Åbent brev til PLOs bestyrelse fra 14 medlemmer: Hvis vi får indført ændringer i vores love, som gør det muligt at sanktionere og i sidste ende ekskludere medlemmer, der ikke retter ind efter flertallet, er det et afgørende brud med de foregående knap 50 år i PLO. (Læs svar fra PLOs formand og PLO Region H i bunden af teksten.)
I en tid, hvor PLO af mange gode grunde skal være visionære, er det vores forventning til bestyrelsen, at den har fokus på at samle alle gode viljer i vores speciale.
Med dyb bekymring har vi i PLO’s nyhedsbrev fra september læst om forslag til ændring af vores love med den hensigt at kunne sanktionere eller eksludere medlemmer. Forslaget kommer, fordi enkelte medlemmer i Region Hovedstaden har valgt at arbejde i 1813 på trods af formandens opfordring til at undlade dette, så længe PLO ikke har en aftale med 1813. Disse kolleger optræder illoyalt, men ikke overenskomststridigt, da de er ansat under aftale med andre delforeninger. Imidlertid er det ikke vores ærinde at forsvare de berørte 1813-læger, som vi stadig mener handler ukollegialt.
Derimod vil vi forsvare de demokratiske principper, som PLO er bygget på. PLO blev dannet i 1967 som en faglig organisation for selvstændige praktiserende læger. En gruppe af læger med meget forskellige arbejdsvilkår og måder at organisere sig på, men med samme opgaver i forhold til at være en vigtig del af det nære sundhedsvæsen. Gennem alle årene har PLO forhandlet vekslende gode overenskomster hjem, indholdet har været afhængig af den politiske virkelighed på begge sider af bordet. Men PLO har altid, trods diversitet i repræsentantskabet og blandt medlemmerne, formået med dialog og argumenter at holde sammen på flokken. Inden for de seneste år er dette blevet alvorligt testet, hvor afstemninger i repræsentantskabet og blandt medlemmer næsten har delt PLO i to. Den lim, der skal holde os sammen, skal være, at vi gerne vil hinanden, at vi respekterer vores forskelligheder og meninger.
Hvis vi får indført ændringer i vores love, som gør det muligt at sanktionere og i sidste ende ekskludere medlemmer, der ikke retter ind efter flertallet, er det et afgørende brud med de foregående knap 50 år i PLO.
Man kan indvende, at ændringen kun er beregnet på ukollegiale læger, der arbejder i 1813. Men er lovene først ændret, kan de anvendes i andre sammenhænge fremover. I referatet fra mødet i PLO-H d. 24/8 2015 står: ”Vi kunne ønske at PLO og PLO-R (regionalt) kunne tildele medlemmer en trinvis sanktion, hvis medlemmerne forbryder sig mod den politik, der er (demokratisk) vedtaget i enten PLO eller PLO-R, startende med advarsel, herefter bod/bøder og til sidst eksklusion, hvis medlemmet forsætter med sin ,forbrydelse'”.
Ingen af de andre delforeninger i Lægeforeningen har indført paragraffer i deres love og vedtægter, der blot minder om dette!
Hele denne proces er foregået relativt upåagtet af os medlemmer, da vi ikke er blevet spurgt eller informeret om det før nu via en kort meddelelse i et nyhedsbrev fra PLO. Vi savner i denne sammenhæng, at vores organisation giver plads til en ordentlig demokratisk information/debat blandt medlemmerne, før en så vigtig beslutning kan træffes af repræsentantskabet.
Derfor, kære bestyrelse: Vi er en broget flok i PLO, som vi har været det igennem i næsten 50 år. Vi har alle stor veneration for vores fag og patienter og vil gerne kunne fortsætte en udvikling båret på trods af vores forskelligheder. Faktisk mener vi, at mangfoldigheden er et godt varemærke. Vi har brug for jeres gode argumenter og visioner med respekt for, at vi ikke alle har samme mening. Vi mener, at sammenhold er rigtigt godt, men det opstår og eksisterer ikke under trusler om sanktioner eller eksklusion. Vi vil gerne inkluderes i PLO´s fremtid.
Læs også artikel: PLO-Hovedstaden vil sanktionere 1813-læger
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
SVAR
Flemming Skovsgaard, formand for PLO-Hovedstaden
Interessekonflikter: ingen
Det er en relevant debat, mine kolleger i DULM rejser. Og jeg kan godt forstå, at forslaget om at indføre sanktionsbestemmelser mod medlemmer af PLO vækker stærke følelser. Men med udgangspunkt i 1813-sagen har bestyrelsen for PLO-Hovedstaden valgt at rejse en væsentlig debat, som handler om grænserne for fællesskabet og om, hvordan vi er loyale over for hinanden og over for det fælles bedste.
PLO-Hovedstaden og PLO-centralt har gennem et par år kæmpet en hård, men forgæves politisk kamp for at sikre de bedste rammer for patienter med akut behov for lægehjælp. Det er en kamp, som indbefatter, at det er lægerne, der visiterer, kører på sygebesøg og tager ansvar for vagtordningen – alt sammen til gavn for patienterne.
Senest har PLO været igennem et langstrakt forhandlingsforløb med Region Hovedstaden i første halvdel af 2015. Kampen tages ikke bare for lægerne i Region Hovedstaden, men for hele landet, da 1813-moddelen hurtigt kan sprede sig til andre regioner.
I disse forhandlinger blev vi svækket af, at adskillige PLO-medlemmer var ansat i 1813 i klar modstrid med PLO’s fælles og meget klare opfordring.
Ved at arbejde for 1813 svækker enkelte af vores medlemmer vores forhandlingsposition og styrker et 1813, som ikke er til gavn for patienterne.
PLO-Hovedstadens bestyrelse tillader sig derfor at rejse et generelt spørgsmål: Hvis man nyder godt af PLO’s fællesskab herunder ydelser og service, kan man så samtidig være illoyal og underminere vores muligheder på bekostning af det store flertal?
Det er baggrunden for, at PLO-Hovedstaden har taget handsken op og tager drøftelsen af, hvad fællesskabet betyder. Når vi kan se, at opfordringer ikke har betydning for den enkelte, hvordan reagerer vi så som organisation?
Kunne det f.eks. være ved advarsler, bøder, udelukkelse fra efteruddannelse eller i yderste fald måske eksklusion?
Jeg bakker i hvert fald op om, at en ekstern advokat kan se på rammerne for, hvad der er muligt.
Men jeg vil gerne understrege, at PLO er et fagligt fællesskab for alle praktiserende læger.
Hvis det ender med, at PLO’s repræsentantskab efter en grundig debat vedtager sanktionsbestemmelser, skal det derfor stå krystalklart, at disse bestemmelser alene kan komme i anvendelse i helt ekstraordinære situationer. Ingen skal frygte sanktioner, blot fordi de mener noget andet end flertallet.
Men jeg synes, at vi skylder hinanden en debat om, hvad organisationen kan gøre, når et medlem svigter fælleskabet gennem en aktiv og bevist handling. Er det ikke nødvendigt, at organisationen så kan handle – for fællesskabets skyld?
---------------------------------------------------------------------------------
SVAR
Christian Freitag, formand for PLO
Interessekonflikter: ingen
Kære kolleger – tak for jeres indlæg. Jeg er enig i, at vi praktiserende læger er en broget flok, og at PLO som forening skal kunne rumme divergerende synspunkter, også når bølgerne går højt.
PLO-Hovedstaden har stillet forslag om, at medlemmer af PLO, der i strid med PLO’s anbefaling tager ansættelse i 1813, skal kunne udsættes for sanktioner. PLO-Hovedstaden ønsker dette forslag behandlet på PLO’s repræsentantskabsmøde i november.
PLO’s bestyrelse har ikke taget stilling hverken for eller imod dette forslag. Men vi har ment, at det er vigtigt at få klarhed over, om sådanne sanktionsbestemmelser rent juridisk kan indføres inden for rammerne af Lægeforeningens vedtægter.
PLO har derfor taget sagen op i Lægeforeningens bestyrelse. Her var der tilslutning til at iværksætte en juridisk undersøgelse af, om indførelse af sanktioner mod PLO-medlemmer, der tager ansættelse i 1813, er en mulighed.
Hvis det kommer dertil, at der på PLO’s repræsentantskabsmøde skal tages stilling til et konkret forslag om sanktioner, vil sagen naturligvis blive forelagt som en del af dagsordenen. Og der vil være alle muligheder for en grundig debat både forud for mødet og på selve mødet, hvor forslaget evt. skal behandles.
