Hospitaler var dårligt forberedte til pandemien

Fejltrin, miskalkuler, handlen i næsten blinde, beslutninger fra dag til dag, ændringer fra dag til dag, personale, der blev flyttet rundt på og gik i frygt for mangel på værnemidler – alt det og mange flere ord kan bruges til at beskrive, hvordan coronapandemiens første bølge blev oplevet og håndteret i sundhedsvæsenet.

Der er selvfølgelig meget at lære, og det har et forskningssamarbejde på Aarhus Universitet (se boks) sat sig for at uddrage i en ny rapport, som ser på de midtjyske erfaringer. Hovedkræfterne bag rapporten er professor Hans Kirkegaard og professor emeritus Børge Obel. Den endnu ikke offentliggjorte rapport blev præsenteret på en konference forleden. En hurtig status ved konferencens start slog fast, at omikron er for nedadgående – omend den stadig fylder, mere end mange tror, på akutmodtagelserne. Skulle man få den tanke, at vi med tredje bølge af corona er ved at vinke farvel til den, var der retledning at få. Dels lusker BA2 i horisonten, dels ved vi ikke, hvordan COVID udarter.

»Det er ikke naturgivent, at virus bliver udvandet, den kan sagtens komme helt op«, lød det fra infektionsmedicinsk hold.

Det kan altså være, at vi til efteråret skal igennem en fjerde bølge, og måske bliver det med en mild udgave, men måske ikke. Det er den kølige analyse.

Der er al mulig grund til at se på den foreløbige læring af pandemien, som kan ruste sundhedsvæsenet til eventuelle nye bølger. Og andre situationer.

Uforberedt

Ved udbruddet var der den nationale pandemiplan, samt den regionale Sundhedsberedskabsplan og hospitalernes indsatsplaner for CBRN (kemiske, biologiske, radioaktive og nukleare hændelser).

Mens den nationale pandemiplan var forholdsvis udførlig, havde regionerne ikke opdateret deres planer. Desuden var indsatsplanerne på hospitalerne i regionen utilstrækkelige i forhold til en pandemi. Ud fra interview med en række direktører og ledere er rapportens overordnede konklusionen for Region Midtjylland:

»Hospitalerne i Region Midtjylland var ikke forberedte og rustede til at varetage første bølge af COVID-19«.

For meget

En særlig udfordring for hospitalerne var, at de stod over for en situation, som de ikke kendte hverken intensitet, omfang eller varighed af. »Sundhedsstyrelsens vurdering af at COVID-19 ikke ville ramme Danmark, gjorde, at man først meget sent opdagede, at man stod over for opgaver, som man ingen planer havde over for. Man iværksatte en organisering, der passede til en stor ulykke«, konstaterer rapporten.

Det var imidlertid problematisk, fordi en stor ulykke sædvanligvis omfatter en ret begrænset periode med særligt mange patienter. Det kendetegner ikke en pandemi.

Var sundhedsmyndighederne lidt fodslæbende med at erkende pandemien, var udmeldingerne derfra til gengæld radikale, da billeder og data fra Bergamo begyndte at komme. Den berømte røde kurve skulle undgås.

Også i Midtjylland satte man ting i værk, som i bakspejlet ligner en overreaktion. Hans Kirkegaard, Center for Akutforskning, siger til Ugeskrift for Læger: »Man handlede ud fra Sundhedsstyrelsens ordrer. Nogle syntes, at man skød over målet. Men meldingen fra SST var med antal respiratorer, senge, modtagekapacitet osv. Elektiv aktivitet blev stoppet. Det var det sceneri, de satte, og det var det, man planlagde efter«. Han konstaterer, at det ikke gik så galt, »takket være Mette Frederiksen blev vi på den grønne bølge«.

Mange af sengene fik man ikke brug for, og nogle afdelinger, der var sat af til ­COVID-patienter fik ingen eller meget få.

»Det var lidt, som når et barn løber over vejen, og man hugger bremsen i uden at tænke på, hvad det ellers får af konsekvenser. Det var det, de centrale myndigheder gjorde«, siger Hans Kirkegaard.

Godt arbejde

Alligevel lykkedes det for sundhedsvæsenet. Det lykkedes for regionen og dens hospitaler over en periode på cirka otte uger at skabe et organisatorisk setup, som kunne håndtere pandemien, konstaterer rapporten.

Samlet betød det virkelig mange ændringer på alle leder og kanter, især på sygehusene, og meget forskelligartede. Rapporten beskriver:

»Nye beslutningsprocesser og koordineringssystemer blev iværksat. Nogle hospitaler oprettede individuelle COVID-19-afdelinger, andre oprettede et eller flere COVID-19­afsnit til eksisterende afdelinger. Mødestrukturer blev ændret, samarbejdet mellem hospitalets afdelinger, læger og sygeplejersker blev ændret. Nogle hospitaler gennemførte prøvehandlinger, andre gjorde ikke. Bemanding og teamstruktur blev redesignet, personale uddannet og instrueret forskelligt. Beslutningsprocesserne blev løbende tilpasset de konkrete forhold og i takt med, at man modtog de nyeste retningslinjer og instrukser. På såvel regions-, hospitals- som afdelingsniveau blev der foretaget radikale reorganiseringer i løbet af den første måned af pandemien«.

Topstyring

Uanset forskelle i måderne, de enkelte hospi­taler greb situationen an, var der enorme udfordringer for ledelserne. En af de interviewede i rapporten siger:

»Hospitalsledelserne havde jo en kolossal opgave med kommunikationen på hospitalerne, organisering af akutafdelingerne og akutmodtagelserne (...), værnemiddelopgaven var kolossal stor«.

Rapportens gennemgang af de fem hospitalers ledelsesstruktur før og under pandemien viser, at topstyring er nødvendigt for at sætte retningen, men også, at der skal decentraliseres ud til afdelingsledelserne, som skal udføre de nye opgaver. »Vi kan se, at nogle af regionens hospitaler var centralt styrede og andre mere decentrale før pandemien. Under pandemien konvergerede de, sådan så de alle endte med at have en ret diktatorisk ledelse, men samtidig blev der uddelegeret opgaver til afdelings­ledelserne, som viste sig at kunne løfte det«, siger Børge Obel.

Bedre forberedelse

Rapporten konstaterer, at når det gik godt med at komme igennem pandemien, skyldes det, at regioner og hospitaler fik lidt tid til at tilpasse sig. Det er ikke sikkert, at vi en anden gang får den samme tid. Derfor gør regioner og sygehuse klogt i at have et beredskab og en plan, der umiddelbart kan tages i brug.

Rådene er mange. Men Hans Kirkegaard peger gerne på én afgørende ting.

»Jeg synes, sundhedsmyndighederne i begyndelsen af pandemien var for tilbagelænede, og holdningen var for meget, ,at det kommer aldrig her’. Det var først, da Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen trådte i karakter, at der skete noget. Jeg kunne godt have ønsket mig et andet mindset hos myndighederne; det tror jeg, at der fremadrettet skal til«.

Rapporten bekender sig til et begreb inden for organisationsteorien kaldet en sort svane til at beskrive COVID-19-pandemien. Det er en usædvanlig, uforudsigelig begivenhed med enorme konsekvenser for samfundet. Et samfund kan godt ruste sig en sådan begivenhed gennem beredskaber og planer. »Vi håber, at vi lærer af COVID-19, at vi skal forberede os på en ny sort svane. Man er nok nogenlunde klar ved en ny epidemi. Men der kan komme andre situationer og katastrofer, som man ikke har kunnet forestille sig og forberede sig på«, siger Børge Obel. Afgørende er, at selve organiseringen af sundhedsvæsenet er smidig og hurtigt kan tilpasses en epidemi eller anden katastrofe. Det kræver ressourcer, og solidt informationsflow og flere andre ingredienser. Ikke mindst kræver det »menneskelig kapital og motiverede og engagerede medarbejdere«.

Hans Kirkegaard opfordrer den enkelte region og det enkelte hospital til at gøre noget.

»Der er lister over, hvad der gør et sundhedsvæsen parat og modstandsdygtigt – så hvorfor ikke se sin egen organisation igennem inden for planlægning, beredskab, informationsstyring, ledelsesprakis og såvidere og se, om man er parat«.

Og så skal man tænke på personalesituationen. Hospitalerne havde ikke tilstrækkeligt personale til alle de nye opgaver. Der skal være en reserve, man kan trække på i visse situationer. Måske en slags hjemmeværn.

Ved konferencen viste den fælles erfaring, at det var forsøgt at etablere et korps uden for hospitalerne. Det var blandt andet ældre læger og sygeplejersker, der havde meldt sig, men det virkede ikke.

Heller ikke i Midtjylland.

»De meldte sig, men da de blev kaldt ind, kunne nogle kun et par timer om torsdagen, andre kun om tirsdagen. Det er vigtigt at have et korps, der er udrykningsparat«, siger Hans Kirkegaard.

Læs også kronikken: Hvad har vi som sundhedsvæsen lært af COVID-19-pandemien?