Content area

|

Hvad har vi som sundhedsvæsen lært af COVID-19-pandemien?

Vi var ikke godt nok forberedte på pandemien. Det var en af konklusionerne ved en nylig konference på Aarhus Universitetshospital, hvor det blev drøftet, hvad vi i fremtiden kan gøre bedre. Kronikken er et af bidragene til debatten.
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Forfatter(e)
Henrik Ømark Petersen formand for Dansk Akutmedicinsk Selskab.

Sorte svane-teori er et begreb for usædvanlige uforudsigelige begivenheder med enorme konsekvenser for det menneskelige samfund og er karakteriseret ved, at de er utænkelige eller utænkelige for visse aktører i en bestemt sammenhæng. COVID-19-pandemien er en sådan sort svane-begivenhed, og det er vigtigt at lære af den for at imødekomme fremtidige lignende scenarier.

Så hvad har vi lært af COVID-19-pandemien i Danmark? Og hvad betød det for sundhedssektoren

ikke at være tilstrækkeligt forberedt til krisen? Forberedelse og planlægning betyder alt, når før så utænkelige scenarier folder sig ud og kalder på resolut handling i stor skala. Der har vi ikke været gode nok, det skal vi blive bedre til.

Potentiale

Til gengæld har vi også set, hvilket uforløst potentiale vi i sundhedsvæsenet går og rummer i dagligdagen, og hvilken gennemslagskraft vi har, når vi står sammen i krisetider og samarbejder. Når ledelser får tillid til de kliniske driftsenheders autonomi, og når store organisationer taler sammen og koordinerer.

De foreløbige analyser har noget chokerende dokumenteret, at Danmark på ingen måde var forberedt på at håndtere en langvarig alvorlig pandemi, og at de eksisterende CBRN- beredskabsplaner ikke var opdaterede på alle niveauer og faktisk var helt uanvendelige, da det gjaldt. Der manglede alertness og alarmering fra sundhedsmyndighedernes side, da Sundhedsstyrelsen så sent som den 28. januar 2020, trods dokumenterede COVID-19-tilfælde i Tyskland, i en pressemeddelelse udtalte, at risikoen for en COVID-19-epidemi i Danmark var lav. I bagklogskabens ulidelige klarsyn, havde man blandt de institutioner, vi anser som ekspertmyndigheder, simpelthen ikke set, hvilken kraft en pandemi kan komme med, og det var lidt absurd at alarmen måtte kom fra en ikkesundhedsfagligt uddannet departementschef i statsministeriet, der fik politikerne til at forstå det før sundhedsmyndighederne – med det berømte wakeupcall: »Hope is not a strategy«.

Det var befolkningens disciplin og tillid til den stærke politiske styring, der forhindrede Bergamoscenarier i Danmark. Det var den indsats, der gjorde, at sundhedsvæsenet kunne følge med fra start. Det var desværre ikke sundhedsvæsenets egen forberedelse.

Epicentrene

Tillad mig nu at rette fokus mod vores akutmodtagelser. Først og fremmest skal vi prise os lykkelige for, at vi i Danmark før COVID-19 på forhånd har fået organiseret os med akutsygehuse med én fælles indgang igennem akutmodtagelserne. Er der noget, vi skal tage med fra pandemien, så er det, at akutmodtagelserne viste deres store værdi som effektivt bolværk mod smittespredning derfra ind i resten af akuthospitalet. Det har forhindret, at de i forvejen sårbare patientgrupper blev udsat for smitte, og det sikrede, at sundhedspersonalet fortsat kunne udføre deres funktioner på sengeafdelingerne, uden at skulle lægge sig syge.

  • Jeg mener, at det var en katastrofe, da Sundhedsstyrelsen besluttede, at vores sædvanlige gatekeepere ude i primærsektoren ikke skulle se måske-COVID-19-patienter.

Jeg bliver også nødt til at understrege, at COVID-19-epicentrene i Danmark altså ikke var på intensivafdelingerne. De var i akutmodtagelserne! Det massive arbejdspres, der har ligget, siden Danmark lukkede ned, har overordnet set ikke ligget i at håndtere de meget syge COVID-19-patienter. Det massive arbejdspres har ligget i at finde ud af, om den akut syge patient har COVID-19 eller fejler noget andet, og dernæst om patienten overhovedet har brug for et hospital.

Almen praksis var savnet

Jeg mener, at det var en katastrofe, da Sundhedsstyrelsen besluttede, at vores sædvanlige gatekeepere ude i primærsektoren ikke skulle se måske-COVID-19-patienter, men i stedet skulle videresende dem direkte til vurdering i akutmodtagelserne. Vi udelukkede derved en stor faglig vurderingsressource, og det vidner om manglende indsigt, når man ikke forstår de afledte konsekvenser af at sætte vores sædvanlige visitationskæde ud af drift. De afledte konsekvenser var ikke så meget det, at man poolede måske-COVID-19-syge på et lille areal. Det var heller ikke så meget det, at det bidrog til, at sundhedspersonalet har været igennem en massiv kontinuerlig ekstraordinær arbejdsbelastning over to år. Nej, den værste afledte konsekvens var, at man blev nødt til at trække personale- og kapacitetsressourcer væk fra alle dem, der hele tiden har været flest af – nemlig de ikke-COVID-19-syge. Alle de sædvanlige akut uafklarede syge patienter 21 akutmodtagelser tager imod i tusindvis af dagligt. Størstedelen af 1,7 millioner akutte hospitalskontakter årligt. Og der har desværre været flere eksempler på, at akut syge patienter har ligget med uafklaret tidskritisk sygdom andet end COVID-19, på en isolationsstue, hvor kapacitet og personaleressourcer har været så utilstrækkelige, at patientens kritiske tilstand ikke blev rettidigt identificeret.

Holdånd

Specielt i pandemiens start var der en enestående hjælpsomhed og vilje til samarbejde internt på akuthospitalerne. De sædvanlige diskussioner om ansvar og ressourcer blev afløst af en fælles holdånd, hvor eksisterende specialesøjler blev brudt ned og for en tid løste opgaverne i fællesskab med meget kort varsel, mobilitet og kompetencelæring på rekordtid. Vi må imidlertid også sige, at trods stor solidarisk vilje fra kolleger på andre afdelinger til at hjælpe i akutmodtagelserne, blev det hurtigt meget klart, at det at håndtere uafklarede akut syge patienter, samtidigt med en bevidsthed om at arbejde mod tiden og mod crowding, er en opgave, der kræver særlige generalistkompetencer og et mindset, der ikke kan læres på kort tid.

Jeg synes, vi endnu engang er blevet bekræftet i, at det må være højeste prioritet at styrke de organisatoriske rammer og ressourcer i akutafdelingerne, så man bliver i stand til patientsikkert at håndtere dynamiske udsving i belastningsperioder og samtidig bemande enhederne med de sundhedspersonaler, der har generalistkompetencer, og som er specielt uddannet i akut modtagelse. Vi skal både kunne håndtere en dagligdag og kunne omstille organisationen med kort varsel til at være klar, hvad enten det er en bus, der vælter, et klorudslip i nærheden af en skole, en dag, hvor der kommer 100% flere akutte patienter ind på akutmodtagelsen, end der gennemsnitligt plejer. Eller en situation, som vi netop har været igennem, hvor kapacitet og personale skal kunne stå imod et pres, der måske strækker sig over år.

Næste sorte svane

I dette øjeblik flyver igen en sort svane over Europa. Vi vil i Danmark på flere måder opleve konsekvenserne af en igangværende human katastrofe i Ukraine. Er vi klar til det? Forstår vi omfanget af langvarig krig? Har vi en plan, når det danske sygehusvæsen bliver bedt om at behandle måske 10.000 lemlæstede krigsofre? Og hvad med alle de øvrige sundhedsydelser en flygtningestrøm har behov for? Jeg tør slet ikke nævne den situation, vi ser ind i, hvis krigen bevæger sig udenfor Ukraines grænser.

Vi skal lære af COVID-19-pandemien, at forberedelse og planlægning er nøgleordet. Og når vi taler kriser i stor skala, skal vi forberede eskalerende beredskabsscenarier hurtigst muligt. Hvis ikke vi gør det – har vi ikke lært noget af COVID-19-pandemien.

Læs også: Hospitaler var dårligt forberedte til pandemien

Blad nummer: 

Right side

af Jørgen Skov Jensen | 05/07
1 Kommentar
af Bodil Thordis Lyngholm | 03/07
6 kommentarer
af Anette Bygum | 02/07
1 Kommentar
af Ejnar Skytte Ankersen | 02/07
1 Kommentar
af Hanne Madsen | 01/07
1 Kommentar
af Jan Henrik Værnet | 01/07
1 Kommentar
af Simon Wehner Fage | 01/07
4 kommentarer
af Henrik Keller | 27/06
4 kommentarer
af Jerzy Miskowiak | 27/06
1 Kommentar