Idrætsmedicin er ikke fraværende – men ulige prioriteret på tværs af landet

Svar til »Formand for idrætsmedicinere: ,Jeg så gerne, at vi fik det som speciale’«

Debatten om idrætsmedicinens plads i det danske sundhedsvæsen er både relevant og nødvendig, og jeg kan kun bifalde, at Niels Christian Kaldau retter fokus på uddannelse af speciallæger på det idrætsmedicinske område. Ønsket om at styrke kompetencerne inden for diagnostik og behandling af bevægeapparatslidelser, herunder idrætsmedicin, er velbegrundet, ikke mindst i lyset af den stigende patientbyrde og de samfundsmæssige konsekvenser.

I den forbindelse er det dog væsentligt at nuancere billedet af, hvor lidt idrætsmedicin angiveligt fylder i speciallægeuddannelsen.

Inden for reumatologien i Region Midtjylland er idrætsmedicin og beslægtede bevægeapparatslidelser allerede markant prioriteret. Alle hoveduddannelseslæger gennemfører et 12-måneders ophold på Regionshospitalet Silkeborg med fokus på netop degenerative og overbelastningsrelaterede tilstande – det, der i praksis udgør en stor del af idrætsmedicinen.

Hoveduddannelseslægerne tilbringer hovedparten af deres tid i funktioner med direkte relevans for idrætsmedicin, herunder Medicinsk Idrætsklinik, under tæt speciallægesupervision og med systematisk oplæring i klinisk undersøgelse og UL-diagnostik. Dette er ikke tilfældigt – det er resultatet af en målrettet uddannelses – og udviklingsprioritering fra det lokale sygehus i Silkeborg i overensstemmelse med uddannelsesprogrammerne udfærdiget sammen med de øvrige reumatologiske enheder i Region Midt.

Det betyder ikke, at opgaven er løst. Der er fortsat behov for at styrke området nationalt – for at reducere de regionale forskelle og på tværs af specialer, særligt i almen medicin og ortopædkirurgi. Men det er vigtigt at anerkende, at udviklingen allerede er i gang.

Jeg tror ikke, at løsningen er at opfinde et nyt speciale, hvis indhold allerede eksisterer i de nuværende – med risiko for yderligere fragmentering.

Hvis ambitionen er bedre behandling af patienter med idrætsmedicinske problemstillinger, bør fokus i højere grad være på at udbrede og forpligte de eksisterende uddannelser til det niveau, som allerede er realiseret nogle steder i landet.

Spørgsmålet er derfor ikke alene, om idrætsmedicin skal være et selvstændigt speciale, men også hvordan eksisterende specialer kan styrkes og harmoniseres, så kompetenceniveauet løftes bredt i sundhedsvæsenet.