De stopper til sport, fordi blodsukkeret er for svært at regulere

»Du kan se mit blodsukker her på uret. Det er 5,0«. Esben Thyssen Vestergaard rækker entusiastisk håndleddet frem, da han bliver spurgt, om han selv måler sit blodsukker.

Han er klinisk lektor og overlæge på Børn og Unge-afdelingen på Aarhus Universitetshospital (AUH) og Steno Diabetes Center Aarhus. Og så er han ekspert i pædiatrisk endokrinologi og selvudnævnt talnørd.

I løbet af 2026 bør alle patienter med type 1-diabetes have fået mulighed for at få en gratis CGM-enhed – en lille, flad sensor, der bæres på huden og måler blodsukkeret kontinuerligt. 77% af patienter med type 1-diabetes bruger ifølge diabetestal.nu i dag kontinuerlig glukosemonitorering. For seks år siden var det blot 17%.

Sensoren på Esben Thyssen Vestergaards højre arm har han netop fået på en stor diabeteskongres om avancerede teknologier og behandlinger i Barcelona. De er for dyre at have på hele tiden, når man ikke selv har diabetes, forklarer han, men han bruger dem i ny og næ for at blive klogere.

»Det er rart at få lidt indsigt i, hvad der sker i kroppen. Sådan en sensor er jo et helt lille laboratorium, man har siddende på sig. Jeg er total nørd med tal. Jeg elsker tal. Så det er megafedt«.

Teknologisk sker der meget inden for diabetesområdet, og som læge skal man derfor både holde sig orienteret om den medicinske udvikling, og hvad de forskellige insulinpumper, algoritmer og sensorer kan – og nok så vigtigt: hvad de ikke kan.

»Ellers kan vi ikke hjælpe patienterne«, forklarer Esben Thyssen Vestergaard.

Folk med diabetes skal også kunne være fysisk aktive

Der er lidt over 36.000 personer i Danmark med type 1-diabetes. Tallet stiger år for år.

For disse patienter indebærer motion særlige udfordringer, fordi fysisk aktivitet kan få blodsukkeret til at falde og stige. Det kræver nøje planlægning og justering af insulin og kulhydratindtag. Kroppen reagerer også forskelligt, afhængigt af hvilken type træning der er tale om, hvornår på dagen, om det er konkurrence eller for sjov, og hvordan temperaturen er.

Esben Thyssen Vestergaard er selv langdistanceløber, og glæden – og sundhedsfordelene – ved motion synes han, er vigtig, at patienter med diabetes får lov til at fastholde.

Som pædiater møder han mange af de yngste patienter, når de indlægges ved debut af type 1-diabetes. 
Noget af det, der virkelig har sat sig i ham efter mange år i faget, er de mange børn, der glædestrålende har fortalt ham, når de var startet til fodbold. Når han så dem i ambulatoriet tre måneder senere, var de ofte stoppet igen, fordi det var for svært for forældrene at styre blodsukkeret.

»Det kan jeg altså ikke bære. Jeg vil gerne være med til at sikre, at alle har muligheden for at få del i glæden ved motion«, siger han.

Derfor arbejder han også i Klinik for Fysisk Aktive med Diabetes på Steno Diabetes Center Aarhus, hvor han hjælper patienter til at kunne dyrke den motion, de drømmer om, på trods af deres type 1-diabetes.

Fra atlet til idrætsaktiv

I klinikken arbejder han bl.a. tæt sammen med endokrinolog Rakel Fuglsang Johansen og sportsfysiolog Jesper Friis Mortensen. Teamet består desuden af endokrinolog Ermina Bach, en diabetessygeplejerske og en diætist.

Her har man både lange forløb for de patienter, der vil noget ekstra med sporten f.eks. vil kunne konkurrere og kortere forløb for dem, der har brug for rådgivning til at få hverdagslivet med motion og sport til at fungere med diabetes.

Hvert halve år starter de nye lange forløb op for idrætsaktive med type 1-diabetes. Forinden har patienterne angivet deres mål og ambitioner for deres sport, og så har Rakel Fuglsang Johansen visiteret dem.

Forløbet starter med en »diabetes camp«, hvor alle deltagerne møder hinanden og behandlingsteamet på Steno Diabetes Center Aarhus. Her bliver man undervist i sportsernæring, træningsfysiologi, energiomsætning, insulin og ikke mindst type 1-diabetes og træning.

Tilbuddet har kørt i syv år, og i starten havde man primært tænkt det som et tilbud for elitesportsudøvere med type 1-diabetes. Ret hurtigt blev målgruppen bredere og dækker nu også sportstalentet og motionisten, for hvem træning er en vigtig del af livsførelsen. Patienterne kommer fra hele landet.

Da man skiftede fokus fra at omtale deltagerne som »atleter« til i stedet »idrætsaktive«, blev kønsfordelingen blandt deltagerne også bedre. Tidligere var det mest mænd, der tilmeldte sig forløbet.

Den seneste camp blev afholdt for et par uger sider, og i dag er der journaloptegnelse for patienterne, hvor Ugeskrift for Læger har fået lov til at kigge med.

Hen over det næste halve år vil Rakel, Esben og Jesper følge deltagerne og rådgive dem.

Teamets mantra er, at kan patienterne lære at mestre deres diabetes under sport, kan de det også bedre til hverdag.

»Vi udsætter dem for den værst tænkelige situation, nemlig at kroppen skal bruge en masse sukker på den fysiske udfoldelse, og de skal balancere blodsukkeret nærmest på en knivsæg. Hvis vi kan hjælpe og støtte dem, så de får en følelse af kontrol og forudsigelighed og værktøjerne til at regulere deres diabetes, når de dyrker sport, kan de også regulere det til daglig«, forklarer Esben Thyssen Vestergaard.

Diabetes stjæler 1 time om dagen

De to læger ser hver deres patienter til konsultationer, mens sportsfysiolog Jesper Friis Mortensen typisk går til og fra konsultationsrummene, som der er behov for det. Når det kommer til de allermest aktive patienter, bidrager Jesper Friis Mortensen med idrætsvinklen og til at forbedre præstationen. Er der tale om konsultationer for personer med type 1-diabetes, der kæmper med at få hverdagsmotionen til at fungere, hjælper han med inspiration til at komme i gang og til at få fysisk aktivitet integreret i hverdagen. Det tværfaglige samarbejde øger behandlingsniveauet, synes de.

»Hvis man kigger på befolkningen generelt, er der også mange, der har svært ved at komme i gang med at bevæge sig. Dertil skal du lægge type 1-diabetes. Så det er virkelig forbundet med nogle udfordringer, og det er svært«, siger Jesper Friis Mortensen.

»Det er også rigtig godt lige at få bragt samtalen lidt væk fra de blodsukkertal, som jeg er meget hurtig til at dykke ned i, og i stedet få talt om selve bevægelsen«, tilføjer Rakel Fuglsang Johansen.

En af de patienter, Rakel Fuglsang Johansen og Jesper Friis Mortensen ser på videokonsultation i dag, er en midaldrende mand fra Sønderjylland, som har haft type 1-diabetes i 20 år. Han planlægger en længere cykeltur i bjergene til sommer. Hans mål med forløbet er forbedret sundhed, heriblandt at få styr på vægten, at øge sit generelle velvære og at klare turen i bjergene.

Patienten har store udfordringer med sin automatiske insulinpumpe, som han ikke mener, lever op til dens målsætning om at levere »intelligent insulin«. Han har desuden den udfordring, at han ikke kan mærke, når han får lavt blodsukker. Og så bøvler han med at få sine blodsukkerdata over på cykelcomputeren.

»I dag er det tordnende højt. I går spiste jeg det samme, og der var det fint. Det er den motion, der laver ravage i det. Det er også derfor, jeg har tilmeldt mig det her forløb«, fortæller han lettere frustreret.

Han tilføjer:

»Hvad gør andre med diabetes i forhold til motion? Jeg synes, jeg skal have meget sukker ind for at holde blodsukkeret oppe. Selv om jeg har haft det i mange år, kan jeg stadig lære noget«.

»Din pumpe ér ikke optimalt indstillet. Jeg vil til næste gang lige læse op i journalen, i forhold til hvad der er tænkt og gjort ved det. Det virker, som om du har for meget insulin i kroppen, når du træner. Cykling kan virkelig drive blodsukkeret nedad«, svarer Rakel Fuglsang Johansen ham.

Vægtøgning er et kendt problem for personer med type 1-diabetes, fordi insulinbehandlingen virker anabolt, og der ofte skal indtages ekstra kulhydrater for at behandle eller undgå lavt blodsukker.

Jesper Friis Mortensen minder ham om at være på forkant med kulhydraterne.

»Ellers ender man med at indtage meget mere, fordi man får lavt blodsukker«, forklarer han.

De aftaler, at patienten skal prøve et træningspas, hvor han slukker for sin pumpe, så der ikke frigives insulin under træning. Han skal også prøve at gøre, som han plejer, men notere ned, hvad han har gjort og spist, og så taler de om det, når de ses igen.

De er meget opmærksomme på, at det ikke må blive en stor registreringsøvelse for ham.

»Vi må ikke blive et lag, der kommer oven på alt det andet, de skal. Hvis bare vi ved, hvilken dag de har dyrket motion, så er vi allerede et stykke videre, og så kan vi jo selv se mange af deres data på computeren«, forklarer Jesper Friis Mortensen.

Personer med type 1-diabetes bruger omkring en time i gennemsnit i døgnet på diabetesrelaterede procedurer og endnu mere hos børn, fortæller Esben Thyssen Vestergaard. Oven i det har rigtig mange endog meget forstyrret nattesøvn på grund af deres blodsukker.

Det gælder også denne patient, som typisk træner efter arbejde om eftermiddagen – med den konsekvens, at hans blodsukker bliver alt for lavt om natten.

»Forestil dig, at du blev berøvet en time hver dag plus din nattesøvn nat efter nat. Det er da sindssygt hårdt. Ingen tvivl om, at det nedsætter ens livskvalitet og giver stress. Det er det, vi gerne vil ud af. De skal kunne sove om natten, og have nogle go-to’s, når de dyrker sport, så de ikke behøver tænke så meget over alle de her ting«, siger Rakel Fuglsang Johansen.

Mindre stress er vigtigere end hurtigere tider

At mindske stress og bekymring, og at patienterne får en følelse af, at de kan klare det selv. Det er for Esben Thyssen Vestergaard det allervigtigste ved deres arbejde.

»I starten tænkte jeg, at det kunne være fedt, hvis de kunne se nogle tal, der blev bedre, og at de kunne løbe hurtigere. Men når jeg nu ved, hvor stressede de er, og hvor påvirkede de bliver af deres diabetes, så er mit primære mål nu, at de skal have det bedre psykisk. Når man har det bedre psykisk, følger de andre ting jo typisk også med«.

Han tilføjer: »Det betyder meget for mig, at folk har det godt, og jeg bliver glad, når de synes, at nu har de styr på det«.

Sådan har Rakel Fuglsang Johansen det også. Hun fortæller om en patient på et tidligere hold, som altid havde haft store udfordringer med at regulere blodsukkeret. Patienten havde til sidst opgivet sin passion, som var at ride. Efter forløbet så det helt anderledes ud for hende.

»Hun sagde, hun aldrig havde haft så godt styr på sit blodsukker. Hun følte, at nu kunne hun ride på sin hest, lige når hun ville, efter mange, mange års problemer. Jeg bliver så glad, når jeg ser, at man med noget sparring kan blive hjulpet til at hjælpe sig selv til at få styr på de her ting«.

De tre har sammen med to kollegaer netop publiceret en undersøgelse i det videnskabelige tidsskrift Diabetes, Obesity, and Cardiometabolic CARE.

I deres artikel, »Clinic for athletes with type 1 diabetes: evaluation of a structured clinical care model for physically active individuals«, beskriver de, at deltagerne i programmet både oplever at få bedre viden om diabetes og får forbedringer i både trivsel og på kliniske parametre. Selv om man ikke kan fastslå en direkte årsagssammenhæng, mener Rakel Fuglsang Johansen, at resultaterne viser, at en struktureret og tværfaglig indsats – med undervisning og individuel opfølgning – både er praktisk mulig og har klinisk værdi.

»Det viser helt klart, at det rykker noget. At folk er i stand til at ændre vaner, og de er også i stand til bedre at kunne dyrke motion«, siger hun.

Normale blodsukkertal svinger også

Alt Rakel Fuglsang Johansens arbejde både klinisk og forskningsmæssigt handler om type 1-diabetes. 
Ligesom Esben Thyssen Vestergaard måler hun også ofte sit blodsukker. Indsigterne i variationen i blodsukkeret hos raske mennesker kan hun bruge i sit arbejde med patienterne.

»Jeg har opdaget, at når jeg cykler på arbejdet lige efter en portion havregryn til morgenmad, som øger ens insulin, så får jeg faktisk meget lavt blodsukker, inden jeg når over på arbejde. Det er jo interessant at vide, hvis det egentlig er noget, der sker normalt« siger hun.

Rakel Fuglsang Johansen dyrker selv løb på konkurrenceplan.

»Når jeg dyrker intervaltræning, får jeg for højt blodsukker. Hvis jeg er til konkurrence, kan jeg få meget højt blodsukker. Mange patienter tror, at blodsukkeret altid skal være mellem 3,9 og 10. De tror ikke, det bliver så lavt og så højt hos folk uden diabetes«, fortæller Rakel Fuglsang Johansen, der, før hun selv fik en sensor på, ikke anede, hvad hendes blodsukker var, eller hvordan det varierede.

»Hvis ikke man måler på raske folks blodsukker, kan man godt få et skævt billede af, hvad folk med type 1-diabetes helst skal ligge på«.

Hun præsenterede for nylig noget af sin forskning på den store årlige internationale sportsmedicinkonference i København. Her præsenterede hun sin gruppes arbejde med testning af forskellige mælkesukkerarter forud for træning ved type 1-diabetes. Deres drøm er at lave det perfekte før sport-produkt til type 1-diabetes, som kan modvirke hypoglykæmi og hyperglykæmi før og under træning og undgå at aktivere de intelligente insulinpumper til at levere ekstra insulin.

»Mange tror, at kulhydrat altid påvirker blodsukkeret ens, men det gør det ikke. Forskellige fødevarer og sukkerarter får blodsukkeret til at stige og falde forskelligt – og det er vigtigt at forstå, hvis man vil kunne styre det«, forklarer Rakel Fuglsang Johansen og giver et eksempel:

»Hvis man spiser ren glukose, bliver blodsukkeret hurtigt højt og falder hurtigt igen. Hvis man spiser fruktose, stiger blodsukkeret lige så langsomt og fladt og kan holde blodsukkeret oppe i længere tid. Det, vi indtager, gør noget meget forskelligt ved vores blodsukker. Det kan vi udnytte, f.eks. når vi skal træne eller hen over natten. Hvis man ikke ved det, synes man jo, det bliver så vilkårligt, hvad ens blodsukker gør«.

Af samme årsag har Rakel Fuglsang Johansen en forkærlighed for bananer og bælgfrugter, som giver en fladere blodsukkerkurve. Man kan nemlig ikke undgå at blive lidt »fagskadet«, når man til daglig arbejder med blodsukkeret. Esben Thyssen Vestergaard kunne f.eks. aldrig drømme om at drikke en sukkersodavand, som han kalder »regulær selvskade«.

»What, har du også for højt blodsukker?«

Rakel Fuglsang Johansen præsenterede også på sportskonferencen, hvad der sker med blodsukkeret, når man konkurrerer – både med og uden diabetes.

»Når du træner, suser blodsukkeret op og ned. Vi ville gerne vise, at det er normalt at få højt blodsukker, når man konkurrerer. Det gør det også, når man ikke har type 1-diabetes. Det er normal fysiologi«.
Siden de fleste patienter har fået en CGM på, er de også blevet opmærksomme på høje og lave tal, som de ellers ikke lagde mærke til. Så sensorerne kommer ikke kun med øget tryghed, fortæller Rakel Fuglsang Johansen.

Derfor bruger både Esben Thyssen Vestergaard og Rakel Fuglsang Johansen deres egne observationer, når de taler med patienterne.

En patient havde til Esben Thyssen Vestergaard udbrudt: »What, får folk uden diabetes også så højt blodsukker?«, da Esben havde fortalt om sit eget blodsukker, der aftenen forinden var på 12,7 efter et normalt aftensmåltid.

»De tror jo, de altid skal ligge under 10, for ellers har de fejlet, men det er faktisk okay og helt normalt at komme op på 12-13 stykker«, siger Esben Thyssen Vestergaard.

»Det bliver folk bare så glade for at høre, især også i forhold til konkurrencesport. For det føles virkelig, som om man fejler, hver gang man er ude at lave konkurrencer, fordi blodsukkeret er alt for højt, Men det har vi jo undersøgt, og det er det også for folk uden diabetes, fordi det skyldes de stresshormoner og adrenalin, man har, når man skal konkurrere«, supplerer Rakel Fuglsang Johansen.

De vurderer begge, at det netop er forcen i deres tilgang: at de selv er passionerede om sport, blodsukker, præstationer og data.

»De her ting er ikke alt sammen noget, man bare kan læse sig til. Man skal bruge sig selv og selv nørde i tallene. Man får det meget mere under huden og på en helt anden måde, når man selv står i situationerne og kan forklare det meget mere autentisk til folk«, forklarer Esben Thyssen Vestergaard.

Online konsultationer om motion og type 1-diabetes

Rakel Fuglsang Johansen håber også at kunne dokumentere effekten af et andet tilbud i klinikken, nemlig onlinekonsultation om motion og type 1-diabetes, som i modsætning til de lange forløb for idrætsaktive kun består af 1-3 videokonsultationer, hvor man kan få rådgivning i at klare fysiske aktiviteter i hverdagen og diabetes.

Tilbuddet er så populært, at næste tid ligger ude i efteråret, fortæller hun.

Før i tiden fik patienter med type 1-diabetes at vide, at de måtte opgive sport. Det har ændret sig, men det hænder stadig, og for de fleste med type 1-diabetes er der store udfordringer med at regulere blodsukkeret i forbindelse med motion eller fysisk aktivitet. Mange må opgive konkrete idrætsformer.

»Der kommer bare så mange henvisninger hver uge. I starten skulle vi reklamere for tilbuddet, men nu går det bare af sig selv. Det siger også lidt om behovet«, siger Rakel Fuglsang Johansen.

Hun oplever også, at sundhedsfaglige rundtom i Danmark rækker ud og ønsker mere viden om motion og diabetes, fordi det er en »svær nød at knække«.

Den næste patient, Rakel Fuglsang Johansen får op på videoskærmen, er netop en midaldrende kvinde, der har fået tid til en motionskonsultation.

Hun bor et sted omkring København og har haft diabetes i mange år. På det seneste har hun fået sværere ved at regulere sit blodsukker, når hun dyrker motion, og har flere gange måttet tage lange pauser på grund af hypoglykæmi.

Kvinden går dagligt 4 kilometer til og fra arbejde og går desuden på fitnesshold nogle gange om ugen. Altid udstyret med »druesukker i alle lommer«.

Hun bruger insulinpen, og Rakel Fuglsang Johansen mistænker, at hun tager en smule for meget af det langtidsvirkende insulin, og rådgiver hende til at tage en enhed mindre fremover.

Og så gentager hun det budskab, som går igen mange gange den dag: »Om formiddagen er det lettere at træne end om eftermiddagen, fordi man er beskyttet af sin kortisol«.

Patienten oplever dog også, at morgenerne er begyndt at drille, hvor hun tidligere har kunnet træne uden problemer.

»Det er, som om det har ændret sig. Måske er det min alder, hormoner og andet. Jeg har haft langt flere fald i mit blodsukker, end jeg har haft tidligere« siger kvinden.

Rakel Fuglsang Johansen har patientens blodsukkerdata på en skærm ved siden af: »Du blev jo lav i går, kan jeg se, hvad gjorde du så?« spørger hun.

»De sidste par gange har jeg måttet sætte mig i busskuret og spise druesukker og vente på, jeg var klar til at gå videre«, fortæller patienten.

Rakel Fuglsang Johansen minder hende om at tage druesukker, inden alarmen lyder. Helst allerede ved blodsukker på 5 og ikke først på 3,9, fordi der er latenstid mellem sensormålingen og det reelle blodsukker. Derudover rådgiver hun hende til at spise lidt skyr om morgenen. At tage ekstra insulin til frokosten, fordi denne ligger mange timer før hendes eftermiddagstræning. Spise 10-20 gram kulhydrat, før hun går hjem og indtage som fast rutine 3-5 druesukkertabletter en halv time inde i træningspasset, så blodsukkeret ikke kommer for langt ned.

De aftaler, at kvinden selv tager kontakt, hvis hun har brug for endnu en konsultation.

»Det er et typisk tilfælde, hvor vi kan hjælpe med at justere lidt, så hun forhåbentlig kan fortsætte en helt almindelig dag med arbejde, motion og træningscenter. Nogle gange er det bare små greb, men selvfølgelig ikke altid«, siger Rakel Fuglsang Johansen efter konsultationen.

»Vi underviser i, hvad det er for nogle ting, der spiller ind på blodsukkeret, når man træner. Og der er mange, der siger – også folk, der har haft diabetes i mange år: Det anede jeg da ikke. Vi håber jo at kunne give dem de her værktøjer, så de kan hjælpe sig selv bedre«.

Der er også stadig mange ting, lægerne stadig »ikke aner«.

»Det her er jo et ret uudforsket område, næsten lige meget hvad man gør, så er det nyt«, som Esben Thyssen Vestergaard formulerer det.

Kvinden fra motionskonsultationen påpegede selv, at det kunne være hendes alder og ændring i hormoner, der drillede hende. Og det kan ikke udelukkes, siger Rakel Fuglsang Johansen. Hun forklarer, at diabetesforskningen, ligesom mange andre områder, har et efterslæb i forhold til forskning i kvinder.

»Der er jo meget større hormonudsving, og der mangler i den grad studier på området. Vi prøver altid at få kvinder med i vores studier, men det er svært at tiltrække kvinder. Så der er en overvægt at studier udført på mænd«.

Rakel Fuglsang Johansen, Esben Thyssen Vestergaard og Jesper Friis Mortensen gør sig løbende tanker om, hvordan man kan løse patienternes udfordringer med at dyrke motion. Hver gang der er noget, som undrer dem i klinikken, undersøger de, om det kan omsættes til konkrete studier.

Lige nu arbejder de blandt andet – i samarbejde med både nationale og internationale forskere – på at udvikle et produkt, der kan indtages før træning og stabilisere blodsukkeret under fysisk aktivitet. Samtidig fortsætter arbejdet med formidlingsinitiativer til personer med type 1-diabetes om træning.