Med enkle midler har man vha. social prescribing (SP, på dansk kaldet social henvisning, SH) oprustet det primære sundhedsvæsen i byen Frome (28.900 indbyggere), således at de mest sårbare borgere får mere målrettet omsorg. Indsatsen SP1 har allerede nu medført et fald i akutte indlæggelser i området sammenlignet med nabokommunen Somerset. Det britiske sundhedsvæsen, NHS, har på baggrund af de gode erfaringer med metoden skrevet SH ind i målsætningen for den fremtidige udvikling af sundhedssektoren.
Tankerne bag SH er, at hos alle patienter med en betydende helbredsmæssig belastning vil sociale faktorer som f. eks. ensomhed spille en større eller mindre rolle. For at bedre patienternes sundhed og afhjælpe deres sygdomsbelastning skal der samtidig tages hånd om deres sociale udfordringer. Ved SH henviser praktiserende læger eller andre sundhedsprofessionelle sårbare patienter til relevante sociale tilbud i lokalområdet.
Det er ganske vidst. Nu- og fremtidens multimorbide patienter passer ofte ikke ind i det subspecialiserede hospitalsvæsen pga. deres komplekse sociale og psykiske lidelser. Og det kræver derfor et tæt samarbejde mellem parterne i en stærk velintegreret primærsektor at kunne rumme denne voksende og udfordrende patientkategori.
Sundhedsvæsenets nuværende strategier over for patienter med komplekse multimorbide tilstande, hvor man prioriterer en subspecialiseret tilgang, har vist sig at være skadelig for mange patienter. De bliver udsat for overdiagnostik og -behandling i form af f.eks. medicinske bivirkninger af polyfarmaci. Social belastning og specielt ensomhed er vigtige faktorer, der påvirker patienternes mortalitet og morbiditet i negativ retning. Ensomhed medfører hos individet et inflammatorisk respons i kroppen, der medfører højere sygelighed og nedsat modstandskraft over for helbredsmæssige belastninger. Ensomhed påvirker helbredet i negativ retning svarende til, at man ryger 15 cigaretter dagligt. SH er en alternativ strategi, hvor man ved at styrke samarbejdet mellem almen praksis, de kommunale institutioner og civilsamfundet med en holistisk tilgang styrker omsorgen for socialt og fysisk sårbare patienter.
Det er i erkendelsen af social belastning i form af, at isolation, ensomhed og økonomiske problemer er en væsentlig faktor ved sværere sygdomme og multimorbiditet, at SH er udviklet i flere lande. Disse sårbare patienters sundhedsmæssige problemer kan kun bedres ved en samtidig social støtte.
Projektet i Frome startedes i 2013 ved, at man med små midler kortlagde lokale sociale projekter og organiserede dem i en database. De praktiserende læger har siden kunnet henvise deres sårbare patienter til projekter såsom motionshold, samtalegrupper, madlavningshold, støttegrupper etc. Initiativet startede i en stor praksis i Frome. I årene efter er alle 11 praksis i Frome blevet deltagere i projektet. Og indsatsen har effekt. Den første opgørelse over indlæggelseshyppigheden i området for perioden 2013-2017 viser, at der i Frome var et fald i ikkeelektive indlæggelser på 14%. Til sammenligning var der i nabokommunen Somerset i samme periode en stigning i ikkeelektive indlæggelser på 29%.
»Det engelske sygehusvæsen er i en langt større krise end det danske. Måske er det netop derfor, at man fra centralt hold er mere lydhør over for nytænkning«Claus Rendtorff og Berit Enggaard Kaae
Siden 2016 har man udvidet projektet yderligere med initiativet »The Complex Care Coordination«, som er baseret på tværsektorielle multidisciplinære team (MDT). Ved at man har dannet MDT i primærsektoren, har man styrket samarbejdet med de lokale sygehuse og dermed bedret omsorgen for de udsatte og mest skrøbelige patienter, der enten er indlæggelsestruede eller nyligt har været indlagt på det lokale hospitals akutmodtagelse. Teamet mødes ugentligt og består typisk af praktiserende læger, hjemmesygeplejersker, palliative medarbejdere, socialrådgivere og repræsentanter fra psykiatrien. På denne måde når SH-projektet også ind i sektorovergange, hvor som bekendt mange patienter bliver tabt pga. manglende kongruens mellem sygehusenes behandling og primærsektorens indsats.
Herhjemme afprøves projektet MOVE på Aarhus Universitet, hvor man bl.a. vil fremme fællesskab og motion vha. brobygning mellem almen praksis og kommune/civilsamfund. I Tingbjergprojektet, der har en anden organisatorisk model, har man ansat en socialrådgiver til at understøtte de praktiserende lægers arbejde med patienter med komplekse sygdomme – en model, der ikke som ved SP involverer det lokale civilsamfund.
I Vesterbro/Kongens Enghave i København er de 42 lokale praktiserende læger i SydVest Klyngen ved at opbygge SH i samarbejde med lokale sociale institutioner. Der er foretaget en kortlægning af 59 lokale private og kommunale projekter som motion, psykisk støtte, rådgivning om sociale forhold, madlavning, samtalegrupper, fiskeri etc. Projekterne vil, når der er fundet midler til det, blive lagt ud på en hjemmeside til brug for de praktiserende læger og andre i området, der har kontakt med vulnerable borgere. Og sekundært vil en brobygger blive ansat til at formidle kontakten mellem borgere, almen praksis og projekterne.
Det har været svært at vise effekten af SH i metaanalyser, bl.a. pga. stor heterogenicitet i de forskellige SH-projekter. Patienterne beskriver selv, at det væsentlige er »to be held«, altså at der er nogen, der drager omsorg for dem. Ved at de føler, at der er nogen, der tager sig af dem, skaber det større tryghed i deres hverdag og mindsker den sociale isolation med heraf større fysisk og psykisk robusthed. Som en patient engang fortalte sin praktiserende læge efter dennes hjemkomst fra ferie: »Jeg kan slappe mere af og føler mig mere tryg, når jeg ved, at du er der, og at jeg kan kontakte dig ved behov«. Det er omsorgen i de nære relationer i primærsektoren, der har betydning for patienternes tryghed og for deres morbiditet og mortalitet. Kontinuitet og nærvær fremmer sundheden.
Kan vi lære noget af England? Det engelske sygehusvæsen er i en langt større krise end det danske. Måske er det netop derfor, at man fra centralt hold er mere lydhør over for nytænkning. Og derfor begynder at skabe løsninger, der involverer sundhedsvæsenet som en helhed. Det er i erkendelse af, at en mere robust og bedre udbygget primærsektor er en forudsætning for, at befolkningens sundhed forbedres, og man derved nedsætter belastningen af sekundærsektoren. Men det kræver investering i almen praksis og i koordineringen af samarbejdet mellem alle faggrupperinger og ikke mindst med kommunerne.
Sociale henvisninger og MDT-konferencer i lokalområderne med deltagelse af almen praksis og andre centrale faggrupperinger, som de gør i Frome, er måske en af vejene frem.
Strukturkommissionen bør tænke disse og lignende muligheder ind i fremtidens sundhedsvæsen.
