Tak for at fortælle Ugeskrift for Læger (2023;185/17:1562-1566), hvordan det opleves at være læge på Østerbro i København. Jeg er glad for, at vi kan få forskellige synspunkter på og beskrivelser af vores arbejdsdag frem i debatten om, hvorvidt/hvordan almen praksis også kan blive nødt til at se på de samlede ressourcer i vores »sektor« i forhold til de behov, der samlet set stiger brat i Danmark hos både syge, lidende og bekymrede borgere.
Nu nævner du jo mig ved navn, og det fremstår, som om jeg ikke har villet diskutere med dig. Jeg mindes dog ikke, du har henvendt dig, og vil hellere end gerne diskutere disse meget vigtige, men ømtålelige emner om prioritering i vores »sektor«, som vi ikke kan få hul på, nok fordi vi alle hver især har skabt mening og formål i det, vi har bygget op, og det vi udøver som læger, uanset hvor vi praktiserer, og hvad dagen går med.
Du bliver citeret for at sige »Folk tror, at lægerne på Østerbro har det nemt, fordi patienterne ikke fejler noget« og »Vi hører ustandseligt om, at vi har det alt for nemt her på Østerbro, mens det er så slemt at være læge og patient i udkantsdanmark«. Du synes, det fremstilles, som om du ikke kerer dig om dine patienter – »og i øvrigt fejler mine patienter ikke en skid«. Jeg har ikke skrevet (endsige læst andre skrive) noget af ovenstående, som »folk tror«, eller I »hører« på Østerbro, hverken om lægerne eller patienterne.
Jeg forsøger at leve op til min »ytringspligt i forhold til særlige forhold, der fremkalder sygdom, øger ulighed i sundhed eller medfører uhensigtsmæssig ressourceudnyttelse«, jf. vores fags pejlemærker (DSAM).
Jeg har tilladt mig at beskrive forskellene på Nørrebro (det nye Vesterbro) og Nysted – fordi jeg simpelthen ikke i min vildeste fantasi kunne forstille mig, at de knap 4.000 patienter jeg begge steder har deltaget i at tage hånd om og behandle, kunne have så forskellige lidelses- og sygdomspanoramaer. Det er som to verdener.
Man tror det ikke, før man er i det. Mere end 10% har DM2, ca. 6% har diagnosticeret KOL (hertil lige så mange med symptomer uden diagnoseønske), 61% over 50 år gamle, kun 12% er under 16 år. Jeg har sendt flere i kræftpakke og arbejdet med flere kræftpatienter og deres senfølger i Nysted på et år, end jeg gjorde på 16 år på Nørrebro. Dem, der især bærer alle disse sygdomme, er ganske gamle »indfødte«, som har levet et langt og meget arbejdsomt liv, mange i landbrug til langt over pensionsalderen, betalt mere skat end de fleste direktører og været gode samfundsborgere. Så har vi et kontingent tilflyttere, som typisk er filtreret ud af hovedstaden, hvor de ikke havde råd til at bo længere. De har oftere svage sundhedskompetencer og tidlig debut af multisygdom, og det er dem, der trækker levealderen ned på Lolland og Falster, det er der dokumentation for. Der mangler halvdelen (uden korrektion for sygdomsbyrde eller sundhedskompetencer) af det antal læger, der ville sikre alle borgerne på øerne den mulighed for kontinuitet, der følger af at have sin egen læge, den lægelige kontinuitet, som netop de sygeste borgere ville kunne profitere allermest af.
Jeg har også beskrevet, at mit arbejde på Nørrebro betød lange arbejdsdage og lange konsultationer om komplekse eksistentielle, sociale og psykologiske problemer – problemer, som jeg ikke var uddannet til at håndtere, men jeg prøvede naturligvis, ganske ligesom du gør, at hjælpe de lidende. Set i bakspejlet fungerede jeg som selvlært sjælesørger, psykoterapeut, socialrådgiver, patientadvokat, coach og flere andre funktioner, som jeg mener andre fagligheder eller civilsamfundet kunne have varetaget lige så godt eller bedre.
Jeg har også understreget, at lægearbejdet i mit nuværende revir er det mest fagligt spændende og stimulerende, jeg har haft, selvom jeg har skullet genoptræne mit lægelige skøn i forhold til at diagnosticere somatiske sygdomme, som jeg ikke havde set længe eller nogensinde i mit virke i København, men det hjælper, at det trods alt er inden for det pensum, jeg har været igennem i min lange uddannelse. Og hvert ekstra minut brugt på patienten er åbenlyst givet godt ud. Når man kører tilbage mod København, mens man tager sig af supervision, videokonsultationer og skriftligt arbejde, så tænker man: »Godt du var der i dag«.
Du fortæller: »Her er masser af syge mennesker, som har brug for lægehjælp«. Du beretter om mange unge studerende, som ikke fejler så meget somatisk, men mange døjer med massive mistrivselsproblemer, og om unge forældre, som har alt for mange projekter og skal gennemføre »ironman«, som virkelig stresser dem og fremmer mistrivslen – »det er helt vildt, hvad de pålægger sig selv«. De ringer så, »fordi de føler sig trætte og gerne vil have taget en blodprøve. Andre oplever angst eller depression«.
Jeg husker, at du i din KBU hos os på Nørrebro undrede dig over, hvor mange patienter der havde problemer af eksistentiel eller psykologisk karakter uden at fejle andet, og som kom til lægen med dem, og at du spurgte i supervisionen, om der da ikke fandtes noget, der hed »tag dig sammen-terapi«. Jeg husker dig som både en humoristisk, omhyggelig, dygtig og meget empatisk begavet læge, og jeg er helt sikker på, at du strækker dig langt og er vellidt blandt alle de borgere i den flok, som nu er dine patienter. Derfor kan du ikke tage flere patienter. Dog har du kolleger ganske tæt på, som har over 1.000 flere patienter, som også synes, de gør det godt.
Du opfatter måske det, jeg skriver, som kritik af dig og dine patienter, men det er det jo ikke. Mine indspark i debatten handler om, hvordan vi skal bruge de samlede almenmedicinske kræfter i Danmark bedst. Lige nu er der enorm ulighed i sundhedsvæsenet, også i almen praksis, fordi tilgængeligheden er fra 0 til, i min optik, skadeligt høj – helt afhængig af, hvor vi befinder os, hvordan vi organiserer os, og hvor meget lægen fortyndes og fordeles.
Lige nu befinder vi os i en tid, hvor vi forventes at håndtere og ikke mindst løse alt fra banaliteter over livskriser til komplekse multisyge kronisk syges helbredssituation. Efterspørgslen er nærmest uendelig. Og så lægges der lige mange timers arbejde med attestering og bureaukrati oveni. Vi er nødt til som samlet stand at bidrage til en prioriteringsindsats.
Jeg har foreslået, at vi overlader nogle af opgaverne til andre, helt uden vores indblanding: psykologer med ydernummer (stress, belastninger, mistrivsel), farmaceuter på apoteket (alt om udlevering af medicin), socialmedicinere på regionale centre (jobcenterattester), forsikringsselskaber (brug af sundhedsforsikring), et fungerende PPR (børn og unge i mistrivsel), patienten selv (tro- og loveerklæringer om sygdom), sundhedsplejersker og jordemødre (raske børn og gravide), osv.
Jeg har også foreslået, at vi i normtallet skeler til, hvilke patienter vi betjener, undersøger og behandler. Det tager bare længere tid at have med mange multisyge og komplekst syge at gøre, hvis man skal være samvittighedsfuld og omhyggelig. Hvis man ikke vil se det i øjnene, så vender man det blinde øje til realiteterne.
Det betyder bestemt ikke, at jeg synes, almen praksis skal laves om til ældre- eller multisygdomsambulatorium, eller hvad jeg ellers er blevet skudt i skoene. Eller at jeg devaluerer nogens indsats. Vi skal da stadig se en masse syge børn og voksne og være gatekeepere i den virkelighed, jeg forestiller mig. Men vi har i min optik fejlet bigtime som stand ved at fralægge os ansvaret for at løse vores opgaver i mange områder, hvor de sygeste og mest trængende er bosiddende, og overladt det til »samfundet« at tage ansvaret for lægemangel. Hvis vi fortsat vil have betydelig indflydelse på udformning af løsninger og aftaler om vores virke, så må vi også tage ansvar som stand, også for at fordele os, så de sygeste får vores hjælp. Ingen magt uden ansvar. Og hvis vi ikke selv byder ind, så vil nogle andre givetvis gøre det.
