Opråb fra Østerbro: »Her er masser af syge mennesker«

»Jeg har købt en caffe latte til dig«.

Marie Baunsgaard griner fra det ene øre til det andet, da hun byder mig papbægeret. Man er vel fra Østerbro – bydelen, hvor det gode liv helst leves med en tempereret caffe latte i hånden.

Det er netop stereotyper, vi skal tale om. Eller det, som Marie Baunsgaard oplever som enøjede stereotype forestillinger om pylrede, raske patienter og »smart-i-en-fart-læger« på Østerbro i København.

Klichéerne provokerer og irriterer hende.

»Vi hører ustandseligt om, at vi har det alt for nemt her på Østerbro, mens det er så slemt at være læge og patient i udkantsdanmark«, siger Marie Baunsgaard.

»Det er bare ikke det billede, jeg ser på Østerbro. Jeg synes helt sikkert, at vi skal være meget bedre til at hjælpe både læger og patienter i udkantsdanmark. Men hvorfor den polarisering? Her er masser af syge mennesker, som har brug for lægehjælp. Men de bliver konstant udskammet i medierne og får at vide, at de spilder sundhedsvæsenets tid«.

Til Marie Baunsgaards frustration fylder det polariserede billede mere og mere i både sundhedspolitikken og mediebilledet.

Det er næppe tilfældigt. For selvom vi er et rigt samfund, skærpes kampen om sundhedsvæsenets ressourcer i disse år. Diverse kommissioner er netop nu i færd med at gentænke alle dele af sundhedsvæsenet. Ressourcer skal fordeles anderledes. Honorarer skal justeres. De stærke skal klare mere selv. De svageste skal have mere hjælp og støtte.

Og de svageste bor ikke på Østerbro.

Stress og mistrivsel

Marie Baunsgaards praksis ligger på Østerbrogade i hjertet af bydelen. En klassisk gammel herskabslejlighed med kringelkroge og højt til stukloftet danner ramme om en samarbejdspraksis for 44-årige Marie og en anden praktiserende læge.

Venteværelset er af den slags, man faktisk får lyst til at opholde sig i. Ved det store vinduesparti mod gården ligger »coffee table-bøger« om bl.a. indretning og tapas, og i børnehjørnet bugner fletkurve af Brio-togbane og kulørte Duplo-klodser. Fra konsultationslokalerne mod gaden er der udsigt til Sortedamssøen, hvor en mindre hærskare af fyraftensmotionsløbere så småt er begyndt at indfinde sig på grusstierne.

Her ved folk godt, at det er vigtigt at dyrke motion. Og spise sundt. Og lade være med at ryge.

Men det er ikke hele sandheden om sundhedstilstanden hos patienterne i Marie Baunsgaards praksis.

De godt og vel 1.850 patienter strækker sig fra dem i boligblokkene med alvorlige sociale og sundhedsmæssige problemer over de ældre patienter med multisygdom til en masse ressourcestærke erhvervsaktive, der på overfladen ser lette ud.

Skraber man lidt i overfladen, ser det dog mere broget ud, fortæller Marie Baunsgaard:

»Vi er ikke bare en caffe latte-drikkende bydel, hvor alle køber måltidskasser og har sit på det tørre. Det er rigtigt, at jeg har mange unge studerende, som ikke fejler så meget somatisk. Men mange af dem døjer med massive mistrivselsproblemer, fordi de mangler ballast i deres liv til at håndtere de svære ting i livet. De fylder meget«.

Det gør de 35-50-årige også. Mænd og kvinder på hendes egen alder, der slås med at få karriere, børn og deres egne forventninger til livet til at mødes.

Så ringer de til lægen.

»De har rigtig travlt. Når jeg hører, hvad de skal nå i deres liv, tænker jeg, at det er mennesker, der nærmest har to fuldtidsjobs. Det er der ingen, der kan holde til. Fint, at de har små børn og ambitioner på arbejdsmarkedet, men behøver de samtidig at tage en MBA, træne op til en ironman og sætte en ødegård i Sverige i stand? Det er simpelthen helt vildt, hvad de pålægger sig selv«.

Men er det et anliggende for en læge at skulle tage sig af den slags problemer – unge, der mangler ballast, og ambitiøse børneforældre?

»Det bliver det, fordi de kan blive syge af det, og mange af dem har det rigtig svært. De ringer ikke og siger, at de er stressede, men en del ringer, fordi de føler sig trætte og gerne vil have taget en blodprøve. Andre oplever angst eller depression«.

Er det meningsfuldt for dig som praktiserende læge – også selvom dine patienter ikke er lige så syge som patienter på Lolland?

»Ja. For de er syge på en anden måde. Jeg kan godt se, at nogle af mine konsultationer mere nærmer sig coaching end den tidligere klassiske almen praksis-lægerolle. Men mange af mine patienter formår – efter samtaler med mig og eventuelle andre tiltag – at få vendt og ændret deres liv, så de undgår at blive langtidssygemeldt med en depression eller med angst. Og det er altså en god forretning for samfundet«, siger Marie Baunsgaard.

Pas dig selv og spørg Google

Patienten er 74 år. En ressourcestærk kvinde. Hun har fået at vide på sygehuset, at hun selv skal tjekke svaret på sin blodprøve.

Marie Baunsgaard fortæller om kvinden, som hun så forleden. Patienten er en af de stærke, velfungerende patienter, som mange nu mener skal klare mere selv. Det mantra er oppe i tiden. Det går igen i politiske udmeldinger om prioritering og ny kurs for sundhedsvæsenet, ligesom det f.eks. også spiller en rolle i Lægeforeningens politik om social ulighed i sundhed fra november 2021.

»Min patient kan godt selv finde ud af at se sit blodprøvesvar. Men hun kan ikke forstå, hvad tallene betyder for hende; hun mangler alle mellemregningerne og forklaringerne – og så kan hun blive bange og tro, at nu skal hun dø«, siger Marie Baunsgaard.

Hun ser det som en falliterklæring, hvis læger ikke vil vedstå sig deres ekspertrolle og ansvar over for alle patienter – også de ressourcestærke.

»Mange af mine patienter er ressourcestærke – bevares. Men hvad efterlader vi dem med i sundhedsvæsenet? At google sig til svarene. Det er simpelthen ikke i orden«, siger Marie Baunsgaard.

»Det skaber en kæmpeangst hos folk, at de selv skal finde og forstå svarene. Med Google er du kun tre klik væk fra en kræftdiagnose. Hvis du googler forhøjede leukocytter, har du leukæmi. Det kan godt være, at du er direktør i en stor virksomhed, men hvad fanden ved du om leukocytter?«

De »rigtige« familielæger

Men hvor kommer klichéerne fra? Alle de stereotype forestillinger om læger og patienter på Østerbro?

Marie Baunsgaards pil peger i flere retninger.

Vi kan begynde med et debatindlæg om problemer med rekruttering af læger til udkanten, som to VIVE-forskere havde i Dagens Medicin i juni. De skrev bl.a., at vi bør overveje, »om normtallet for patienter knyttet til en lægekapacitet skal være forskelligt, afhængig af om praksis ligger på Østerbro eller i Nykøbing Sjælland«.

Marie Baunsgaard reagerede med en skarp kommentar om, at hun som læge på Østerbro er træt af at blive brugt som eksempel på en læge, der har det for nemt.

Hun nævner også den tidligere DSAM-formand Anders Beich, som til flere medier har fortalt om sit skift fra en københavnerpraksis til en praksis i Nysted på Lolland. Et skift i lægerolle fra at være »mere case-manager end læge«, til rigtig at kunne bruge sin lægefaglighed på de mange multisyge patienter på Lolland.

Marie Baunsgaard kender Anders Beich og var turnuslæge i hans praksis på Nørrebro. Hun sætter stor pris på ham. Men hun er rygende uenig i hans fremstilling af de københavnske patienter – »og det har jeg også forsøgt at diskutere med ham«.

Lægernes fagblad går heller ikke ram forbi. I sin kommentar til VIVE-debatindlægget i Dagens Medicin skrev Marie Baunsgaard, at hun savner nuancer, når bl.a. Ugeskrift for Læger »svømmer over med beskrivelser af de rigtige familielæger på landet« – i modsætning til smart-i-en-fart-lægerne i byen, »der kører tidligt hjem i vores Porsche, fordi vi har behandlet nok klamydia for i dag«.

Jeg har skrevet flere af de artikler i Ugeskrift for Læger, der handler om familielæger på landet og deres tætte forhold til patienterne. Det er derfor, jeg nu sidder her – for at blive klogere på lægelivet på Østerbro.

Marie Baunsgaard læner sig frem mod mig og siger:

»Jeg bliver provokeret af, at linjerne bliver trukket så skarpt op. Det fremstilles, som om de ,gode og rigtige’ læger er på landet, mens jeg, direkte eller indirekte, bliver fremstillet som en læge, der ikke kerer mig om mine patienter – og i øvrigt fejler mine patienter ikke en skid … Det er bare ikke det, jeg oplever! Og det gør mine kolleger i mit lokale lægenetværk her heller ikke«.

Mindre tid til de stærke

Forleden dukkede en ny undersøgelse om ulighed i sundhed op i nyhedsstrømmen. Institut for Folkesundhed på SDU har påvist, at personer med længere uddannelse eller højere indkomst bruger sundhedsydelser som f.eks. praktiserende læger mere, end personer med kortere uddannelse eller lavere indkomst gør.

Konklusionen overrasker ikke, for vi har hørt den mange gange før. Ulighed i sundhed er veldokumenteret og stigende, og Honorarstrukturrådet for almen praksis opererer da også med forslag om omfordeling til gavn for de patienter, der har de største behov.

Er du modstander af at omlægge honorarer, så en læge som dig får mindre fremover, mens en læge i udkantsdanmark får mere?

»Jeg anerkender, at der er problemer med rekruttering til udkantsdanmark, men jeg er bare ikke sikker på, at det kun handler om penge. Jeg tror, at man kunne bedre arbejdsforholdene betydeligt ved f.eks. at sikre, at praktiserende læger i Region Sjælland får bedre mulighed for at henvise til praktiserende speciallæger. Vi kan godt se på, om nogle læger skal have mulighed for længere konsultationer. Men det skal ikke defineres ud fra postnummeret, for det passer ikke, at jeg bare kan tage flere patienter«.

Hvor mange patienter har du normalt på en time?

»Fire«.

Nogle storbylæger sætter jo kun ti minutter af til hver patient. Kan du ikke også have seks patienter i timen?

»Det synes jeg ikke. Hvorfor er det, folk tror, at mine patienter kan spises af på så kort tid? Jeg skal hente patienterne i venteværelset, de skal fortælle, hvad det drejer sig om, de skal have bukserne af, så jeg kan undersøge dem, de skal have bukserne på igen, jeg skal skrive journal og måske henvisning og recept, vi skal aftale videre behandlingsforløb, og så skal jeg sende dem ud ad døren igen på en ordentlig måde. Det kan jeg ikke gøre på ti minutter. Jeg ville få stress af det«.

Hun trækker luft ind og siger så:

»Selvfølgelig skal vi give god behandling til ham på Lolland, der har mistet sin fod, fordi han ikke har passet sin diabetes. Men det skal da ikke ske på bekostning af direktøren, som jeg hjælper med at håndtere stress eller angst. Jeg er ked af at sige det, men det er min direktør, der betaler regningen for ham med den amputerede fod«.

Sundhedsforsikring

»Hvorfor har sådan en praktiserende læge egentlig en sundhedsforsikring?«

Det var øjenlægen, der stillede spørgsmålet, da Marie Baunsgaard for nogle dage siden var til konsultation hos ham.

»Jeg svarede ham, at jeg som praktiserende læge simpelthen ikke tør vente på, at der på et eller andet tidspunkt skal blive plads til mig i køen. Hvordan er mine patienter stillet, hvis jeg må sygemeldes i 8, 12 måske 20 uger? Jeg tør simpelthen ikke andet«, forklarer hun.

2,7 mio. danskere har en sundhedsforsikring. Og selvom læger overvejende er mere kritiske end resten af befolkningen i holdningen til sundhedsforsikringer, er der dog en del læger, der selv forsikrer sig. Sidste år viste en undersøgelse fra Kantar Gallup for Ugeskrift for Læger f.eks., at 33% af de praktiserende læger har en sundhedsforsikring, mens andelen i FAS og Yngre Læger er henholdsvis 17 og 16%.

De unge studerende med dårlig trivsel i Marie Baunsgaards praksis har som regel ikke en sundhedsforsikring. Men det er der mange andre, der har. For eksempel nogle af de ambitiøse børneforældre, der skal have lægens hjælp til at få greb om deres pressede liv.

Kan sådan nogle patienter ikke bruge deres sundhedsforsikring til at få hjælp til at håndtere deres stress fra en coach eller psykolog, så de ikke bruger dine tider her i praksis?

»Det kan de godt. Men hvorfor har så mange fået en sundhedsforsikring? Det har de, fordi de ikke stoler på, at de kan få den hjælp, som de har behov for – og som jeg mener, at de har krav på. Vi bidrager alle til samfundet, så godt vi kan, men der er opstået sådan en konsensus om, at de, der har, ikke må få noget tilbage; de skal bare give mere og mere. Det vil jeg godt advare mod, for på et tidspunkt siger de stop. Så vil de ikke være med til at bidrage mere«.

Men sundhedsvæsenet er presset, og hvis man vil give mere tid til de tungeste patienter, så er der jo nogle, der mener, at den tid skal tages fra patienter som dine.

»Ja, men jeg ved ikke, om du kan forestille dig, hvor hurtigt man kan gennemføre en samtale med et menneske i krise. Det gør man ikke på ti minutter – og jeg kan simpelthen ikke fatte, at det skal være finere at fejle noget somatisk på Mors eller Lolland, end det er at fejle noget psykisk på Østerbro. Den antagelse ligger vel egentlig til grund for hele udsultningen af psykiatrien. Der ligger implicit en anklage om, at alt det, jeg laver, er nemt. Nogle af mine patienter er nemme, men det er saftsuseme ikke dem alle. Og du kan sjovt nok ikke uddelegere mennesker i krise til sygeplejerskerne, som du kan med diabetes«.

De udskammede

Hun har altid været »draget af København«. Men bortset fra besøg hos mormor og de årlige Tivoliture var det ikke brokvarter og storbyliv, der prægede Marie Baunsgaards opvækst i en lille by på landet mellem Vejle og Horsens.

Men siden 2000, da hun begyndte på medicinstudiet på Københavns Universitet, har den østjyske muld været skiftet ud med hovedstaden. Hjemmet med manden og de to børn på 10 og 13 år ligger bare fem-ti minutters cykeltur fra praksis.

Det var egentlig ikke meningen, at Marie Baunsgaard ville bo så tæt på sit arbejde, men sådan er det blevet, og det er hun rigtig glad for i dag. Også selvom hun af og til støder ind i sine patienter i sin fritid.

»Jeg var helt sikker på, at det var noget, jeg ikke ville bryde mig om, men jeg har fundet ud af, at det overhovedet ikke generer mig. Det er faktisk helt fint og okay«.

Hun smiler. Det gør hun tit. Og griner. Marie Baunsgaard er tydeligvis glad for sit lægeliv på Østerbro. Det er travlt; husleje i København er dyr, hun arbejder cirka 45 timer om ugen, men hun har hjemmearbejdsdag en dag om ugen, når lægevikaren er i klinikken. Hun har sekretær; ingen sygeplejerske, men hun overvejer at ansætte en.

Og så er hun rigtig glad for arbejdet med sine patienter.

»Jeg tror også, det er derfor, det provokerer mig sådan, at mine patienter bliver fremstillet så karikeret – som nogle, der hele tiden drøner til lægen med ligegyldige småting«.

Marie Baunsgaards blik er fast og vedholdende. Hun siger:

»Vi skal mindske ulighed i sundhed og løfte tilbuddet til de svageste. Det er jeg enig i. Men det er urimeligt, hvis det får som konsekvens, at vi forringer behandlingen af de ressourcestærke.

Man taler så meget om, at man ikke må udskamme folk i dag, men mine patienter bliver ustandseligt udskammet. Hvorfor udskammer vi de mennesker, som rent faktisk kan finde ud af at passe deres diabetes og hypertension; mennesker, som motionerer, spiser sundt og lader være med at ryge? De bliver gjort til nogle røvhuller. Men de burde få en medalje«.

Nede på Østerbrogade skærer en partybus sig langsomt frem i bilkøen. Festklædte unge mænd ser søgende fra bussens glimtende røde lys ud over menneskemængden på fortovet. Her kanter folk sig forbi en tv-kendis, der er faldet i snak med en bekendt. Den ene siger noget sjovt, og de griner højt. Rundt om søen løber motionisterne nu endnu mere tæt.

Det er her, det festlige, glade og sunde liv leves. Sådan ser det i hvert fald ud på overfladen.