af at arbejde i et system, hvor de på forhånd føler sig mistænkeliggjort.
Vi har fået en styrelse, som er ved at ødelægge vores sundhedsvæsen. Det er snart STPS’ 8-års fødselsdag, det bør »fejres« med at nytænke, hvordan vi mest hensigtsmæssigt sikrer patienternes og sundhedspersonalets sikkerhed i de næste otte år! Disse to opgaver er ikke hinandens modsætning, men to sider af samme sag. Målet er at få arbejdsglæden tilbage hos sundhedspersonalet og trygheden tilbage hos patienterne, så vi igen får et velfungerende, sikkert sundhedsvæsen bemandet med dedikerede fagfolk. Det kan kun ske ved, at STPS nedlægges i sin nuværende form og erstattes af en »Styrelse for Patient- og Sundhedspersonalesikkerhed« (STP-SPS).
Om de nuværende medarbejdere kan revalideres, er et spørgsmål. Den nye styrelses arbejdsmåde og holdning skal ændres 180 grader. Det skal være en styrelse, hvor påbud bliver tilbud, tilsyn bliver indsyn – forståelse og læring, mistrivsel erstattes af arbejdsglæde, trusler afløses af støtte og hjælp, og angst forsvinder til fordel for tryghed. Der skal lægges meget mere vægt på målsætningens sidste del: »rådgivning og læring«. Det forudsætter et positivt samarbejde, kollegial sparring, gensidig tillid og respekt og går altid begge veje! Overdiagnostik og overbehandling skal være undtagelsen snarere end reglen. Humanisme og positivt menneskesyn – af såvel patienter som sundhedspersonale – skal være ledetråden. Hvor love og regler administreres efter deres intention og ikke deres bogstav. En styrelse, der selv er lærende og prøver at forstå, før den fordømmer, og som kommunikerer ordentligt - selv uden en vejledning. Vi skal tilbage til at arbejde »patientcentreret«, hvilket er helt afgørende for, at vi kan rekruttere og fastholde praktiserende læger i områder med bio-psyko-sociale udfordringer!
Fakta
