How to be serene when patients start to screen – for højt blodtryk

I Ugeskrift for Læger nr. 13 kunne vi læse en glimrende videnskabelig leder omkring perspektiver ved at indføre screening for forhøjet blodtryk i den danske befolkning [1]. Forfatterne fremlagde gode velfunderede argumenter, men kunne godt overveje, at nogle former for screening er ved at ændre karakter. Screening for forhøjet blodtryk vedbliver ikke med udelukkende at være et centralt anliggende, som fagfolk og politikere kan vedtage. Der kommer nemlig i stigende grad patientinitieret screening foretaget fra selvopsamlede sundhedsdata fra f.eks. smarture eller -ringe. Derfor er det vigtigt, at vi som faggruppe forholder os hertil.

Samfundets penge bør bruges, hvor de gør mest gavn, og ud fra lederens fremlagte data står det klart, at vi ikke har råd til at screene for hypertension med et traditionelt program. Men måske behøver vi ikke et forkromet screeningsprogram. Det kommer delvist af sig selv, men på en helt anden vis, end vi læger forventer.

Smarture, der måler blodtryk, findes allerede. Inden alt for længe forventes det, at et stort udvalg af kommercielle smarture vil screene befolkningens blodtryk. Inden for et par smarturgenerationer (altså år) vil de store mærker alle måle blodtryk, som de nu måler f.eks. hjertefrekvens. Ligesom de i en nær fremtid vil måle konstant blodsukker og sikkert andre biokemiske markører. Og fremover er det formentlig ikke kun wearables, men også usynlig fjerndiagnostik i hjemmet på baggrund af variationer i Wi-Fi-signalet, »invisibles« eller nogle sekunders analyse af dit ansigt med dit smartphonekamera, der kan detektere forhøjet blodtryk og andre risikofaktorer. Alt sammen drevet af kunstig intelligens.

Vi må tage hul på diskussionen om, hvordan vi læger og sundhedsvæsenet skal forholde sig til, at screening ændrer karakter og er ved at bevæge sig mere mod teknologifirmaernes ønsker frem for at være baseret på forskningsinstitutionernes viden. I fremtiden vil flere målinger foregå i brugernes eget hjem planlagt af de store techgiganter. Disse apparater er naturligvis ikke for alle, men anvendelsen af dem stiger parallelt med funktionaliteterne og i takt med, at prisen falder dramatisk – tænk bare på, at smartphones var for de få og privilegerede for kort tid siden, og hvor udbredte de er nu.

Der er mange fordele ved wearables: De er mobile, relativt billige, og de kan give mere præcise kontinuerlige målinger over lang tid. Ikke stikprøver som konsultationsmålinger eller i bedste fald 24-timersmåling eller tre daglige målinger i tre døgn, som er guldstandard nu. I lederen refereres en norsk undersøgelse, der undersøgte effekten af et blodtryksscreeningsprogram og vurderede, at det ville være for dyrt. Men hvad hvis vi på sigt accepterer, at techgiganterne tager sig af en del af screeningen, og vi kun ser de positive + nogle bekymrede eller falsk positive. Hvis vi ikke skal drukne i almen praksis, bør vi lære at bruge den ressource, som de kommercielle smarture udgør, i stedet for at holde os for ørerne og tage nejhatten på, hvis patienterne kommer med selvopsamlede hjemmemålinger. Vi kan ikke blive ved med at sige, at de »bare skal mærke efter«, for hvad nu hvis vi kan gøre det bedre, inden de kan mærke noget? Måske det kunne lette noget af kronikerbyrden hos almen praksis og polemikken med forløbsydelser, hvis mange kroniske patienter delvist kan passe sig selv (under fjernmonitorering). Men selvfølgelig skal vi da forske i både hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige effekter, præcist som for traditionelle screeningsprogrammer.