I artiklen »Kliniske retningslinjer i søgelyset i prioriteringsdebatten« i Ugeskrift for Læger, nr. 3, 2023, kommer en række af sundhedsvæsenets aktører med deres holdninger til sundhedsøkonomers forslag om en økonomisk vurdering af de kliniske retningslinjer. Bestemt ikke noget tosset forslag, nu hvor sundhedsvæsenet fattes arbejdskraft. Det er glædeligt, at parterne nu rykker tættere sammen i bussen for at få saneret lidt i junglen af retningslinjer. Men den økonomiske vurdering kan næppe stå alene, når nu sundhedsvæsenet heldigvis har faglige ambitioner, og patienterne har ret til behandling.
Der er i Danmark et hierarki af retningslinjer med forskellig juridisk tyngde. De retningslinjer, som er nedfældet i bekendtgørelser, er udmøntning af loven og er juridisk bindende.
Derudover er der faglige vejledninger udstedt af de centrale sundhedsmyndigheder, som fastlægger ansvarsfordelingen mellem det involverede personale og præciserer den omhu og samvittighedsfuldhed, som sundhedspersoner skal udvise ifølge autorisationsloven. Disse vejledninger er, som navnet siger, vejledende, og kan fraviges efter en konkret sundhedsfaglig vurdering.
Hertil kommer de kliniske/faglige retningslinjer, som typisk udarbejdes af de faglige miljøer eller på nationalt niveau af en styrelse. På trods af Danmarks relativt beskedne størrelse set i et internationalt perspektiv, findes der rigtig mange lokale kliniske/faglige retningslinjer inden for samme sygdom/procedure/område.
Når det gælder de kliniske/faglige retningslinjer, siger man, at der ikke direkte kan »støttes ret« på dem. Det vil sige, at patienterne ikke automatisk har krav på, at lægen følger den pågældende retningslinje. Men de kliniske/faglige retningslinjer kan have betydning i forhold til lighedsbetragtninger og ved vurdering af den almindelige faglige standard, eksempelvis om behandlingsstedets praksis har været patientsikkerhedsmæssigt forsvarlig, eller om en sundhedsperson har udvist omhu og samvittighedsfuldhed efter autorisationsloven. Også af den grund vil det være godt for både sundhedspersonalet og patienterne at få kigget på alle de mange retningslinjer med nye øjne.
Mange er af den opfattelse, at man som sundhedsperson ikke må afvige fra en retningslinje. Det må man gerne, det er nemlig sundhedspersonen, oftest lægen, der suverænt ud fra en konkret faglig vurdering beslutter, hvilken behandling patienten skal tilbydes. Der har aldrig været frit valg på alle hylder for patienterne, patienter har ikke en positiv ret til selvbestemmelse. Der er kun få regler, der præciserer, hvilke ydelser patienterne har ret til. Så længe lægen ud fra et konkret fagligt skøn kan begrunde beslutningen og har journalført den, vil det være okay at afvige fra en retningslinje. Det er ikke ensbetydende med, at man systematisk på gruppeniveau f.eks. for en hel befolkningsgruppe i en del af Danmark må afvige fra nationale retningslinjer af ikkefaglige årsager, hvis det ikke i retningslinjerne er præciseret, hvornår man må afvige.
Det er, som sagt, sundhedspersonens ansvar, at den tilbudte behandling er forsvarlig og dermed ligger inden for rammerne af autorisationslovens § 17 om at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Alligevel kan patienter med identiske sygehistorier i dag opleve at få tilbudt forskellige behandlinger, afhængigt af hvor patienten geografisk hører til. Det skyldes flere forhold, f.eks. adgang til forskelligt apparatur, forskellige lægelige skøn og økonomiske forhold. Som en rettesnor er det både obligatorisk og lovligt at inddrage medicinske kriterier som sygdommens alvor og behandlingens effektivitet, herunder udsigten til helbredelse, med hensyn til valg af behandling. Det kan derimod være mere uklart, hvad retsstillingen er, hvad angår ikkemedicinske kriterier (f.eks. livsstilsfaktorer), som kan anses for saglige at inddrage. Og de forhold kan man med fordel overveje at tage med ind i arbejdet med de kliniske retningslinjer.
