Formand for idrætsmedicinere: »Jeg så gerne, at vi fik det som speciale«

Det virkede risikabelt, da den amerikanske skisportsdronning Lindsey Vonn i vinter spændte skistøvlerne og stillede op ved OL i Italien med et nyligt overrevet korsbånd. En af de eksperter, der var bekymret – og med rette viste det sig – for hendes deltagelse, var ortopædkirurg Niels Christian Kaldau.

Han er også formand for Dansk Idrætsmedicinsk Selskab (DIMS) og arbejder til daglig på Hvidovre Hospital som overlæge i artroskopisk kirurgi og forsker desuden i idrætsmedicinske problemstillinger. Senest har han undersøgt forskellen på korsbåndsskader hos mænd og kvinder på ski. Det rammer særligt kvinder og er den hyppigste årsag til korsbåndsskader for danske kvinder.

Det anslås, at der er omkring 2 mio. danskere, som enten har mindst én muskel- eller skeletsygdom eller er meget generet af smerter i bevægeapparatet.

»Fysisk aktivitet er en vigtig faktor i at forebygge livsstilsygdomme, men det er svært at være fysisk aktiv, når man har skader og smerter«, konstaterer Niels Christian Kaldau.

Omkring hver femte af kontakterne i almen praksis er muskuloskeletale, og mange af dem er relateret til idræt. Formanden synes, at det er for tilfældigt, om man som dansk patient bliver tilset af en læge med viden om idrætsmedicin.

»Vi har tre egentlige idrætsklinikker i Danmark – i Silkeborg, Frederikshavn og på Bispebjerg. Ellers bliver patienterne set af enten reumatologer, i almen praksis eller på ortopædkirurgiske afdelinger rundtomkring.

Der må man bare sige, at det er meget, meget forskelligt, hvilket niveau og hvilken interesse de respektive læger har inden for det idrætsmedicinske, og således er der også en betydelig geografisk skævhed i den idrætsmedicinske behandling i Danmark«, siger han.

I andre lande som Holland og Finland er idrætsmedicin et selvstændigt lægespeciale, men ikke i Danmark, og efteruddannelsen halter efter, mener Niels Christian Kaldau.

»I ortopædkirurgien er der afsat tre dages uddannelse i det, der hedder idrætskirurgi, og få timer i idrætsmedicin. Det er bare ikke særligt meget. Og det samme er gældende for reumatologer. Og så er der jo den helt store gruppe af læger – de praktiserende læger – som har forsvindende lidt af idrætsmedicin i deres uddannelse.

Hvis man ikke efteruddanner sig, er det jo svært at følge med, og vi kan bare se, at der er meget få, der efteruddanner sig inden for idrætsmedicin. Det bliver sværere i almen praksis fremover, hvor de kommende almenmedicinske læger skal have færre sygehusophold og derved stifter endnu mindre bekendtskab med f.eks. traumatiske sportsskader i skadestuerne«.

Sundhedsreform med fokus på generalister

Niels Christian Kaldau mener, at idrætsmedicin også i Danmark burde være et selvstændigt lægespeciale, som det ifølge ham var ganske tæt på at blive i midten af 1990’erne. Han er imidlertid godt klar over, at sundhedsreformens fokus på generalister frem for specialister nok ikke har gjort specialedrømmene mere realistiske.

Han vurderer dog, at idrætsmedicinere netop ville kunne løse mange af de opgaver og udfordringer, som sundhedsreformen også ønsker at løse, og at idrætsmedicinske læger ville kunne tage sig af de patienter, der med sundhedsreformen skal glide fra hospitaler til primærsektoren:

»Jeg så gerne, at vi fik det som speciale. Det ville være fantastisk. Jeg synes, vi har noget at byde ind med, fordi vi er så tværfaglige i vores kompetencer. Det kan godt være, at det hedder idrætsmedicin, men vi favner jo allerede reumatologiske, ortopædkirurgiske, kardiologiske, lungemedicinske og endokrinologiske problemstillinger.

Vi ville kunne aflaste almenmedicinere på mange områder, så disse ville kunne koncentrere sig om mange af de øvrige patienter, der glider fra sygehusene ud i primærsektoren. Idrætsmedicinere vil kunne hjælpe med at forebygge skader og introducere idræt på en mere sikker måde, som også vil skabe sygdomsforebyggelse. Vi har jo masser af kronisk syge patienter, der kunne have glæde af at bruge idræt på en måde i deres liv til at sikre, at de får det bedre.

I det forløb kunne det jo også godt være, at en idrætsmediciner kunne håndtere nogle af de lidt simplere ting, som sker i almen praksis i dag. Det kunne være simpel blodtryksregulering og simpel diabetesbehandling«.

Hvad ville I få ud af at være et speciale?

»Vi ville få flere læger, som bliver dygtigere, end de er nu, fordi man ville organisere sig anderledes og få en mere professionel uddannelse. Ved at man fik nogle speciallæger i idrætsmedicin, vil man kunne skabe nogle forløb for patienterne, som er bedre, end de er i øjeblikket.

Man ville kunne sikre, at flere af vores atleter – både motionister og elite – bliver mødt tidligere i forløbet af nogle læger med opdateret viden og større interesse for problemet, som patienten kommer med«.

Niels Christian Kaldau peger på et tilbud, som i varierende form fandtes i amterne som efterfølger for Danmarks Idrætsforbunds »Idrætslægeværelser«.

»Man havde ,idrætsklinikker’, hvor folk uden henvisning fra egen læge kunne henvende sig og blive set af en ,idrætsmedicinsk læge’, en læge med interesse for idrætsmedicin og idrætsmedicinsk uddannet. Det var faktisk et fantastisk tilbud. Patienterne kunne let få en tid uden lang ventetid, og de blev set af folk, der interesserede sig for de her skader, samtidig med, at man aflastede de praktiserende læger«.

Mangler nødvendig viden

Niels Christian Kaldau fortæller, at der i dag er et begrænset uddannelsesudbud inden for idrætsmedicin, men at DIMS i mange år har tilbudt diplomlægekurser og en certificeret diplomlægeeksamen, som har været med til at hæve niveauet for de læger, som har taget dem.

Indtil drømmen om et selvstændigt speciale bliver indfriet, er hans helt store kæphest, at flere læger, særligt i almen praksis, skal efteruddanne sig i idrætsmedicin.

»Der er rigtig mange praktiserende læger, der gør et fornemt stykke arbejde, men der er også bare rigtig mange, som ikke har den nødvendige viden eller interesse og derfor henviser for mange, som de med relativt lidt ekstra viden ville kunne klare selv. Så længe, der ikke er en bedre idrætsmedicinsk uddannelse på universiteterne og postgraduat på de enkelte specialer, så synes jeg jo, at vi i DIMS har et rigtig godt tilbud til de praktiserende læger, og jeg kan simpelthen ikke forstå, at der ikke er flere, som udnytter det«, siger han.

Han har rakt ud til Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) om et tættere samarbejde, så udbuddet af kurser bliver større og mere attraktivt for de praktiserende læger at deltage i.

»Imidlertid mangler der også vilje blandt almenmedicinere til at prioritere idrætsmedicinsk efteruddannelse. Der har i de seneste år både i PLO og LUF [Lægernes Uddannelses Forening] været annonceret idrætsmedicinske kurser, der ikke er blevet gennemført grundet for lav tilmelding«, fortæller han.

»Hvis vi fik hævet uddannelsesniveauet ude i almen praksis, tror jeg, at det ville være godt dels for håndteringen af patienterne i primærsektoren, men også for sekundærsektoren, fordi vi så på hospitalerne ikke ville få lige så mange henvisninger på problemstillinger, som sagtens kan løses fornuftigt i primærsektoren«.

DSAM: Idrætsrelaterede problemstillinger fylder meget i almen praksis

Maria Krüger, formand for DSAM, ser meget gerne et tættere samarbejde mellem DSAM og DIMS. I et skriftligt svar skriver hun:

»Muskuloskeletale og idrætsrelaterede problemstillinger fylder allerede meget i almen praksis, og mange praktiserende læger har både stor erfaring med og interesse for området. Samtidig er almen praksis et generalistspeciale med meget brede opgaver, og der er derfor naturligt forskel på særlige interesseområder og efteruddannelsesprioriteringer.

Hvis man ønsker at styrke området yderligere i almen praksis, kræver det gode og lettilgængelige tilbud om efteruddannelse, tættere samarbejde og fælles løsninger. Her ser vi bestemt muligheder sammen med DIMS«.

Hun skriver videre, at det f.eks. kunne være »flere fælles kurser, praksisnære undervisningstilbud, rådgivningsfunktioner, konference med speciallæger i idrætsmedicin eller faglige bidrag i PraksisNyt, Månedsskriftet og andre kanaler, som gør det lettere for travle praktiserende læger hurtigt at omsætte ny viden til klinisk praksis«.

»Vi oplever allerede i disse år mange ønsker om opgaveflytning til almen praksis. Derfor er det vigtigt, at diskussionen ikke kun handler om, hvad almen praksis potentielt kan overtage, men også om prioritering, kapacitet, og hvordan vi organiserer fremtidens samarbejde mellem specialerne og almen praksis på en realistisk og bæredygtig måde. DSAM deltager meget gerne i den videre dialog om dette«, skriver Maria Krüger.