Skip to main content

Hverdag med Sundhedsplatformen: patientfarligt og tidsrøvende

En kronik bygget på virkelige hændelser på Medicinsk Afdeling, Roskilde Sygehus.

Peter Marckmann, overlæge, dr. med. og speciallæge i intern medicin og nefrologi

2. mar. 2018
5 min.

Mandag

Frustrerende mangel på overblik over de nyindlagte patienters medicinhistorik i Sundhedsplatformen (SP). Har patienten med lungecancer, som nu indlægges med højfebrilia og neutropeni, fået kemoterapi inden for de seneste uger? Svaret kan ikke findes i SP, så jeg må handle i blinde, indtil jeg kan opnå kontakt til en onkolog med kendskab til patienten. Vil for en sikkerheds skyld lige tjekke, at vores alvorligt syge vasculitispatient fra forleden har fået den ordinerede intravenøse højdosisbehandling med binyrebarkhormon. Ifølge medicinoverblikket ser det til min fortvivlelse ud til ikke at være sket. Er derfor indstillet på straks at genordinere den vigtige og potente medicin, men stoppes da en tilkaldt sygeplejerske insisterer på, at det er givet. Efter længere tids arbejde i SP lykkes det at finde frem til et skærmbillede med dokumentation for, at sygeplejersken har ret. Pyha – og godt for patienten! Så kommer jeg til dagens udskrivelser, en omfattende og tidskrævende proces, ikke mindst i forbindelse med medicinafstemningen. Gang på gang paralyseres jeg af SPs mærkelige og – for mig – uforståelige sprogbrug. Bliver f.eks. stillet over for valget mellem »Overfør ikke alle ikke-gennemgåede lægemidler« eller »Fortsæt alle ikke-gennemgåede lægemidler«. Fatter simpelthen ikke meningen. Jeg har lige gennemgået alle patientens lægemidler i detaljer, så hvad er det for nogen ikkegennemgåede lægemidler, der refereres til? Og hvordan forestiller SP sig overhovedet, at man kan tage stilling til, om ikkegennemgåede lægemidler skal fortsættes??

Overfør ikke alle ikke-gennemgåede lægemidler. Sundhedsplatformen

Tirsdag

Bliver bedt om at ordinere Actilyse (blodpropopløsende middel) til brug for en ambulant dialysepatient med klottet dialysekateter. Forsøger at søge den rette medicinering frem. Actilyse er en nitte, men finder Alteplase som et brugbart alternativ. Imidlertid er det umuligt for mig at finde en måde at ordinere den rette koncentration og mængde af medikamentet på, så efter 15-20 minutters forsøg på at finde en løsning opgiver jeg og skriver blot et journalnotat, hvor jeg bekræfter, at Actilyse må gives på vanlig vis. Aner ikke om sygeplejersken kan effektuere ordinationen, når jeg ikke har benyttet den korrekte metode. Hvis patienten ikke får medikamentet er der risiko for irreversibel tilstopning af kateteret, som så må skiftes under indlæggelse.

Onsdag

Min febrile patient responderer ikke på de givne antibiotika. Fremsøger mikrobiologisvar. Der er ingen aktuelle prøver! Forsøger derfor nu at tilgå mikrobiologisvar på en anden måde, hvorefter jeg på et alternativt skærmbillede finder et flere dage gammelt svar, som afslører, at patienten har pseudomonasinfektion med multiresistens, som kræver total omlægning af antibiotikabehandlingen. Heldigt at jeg fandt det svar, men meget risikabelt for patienten, at svaret havde forputtet sig i tre dage.

Torsdag

Ambulatoriets patienter sidder i kø. Der er allerede ventetid, da jeg bruger oceaner af tid på at efterkomme de krav, som SP stiller til mig om at opdatere medicin, allergi, diagnoser o.m.a. Jeg afkræves ikke alene at opdatere oplysningerne, men derudover skal jeg bekræfte mine indtastninger – og godkende dem – og signere. Ingen kære mor, hvis jeg ikke gør præcis, som SP kræver. Så bliver jeg stoppet. Alene diagnoserne: Jeg vil gerne notere, at patienten er ennyret. Forsøger at fremsøge diagnosen: ennyret, eennyret, énnyret, nefrektomi, nephrectomi, nephrektomi, manglende nyre. Intet held. Efter ti min lykkes det: skulle »bare« have skrevet »erhvervet mangel på nyre« fra en start af. Ved afslutningen af patientbesøget vil jeg lige sikre mig, at medicineringen er på plads. Tjekker derfor med patienten, som oplyser, at det ikke er korrekt, at hun tager 100 mg Eltroxin dagligt. Hun tager faktisk 200 mg lørdag og søndag. Forsøger at rette det i medicinlisten. Kører sur i forsøget – må opgive og bede patienten om selv at sørge for at få den rigtige dosering.

Fredag

Friweekend i sigte, men på stuegang får jeg igen en forskrækkelse. Patienten, som jeg ordinerede Epo til i går, har fået to doser indsprøjtet i stedet for en. Dagsygeplejersken gav Epo kl.15, aftensygeplejersken kl. 22. Ved en fejl, som jeg ikke erkendte i går, har jeg på en eller anden mærkelig måde fået ordineret dels en straksinjektion og samtidig en aftendosis af Epo. Det ville jeg aldrig drømme om at gøre med fortsæt. Og sygeplejersken ville aldrig drømme om at give Epo med få timers interval. Fejlen er sket, fordi medicinmodulet er så svært at navigere i og så umuligt at danne sig overblik over. Katastrofe!! Tænk hvis det have været loading-doser af Digoxin eller andre højtoksiske stoffer. Den oplevelse var så slem, at jeg meldte det ind som utilsigtet hændelse, men hvad der kommer ud af det, har jeg mine tvivl om.

Lørdag

På min gåtur snurrer tankerne om SP. Hvorfor har man valgt et så ulogisk og uoverskueligt system? Hvad kan jeg gøre for at undgå fejl og for at nå mit arbejde inden for planlagt tid? Skal jeg finde mig i at have fået et så elendigt arbejdsredskab? Skal jeg bare være ligeglad og tænke »det er politikernes skyld, så de må selv om, at det koster i form af forringet arbejdsglæde hos medarbejderne og truet helbred for patienterne?«. Eller skal jeg tage mit gode tøj, sige op og gå ud i en usikker fremtid?

Søndag

Får spillet lidt guitar og snakket med naboerne. Gør mig klar til morgendagens udfordringer. Sidst på dagen får jeg kigget lidt i Ugeskrift for Læger, hvor enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri, udtaler, at styrelsen »... ikke er blevet kontaktet af personale eller patienter« om SP-problemer. Bliver virkelig provokeret af det, da jeg selv har meldt flere utilsigtede hændelser udløst af SP til Styrelsen. Bliver anmeldelserne slet ikke taget højtideligt? For mig at se er SP et meget stort – det klart allerstørste – sikkerhedsproblem for vores patienter, så det virker helt hen i vejret, at Styrelsen for Patientsikkerhed slet ikke har forstået det. Det er op ad bakke over hele linjen, ser det ud til.

Læs også artikel: Overlæge: Sundhedsplatformen er det allerstørste sikkerhedsproblem for vores patienter