Giver lakridspiber et bedre arbejdsmiljø?

»Sygehusene skal reddes ud af presset«, udtalte regionsrådsformand Anders Kühnau for nylig til Ugeskrift for Læger. Fem gange er han citeret for, at en af vejene er at intensivere indsatsen for et bedre arbejdsmiljø. Regionerne vil have mere fokus på trivslen på sygehusene [1]. Det er der, lakridspiben kommer ind i billedet.

Da jeg startede som turnuslæge i 1990’erne, blev alle lægerne på min afdeling af den ledende overlæge inviteret ud at spise med ægtefæller. Der var taler og sjove sange. Da jeg nogle år senere fik min første introduktionsstilling, var der tid til en stooor kop kaffe med de andre yngre læger efter morgenkonferencen, inden vi skulle gå stuegang. Vi spiste hver dag frokost med den afsnitsansvarlige overlæge, og nogle gange var der så stille i akutafdelingen, at der blev bagt brunsviger til kaffepausen.

I dag er der travlt. Hver. Eneste. Dag. Lige efter morgenkonferencen er der tavlemøde med fordeling af patienter, og snart sidder alle ved hver deres computer og forsøger at holde tempoet, så der ikke er usete patienter på Cetrea-skærmen eller i ambulatoriet.

Festen og fællesskabet er forsvundet og er erstattet af massiv travlhed. Der har ikke været fokus på, hvor betydningsfuldt fællesskab er for arbejdsmiljøet, og det svækker robustheden i sundhedsvæsenet. Et stærkt kollegialt fællesskab er vigtigt for en god opgaveløsning. Gode relationer er et grundlæggende menneskeligt behov, og følelsen af tryghed, opbakning og tilhørsforhold beskytter mod belastninger og arbejdsrelateret stress [2]. Erhvervsfilosof Morten Albæk taler om tilknytning: »Man føler et fællesskab og har tætte bånd til sine kollegaer, så man savner dem lidt, hvis man ikke arbejder fysisk sammen, og ved, at de også savner én en smule«. Følelsen af tilknytning er en af parametrene til et meningsfyldt arbejdsliv, der også øger produktivitet og fastholdelse [3].

I praksis arbejder vi strukturelt imod fællesskab og tilknytning. Vi diskuterer, om morgenkonferencen kan undværes, og hvor kort den kan være. Og kan vi holde konferencen stående? Ambulatorierne er planlagt sådan, at man ikke kan blive færdig til tiden, medmindre madpakken indtages foran computeren, mens man gør sine notater færdig. Man spiser ofte ikke frokost med kollegaerne. Sygeplejerskerne arbejder man helt parallelt med. De har så travlt.

Det er her, lakridspiben kommer ind i billedet. Hvor svært kan det være at forbedre arbejdsmiljøet og fællesskabet, tænkte jeg. Jeg tog lakridspiber med og indførte en rygepause på vagten. Og de forsvandt lynhurtigt, men blev »røget« foran computeren, mens der blev arbejdet videre. Så »further studies are needed« for at kunne bestemme lakridspibers endelige virkning på arbejdsmiljøet.

Spøg til side. Der er akut brug for strukturelle ændringer på sygehusene, så personalet bringes sammen for at forbedre fællesskabet og tilknytningen. Som Anders Kühnau siger: »Det betyder meget, hvordan man som kollegaer har det med hinanden«. Men det ved vi ikke altid, for vi mødes ikke og slet ikke for at hygge os.

Mens andre virksomheder holder events, optimerer kantineforhold og holder sommerfester, skræller vi det hele væk i sundhedsvæsenet, hvilket gør det nemmere at skifte erhverv eller afdeling. Der er ingen tilknytning, som holder på personalet. Det er for ofte overladt til tilfælde festlige medarbejdere at arrangere sociale arrangementer. Der arbejdes ikke systematisk og strukturelt med muligheden og potentialet i fællesskabet.

Min 50-årige nabo arbejdede i det offentlige sundhedsvæsen. Han sagde en dag hen over hækken: »Jeg er egentlig meget glad for mine kollegaer, men jeg ser dem aldrig. Så kan jeg lige så godt arbejde et andet sted«. Og det gjorde han så.