Lægeforeningen i nyt politisk udspil om ulighed i sundhed: Vi skal gøre mere forskel på patienterne

Læger bør sætte mere tid af til konsultationer med kortuddannede patienter og patienter med et meget lille netværk, som ofte ikke har så mange ressourcer.

Til gengæld kan mange ressourcestærke patienter med godt netværk klare langt mere selv og behøver ikke at »blive holdt i hånden« af lægen på samme måde som hidtil.

Sådan lyder det fra Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, i dette interview om Lægeforeningens nye politiske udspil om social ulighed i sundhed. I alt 17 konkrete initiativer skal mindske social ulighed i sundhed – fra højere afgifter på tobak og usunde fødevarer til bedre lægedækning, mindre brugerbetaling og mere håndholdt behandling af udsatte patienter med multisygdom.

Undervejs bliver der trådt på nogle traditionelt ømme tæer i sundhedsvæsenet. For eksempel når det kommer til at gøre mere forskel på de tilbud, patienterne får.

»Vi har haft en ,one size fits all’-tankegang. Men der er ingen tvivl om, at der er nogle patientgrupper, der har behov for, at vi er langt mere vedholdende, støttende og opsøgende. De har måske brug for hyppigere kontakt til hospital eller praksis, for flere samtaler og for hyppigere kontroller og opfølgning. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi, at de udebliver, og vi taber dem«, siger Camilla Rathcke.

Hun mener, at patienter, der udebliver fra behandling, skal mødes af en helt anden tilgang end i dag. De har hverken brug for flere ulæste rykkerbreve i deres e-boks eller for straf i form af forslag om gebyr på grund af udeblivelse.

»Hvis patienter udebliver fra en behandling, har vi hidtil i alt for høj grad haft den generelle holdning, at så må de sejle deres egen sø. Hvis det skal være på den måde, må de selv om det. Den tankegang skal vi væk fra. I stedet for at afslutte dem, når vi ikke har hørt fra dem og rykket dem skriftligt nogle gange, skulle vi for eksempel prøve at ringe til dem og spørge, hvad der forhindrer dem, og om der er problemer med den måde, vi kommunikerer på. Det bør være ,forbudt’ at afslutte folk, før vi reelt ved, hvorfor de udebliver, eller hvordan de i stedet får hjælp«.

Mindre service

Men hvis læger skal sætte mere tid af til nogle patientgrupper, må de skære ned på andre. Der er da også patienter, som sagtens kan klare sig med andre tilbud end de nuværende, mener lægeformanden.

»Der er nogle ressourcestærke patienter, vi skal gøre mindre for, og det er nok sådan nogle som du og jeg. Patienter, der har brug for for eksempel blodprøvekontrol et par gange årligt, men hvor man i stedet kan aftale, at patienterne selv skal tjekke resultatet af blodprøven, og hvor der ikke aftales tid til konsultation eller anden form for opfølgning. Og hvor de selv giver lyd fra sig, hvis de får det værre. Hospitalet eller praksis følger naturligvis med på afstand og kan tilbyde årlig kontrol, men sætter ikke yderligere ressourcer af forlods. Der er konsultationer – både besøg og telefonsamtaler – vi faktisk godt kan undlade«, siger Camilla Rathcke og tilføjer:

»Men vi har brug for politisk opbakning, hvis vi ikke længere skal give alle patientgrupper samme niveau af tilbud. Det kan vi ikke bare gennemføre selv i sundhedsvæsenet«.

Ressourcestærke mennesker kan jo også få svære depressioner, kræft og blodpropper, så det er vel vigtigt, at lægen ikke slipper tøjlerne helt?

»Ja, og derfor er det heller ikke en skrivebordsøvelse, hvor patienterne inddeles efter deres indkomst og uddannelse. Vi er nødt til at lave en individuel vurdering og forventningsafstemning med patienterne«, siger Camilla Rathcke.

Størrelsen af sociale ydelser

Social ulighed i sundhed er velbeskrevet og veldokumenteret. Mennesker med kort uddannelse eller lav indkomst har markant øget risiko for både somatiske og psykiatriske sygdomme. Og når de bliver syge, bliver de ramt hårdere end de bedrestillede og ressourcestærke patienter. Det resulterer ikke blot i kortere levetid, men også i dårligere livskvalitet og ringere mulighed for at leve det liv, de ønsker.

Læger skal gå forrest i arbejdet for at sikre mere lighed i sundhed, hedder det i Lægeforeningens politiske udspil. Både i deres eget møde med patienterne, og når de som gruppe er med til at påvirke indretningen af sundhedsvæsenet.

»Vi kommer med udspillet, fordi vi i stigende grad oplever, at der bliver mere ulighed i sundhed. De mennesker, som vi ønsker at hjælpe allermest, får mindst ud af de brede indsatser, vi sætter i søen for at mindske uligheden og forbedre folkesundheden. Det er uacceptabelt, og derfor er der behov for, at vi i langt højere grad målretter vores indsatser«, siger Camilla Rathcke.

Med det ny politiske udspil bevæger Lægeforeningen sig på visse punkter ud over det rent sundhedsfaglige. I udspillet hedder det blandt andet, at børnefattigdom giver dårligere forudsætninger for at leve et godt og sundt liv, og at »de sociale ydelser i Danmark bør have et mindsteniveau og indrettes, så ingen børn vokser op i fattigdom«.

Hvorfor mener Lægeforeningen noget om, hvor store sociale ydelser skal være?

»Det gør vi helt bevidst, fordi vi mener, at samfundet langt tidligere bør gøre noget aktivt for at forebygge sygdom og dårligt helbred. Vi ved, at vi kommer til at se de mest udsatte borgere i sundhedsvæsenet senere, og vi ved også, at de med bedre og tidligere hjælp kunne have undgået mange af de sygdomme, de kommer til at få«, siger Camilla Rathcke.

Det er velkendt, at uligheden starter tidligt – inden fødslen – og forstærkes livet igennem af faktorer som familie-, skole-, bolig- og arbejdsmarkedsforhold. Men læger ser ofte først konsekvenserne, når patienter, typisk i voksenalderen, har udviklet alvorlige sundhedsproblemer. Og på det tidspunkt kan det være vanskeligt at ændre fundamentalt ved forudsætningerne for et sundt liv uden sygdom, fremgår det af den ny ulighedspolitik. Derfor anbefaler Lægeforeningen da også en egentlig folkesundhedslov, som kan sikre, at lighed i sundhed bliver behandlet tværgående og bliver løftet op på den politiske dagsorden.

En dårlig oplevelse

Patienters sundhedsadfærd har stor indflydelse på, hvor syge de bliver. I 2017 stod sundhedsadfærd således for cirka en tredjedel af sygdomsbyrden. Personer med kort uddannelse ryger mere, tager mere skade af rygning, har et mere skadeligt alkoholforbrug og en lavere fysisk aktivitet end personer med lang uddannelse.

Samtidig er personer med kort uddannelse og lav indkomst mindre tilbøjelige til at tage imod sundhedstilbud om screening, opfølgningstest og vaccinationer, og de har et større frafald fra behandlinger.

Konsekvensen er, at der blandt udsatte grupper er en overrepræsentation af sent opdagede, alvorlige sygdomme.

Det kan sundhedsvæsenet modvirke ved at række ud og gøre adgangen nemmere for de borgere, der ikke selv er opsøgende, fremgår det af det ny politikudspil. Derfor skal sundhedstilbud i højere grad placeres være der, hvor de udsatte borgere bor og kommer, såsom væresteder, socialforvaltning og uddannelser. Der er endvidere behov for videncentre, som kan rådgive læger i både primær og sekundær sektor om en indsats for de borgere, der for eksempel på grund af etnicitet, seksualitet eller afhængighed føler sig marginaliseret af sundhedsvæsenet og ikke opsøger det selv.

Men mødet med sundhedsvæsenet kan også være en blandet oplevelse for udsatte mennesker. Enlige mænd, borgere med svær psykisk sygdom, personer med minoritetsbaggrund samt LGBT+-personer er forholdsvis sjældne gæster i venteværelserne, og når de endelig dukker op, har mange en oplevelse af at blive mødt af uvidenhed eller modstand, fremgår det af udspillet. Ulighed i sundhed kan også opstå i mødet mellem læge og patient. Et møde, der for nogle patienter kan være forbundet med skam, usikkerhed og frygt.

Av, det gør da ondt i selvforståelsen – gør det ikke?

»Vi skal kunne rumme alle patienter, og det kræver noget særligt af os læger. Vi vil ofte være nødt til at bruge mere tid. Samtidig skal vi være ekstremt opmærksomme på, at det ikke er alle patienter, der har nemt ved at gå ind til os og vise os tillid og give os den rigtige historie. De kan godt sidde og putte med deres symptomer i lang tid, og nogle får det aldrig sagt. Derfor skal vi på medicinstudiet have større opmærksomhed på grupper, der er eller kan føle sig som minoriteter«, siger Camilla Rathcke.

Er I læger da ikke gode nok til det i dag?

»Når nogle patienter møder sundhedsvæsenet med skam, usikkerhed og frygt, behøver det ikke at have noget med sundhedsvæsenet at gøre. Det kan også bero på noget i én selv, for eksempel på grund af kultur. Det er vi opmærksomme på, men vi er tilsyneladende ikke dygtige nok, for vi mister stadig patienter på gulvet. Tilliden er ikke givet. Den skal vi gøre os fortjente til ved at være imødekommende og rummelige – og give tid«.

Hårdt arbejde at være multisyg

Der skal tages langt bedre hånd om patienter med multisygdom. For det kan være en temmelig ressourcekrævende opgave at passe flere kroniske sygdomme med kontroller og undersøgelser på flere hospitalsafdelinger og ofte også på flere hospitaler. Det skal gøres langt mere smidigt og enkelt, påpeger Camilla Rathcke. For multisygdom har en kraftig social slagside og rammer særligt de mest udsatte.

Den praktiserende læge eller den patientansvarlige læge har et særligt ansvar for at agere tovholder og koordinere og tilpasse den sårbare patients forløb, og sygeplejersker eller social- og sundhedsassistenter kan være opsøgende støttepersoner.

»Borgere, der fejler flere sygdomme, har brug for en langt højere grad af koordination mellem de specialer, der håndterer deres sygdom«, fastslår Camilla Rathcke.

Der er dog flere måder at gøre dette på. Hospitaler kan oprette egentlige centre for multisygdom, hvor man for eksempel samler flere internmedicinske specialer, men der kan også være tale om at etablere én indgang for patienten med bedre koordinering og information.

»Vi skal ikke nødvendigvis bygge mursten om det hele«, siger Camilla Rathcke og understreger:

»Vi har arbejdet en del med dette tema i de senere år, men uden at nå i mål. Vi har brug for at gøre en langt større indsats, ikke mindst fordi vi ser ind i et par årtier med flere ældre med multisygdom«.

Denne artikel er tilføjet enkelte afsnit og en faktaboks og er derfor ikke helt identisk med den udgave, som bringes i printudgaven af Ugeskrift for Læger nr. 23.

Lægeforeningen: Gør bajere, bolcher og burgere markant dyrere

Læs hele udspillet

Læs mere:

Overlægen sagde undskyld til Jørgen: »Vi gjorde det ikke godt nok«

Læge i udkanten: »Jeg har jo næsten ingen patienter at nedprioritere«

Ny forening vil danne bro mellem danske læger og patienter med minoritetsbaggrund