Thomas Søbirk Petersen skriver i Ugeskrift for Læger 11. marts i år, at den danske lov bør ændres, så ubefrugtede æg kan nedfryses i mere end fem år, hvilket jeg er ganske enig i. Men vi bør skelne mellem social freezing og nedfrysning af æg på medicinsk indikation – altså nedfrysning, hvis der er en begrundet risiko for, at kvinden mister en betydelig del af sin ægreserve. Det gælder f.eks. i de tilfælde, hvor kvinden skal have kemoterapi, har svær endometriose eller familiær disposition til for tidlig menopause.
På den anden side står social freezing som er nedfrysning af oocytter udelukkende på den baggrund, at kvinden ønsker muligheden for at udskyde familiedannelse. Hvor den første type behandling er rimelig at udføre i offentlig regi, må social freezing siges at høre den private sektor til. Vigtigt er det, at kvinderne kender konditionerne, inden de får nedfrosset deres æg. Nemlig at det er særdeles vanskeligt at få tilstrækkelig mange æg, hvis de først fryses, når kvinden er over 35 år. En øvre aldersgrænse for social freezing vil derfor være rimelig at diskutere.
En politisk og forebyggende indsats for at undgå yderligere udskydelse af familiedannelse er at foretrække frem for social freezing, sådan at det igen bliver attraktivt at få børn i 20’erne, som f.eks. fornuftige barselsregler, gode børnepasningsmuligheder og økonomisk kompensation til studerende, som vælger at stifte familie. Mindst lige så væsentligt er en holdningsmæssig ændring, så kvinder ikke bliver sat i bås med ”De unge mødre” på TV3, hvis de vælger at få deres første barn i 20’erne.