Content area

|

Overlægen sagde undskyld til Jørgen: »Vi gjorde det ikke godt nok«

Et møde med en utilfreds patient kan være en katalysator for nye tanker og ideer – hvis man tør lytte. Det var i hvert fald det, der skete for overlæge Jens Rasmussen, da han i maj mødtes med en frustreret patient. Mødet har sat strøm til ideer og initiativer, der skal sikre, at sygehuset bliver bedre til at rumme sårbare og socialt udsatte patienter. Det handler om hunde, øl, VIP-betjening af hjemløse og meget mere.
Jørgen Jørgensen siger, at han stadig har lidt ondt i knæet, når han går. Så går det bedre, når han cykler. Jens Rasmussen undersøger knæet igen og konstaterer, at der stadig er lidt væskeansamling efter det slag, Jørgen fik, da han faldt af cyklen. Foto: Claus Boesen
Forfatter(e)
Bodil Jessen, boj@dadl.dk

Jørgen Jørgensen græd, da han humpede ud af Akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital. Han magtede ikke at vente mere. Der var ­ingen, der havde talt med ham, mens han sad der i venteværelset, og han følte, at han blev forbigået. Tiden gik, og den ene time tog den næste.

Han var faldet på cyklen, det gjorde rigtig ondt i knæet, og han var bekymret for, om der var noget, der var brækket. Alligevel gik han fra Akutmodtagelsen uden at have fået undersøgt sit knæ.

For smerterne i knæet var ikke det værste. Jørgen følte sig såret på sin sjæl.

Jørgen Jørgensen er grønlænder, han er socialt udsat og tidligere hjemløs, og han var sikker på, at han ikke var velkommen i Akutmodtagelsen, fordi han er mørk i huden og ikke så pæn i tøjet som de andre i vente­værelset. Der var ikke nogen, der havde sagt det til ham, men det var den oplevelse, han fik. Og det var derfor, han valgte at gå.

Jens Rasmussen er ledende overlæge på Akutafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, og det er ham, der sidder på sit kontor og fortæller om Jørgen Jørgensens triste møde med Akutmodtagelsen.

Emnet for interviewet er social ulighed i sundhed – et langvarigt og kedeligt bekendtskab i sundhedsvæsenet, som med faste mellemrum har det med at dukke op i digre rapporter, farvestrålende powerpoint-præsentationer og stort anlagte konferencer med masser af skæve søjlediagrammer og smukke intentioner.

Ulighed i sundhed er »en topprioritet« for regeringen. Det har det været før, men desværre er resultaterne lige så nedslående, som arbejdet virker sisyfonisk. Uligheden stiger år for år på stort set samtlige målbare parametre.

Noget er galt.

Undskyld

Men for overlæge Jens Rasmussen blev ulighed i sundhed pludselig personificeret og uhyre konkret, da en patient med et dårligt knæ stod foran ham en majdag i år. En ­patient, som ikke havde følt sig velkommen på Bispebjerg. Det var Jørgen.

Mødet kom i stand, fordi Amagerbladet med Hus Forbis mellemkomst havde skrevet en artikel om Jørgen Jørgensens oplevelse i Akutmodtagelsen, og da journalisterne kontaktede Jens Rasmussen for at få en kommentar, kvitterede overlægen med en invitation til den frustrerede patient.

Jens Rasmussen ville gerne undersøge Jørgen Jørgensens knæ og høre om hans dårlige oplevelse i venteværelset. Og så ville han gerne sige undskyld.

»Jørgens historie ramte mig meget. Jeg har det rigtig dårligt med, at han fik sådan en oplevelse her hos os. Han følte sig såret over vores opførsel, og det gjorde mig trist«, siger Jens Rasmussen.

Ved mødet spurgte han Jørgen Jørgensen, hvordan han gerne vil have, at de skal behandle ham. Og Jørgen var ikke krævende.

»Det er de små ting. Jørgen kunne godt tænke sig, hvis en af de ansatte en gang imellem var kommet over til ham og havde spurgt, om det gik godt, og om han måske ville have en kop kaffe. Det var sådan noget … de små ting. Jørgen ved godt, at han ser lidt anderledes ud, og han har brug for, at vi – over for de andre i venteværelset – viser, at vi accepterer ham. At vi viser, at han godt må være der«, fortæller Jens Rasmussen.

Under samtalen kom det også frem, at Jørgen Jørgensen godt ved, at han ind imellem kan drikke lidt for meget. Men han fremstår som en yderst venlig, høflig og ­stilfærdig mand, og han var hverken fuld ­eller højtråbende, da han var på Akutmod­tagelsen med sit dårlige knæ.

»Han fortalte, at han ikke altid kan holde ud at vente helt så lang tid, som andre patienter kan. Hvis han skal vente meget længe, kan han godt få lidt abstinenser, så hvis vi kunne tilbyde ham lidt for abstinenser, eller vi måske kunne tilbyde ham en øl, som han kunne sidde og drikke udenfor, mens han ventede, så ville det være rart. Det var ikke noget, han krævede, men som han sagde: Det er jo min hverdag«, fortæller Jens ­Rasmussen.

Få en øl, mens du venter

Jørgen Jørgensen fortæller, at han havde en rigtig dårlig oplevelse på Akutmodtagelsen, men at det har været dejligt at tale med Jens Rasmussen om det. »Jeg kom af med mine frustrationer, og jeg håber, at det kan være med til, at det bliver bedre«, siger Jørgen. Foto: Claus Boesen Jørgen Jørgensen fortæller, at han havde en rigtig dårlig oplevelse på Akutmodtagelsen, men at det har været dejligt at tale med Jens Rasmussen om det. »Jeg kom af med mine frustrationer, og jeg håber, at det kan være med til, at det bliver bedre«, siger Jørgen. Foto: Claus Boesen

Jens Rasmussen er speciallæge i almen ­medicin og akutmedicin, og han har i flere år arbejdet med at se på de vanskelige overgange – eller sprækker – i sundhedsvæsenet, som nogle patienter falder igennem.

Jørgen Jørgensen er en af de patienter, som faldt igennem sprækkerne. Men han har samtidig med sin hudløst ærlige, stilfærdige fortælling formået at sætte mange tanker og konkrete initiativer i gang hos Jens Rasmussen, der går ud på at skabe et sundheds­væsen, der er langt mere rummeligt over for sårbare og udsatte patienter. Kodeordene er fleksibilitet, respekt, brugerinddragelse og sprængte rammer – eller for at være mere konkret: at kunne tilbyde en øl, passe husdyr og se udsatte borgere og hjemløse som VIP-borgere med vigtige ressourcer.

Var det, der skete for Jørgen, en fejl i jeres systemer og jeres setup, eller var det en ­menneskelig fejl?

»Det er et godt spørgsmål. Både og. Vi har et triageringssystem, som vurderer efter ­skadens alvor, men det tager ikke hensyn til de parametre, som Jørgen har – sårbarheden og det at have svært ved at vente i lang tid. Vi prøver at prioritere børn og ældre demente, men vi har ikke været tilstrækkelig opmærksomme på andre sårbare grupper. Vores ­personale er meget dedikeret, og de vil rigtig gerne. Men vi gjorde det ikke godt nok. Vi mangler lige det sidste – at hjælpe med de små ting. Det kan for eksempel være at tilbyde en hjemløs patient, at han kan sætte sig udenfor på en bænk med en øl, mens han venter«.

Kan man godt skænke en øl i en akut­modtagelse?

»Vi skal behandle vores patienter ordentligt med værdighed og med en høj faglighed, og så må vi gøre det, der skal til«.

Så det er et ja?

»Ja. Altså, folk skal ikke sidde i vente­værelset og drikke sig fulde og råbe højt, men jeg tror, det er vigtigt, at vi øver os i at blive bedre i patientkontakten og bedre til at vise, at vi har forståelse for individuelle behov. Vi skal håndtere den ulighed, der jo er et faktum«, siger Jens Rasmussen og fortsætter:

»I akutområdet har vi prioriteret faglighed, simulationstræning og flow, og vi er blevet supergode til det, men vi har brug for at rette fokus mod momentet, nærheden og det at lytte. Det tager fra sekunder til minutter at vise overskud og forståelse og gå over til Jørgen og spørge, om vi kan gøre noget for ham i den lange ventetid. Det gælder alle ansatte – fra sekretær til overlæge. Men det er noget, der kræver stort mod, for kontoret og personalerummet er mere trygt end venteværelset. Til gengæld tror jeg, at det giver større arbejdsglæde at vove sig ud, for det ­giver en følelse af at have gjort en forskel«.

Begrænset af vanetænkning

Det at ville gøre noget ved den sociale ulighed i sundhed er som at sparke en åben dør ind. Alle klapper og bakker op. Ingen er imod.

Regeringen er med. Regionen er med. ­Direktionen er med. Lægerne er med. Per­sonalet er med.

Men det massive fokus har i årevis været omvendt proportionalt med resultaterne, og for Jens Rasmussen er det vigtigt, at indsatsen ikke munder ud i endnu en flot illustreret publikation uden konkret handling. Der skal forandringer til, som rent faktisk hjælper de hjemløse.

Men det kræver, at de vante rammer sprænges.

  • »Det er os, der er den. Det er mig, der er den. Og vi skal finde løsninger sammen med almen praksis og kommunerne«

Jens Rasmussen, ledende overlæge

»Når Jørgen kommer her med sit dårlige knæ, så burde vi for eksempel tilbyde ham at blive her og få røntgenfotograferet lungerne eller få tjekket leveren på levercirroseklinikken og få ordnet sine sår i hudafdelingen. Vi kan indlægge ham en dag eller to, hvis det er det, der skal til for at nå det hele. Så ved jeg godt, at nogle hjemløse vil sige, at de ikke kan, fordi de har en hund, der skal ­passes, men det skal vi også kunne ordne«.

Kan I passe hunde?

»Ikke nu, men det vil vi gerne kunne hjælpe med. Hvis vi vil sikre os at kunne gøre noget for en person som Jørgen, så må vi også sørge for, at hunden bliver passet. Vi skal skabe rammer, der er anderledes og har fokus på, hvad de socialt udsattes behov er – det er den eneste måde, vi kan skabe lighed på«.

Det er en meget utraditionel tankegang – det er øl, og det er hunde …

»Og rotter. Der er en af vores patienter, der har en masse rotter. Bispebjerg ligger i et område med mange socialt udsatte, og det sætter sit præg«, siger Jens Rasmussen og tilføjer:

»Vi føler, at vi er lidt begrænsede af vores egne rammer og af vores egen tankegang, men personalet er superrummeligt, og der er en stor lyst til at gøre noget nyt og sprænge rammerne. Vi skal bare i gang – og det har vi så småt taget hul på«.

VIP – very important patient

Jens Rasmussen blev i marts 2020 ledende overlæge for den samlede Akutmodtagelse på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Er uddannet som speciallæge i både almen medicin og akutmedicin og har frem til sin nuværende ansættelse været specialeansvarlig overlæge for akutklinikken på Amager Hospital i ti år. Foto: Claus Boesen Jens Rasmussen blev i marts 2020 ledende overlæge for den samlede Akutmodtagelse på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Er uddannet som speciallæge i både almen medicin og akutmedicin og har frem til sin nuværende ansættelse været specialeansvarlig overlæge for akutklinikken på Amager Hospital i ti år. Foto: Claus Boesen

For nylig holdt direktionen, akutmodtagelsen og de afdelinger, hvor man ofte møder og behandler socialt udsatte patienter, en temadag på Bispebjerg om socialt udsatte i sundhedsvæsenet. Her fremlagde dedikerede ­socialsygeplejersker bl.a. inspirerende tanker og ideer om, hvordan den ulighed i sundhedsvæsenet, som personalet oplever hver dag, kan ændres. For Jens Rasmussen var det en øjenåbner, der viste, hvor meget hospitalet egentlig kan gøre – hvis der er vilje til det.

»På hudafdelingen betragter de for ­eksempel de hjemløse som VIP-borgere. De hjemløse kommer foran i køen og kommer til med det samme. Det er nødvendigt, for ­ellers er de væk, og så ser vi dem først igen, når der er infektion i sårene. Vi skal se dem som VIP-borgere, og så skal vi have udbredt kendskabet til de interne tilbud her på hospitalet, som er relevante for denne gruppe patienter«.

Ideer er der nok af. Spørgsmålet er, hvornår der sker noget. Nogle forandringer kan en afdeling selv sætte i gang, andre kræver hele hospitalets fokus, og så er der de forandringer, der er afhængige af andre aktører – kommune, almen praksis, private.

Men der er også forandringer, som mest af alt handler om at se udsatte og sårbare mennesker og deres virkelighed i et andet lys. Som handler om holdningsændringer.

»På hospitalerne har vi haft en tendens til at sige, at det er almen praksis eller kom­munen, der skal gøre noget for de socialt ­udsatte, fordi vi er for specialiserede til, at en patient som Jørgen er vores problem. Men det er forkert – mange udsatte og hjemløse kommer ikke i almen praksis, de kommer hos os i akutmodtagelserne, og vi skal kunne rumme og hjælpe dem, når de dukker op. Det er os, der er den. Det er mig, der er den. Og vi skal finde løsninger sammen med almen praksis og kommunerne«, siger Jens Rasmussen.

Til sidst – og måske vigtigst af alt – mener Jens Rasmussen, at sundhedspersonale har brug for et nyt og mere nuanceret billede af de ressourcesvage og socialt udsatte borgere. Jørgen Jørgensen viste sig for eksempel at være fuldt ud i stand til at give udtryk for sine oplevelser og følelser. Og han bidrog med flere konstruktive løsningsforslag.

Man skulle bare spørge ham.

»Personer som Jørgen er ikke kun ressource­svage. Hjemløse og andre sårbare grupper har ressourcer og kompetencer og kan bidrage til løsninger. Måske kan vi tilbyde, at Jørgen eller andre kan hjælpe os og tilknytte dem til vores klinik? Det er vigtigt, at vi ikke kun ser dem som problemet, men snarere som en del af løsningen. Det kræver bare, at vi lytter til dem«.

Bag om historien

Ugeskrift for Læger fik ideen til denne artikel ved at læse Amagerbladets reportage fra mødet mellem Jørgen Jørgensen og Jens Rasmussen. Vi interviewede Jens Rasmussen og mødtes efterfølgende med Jørgen Jørgensen og Jens Rasmussen til en kortere samtale samt fotografering ved Akutmodtagelsen på Bispebjerg.

LÆS OGSÅ 

Den sociale ulighed i sundhed består – og stiger

Læge i udkanten: »Jeg har jo næsten ingen patienter at nedprioritere«

Blad nummer: 

Right side

af Sarah Wåhlin-Jacobsen | 12/08
2 kommentarer
af Sebastian von Huth | 09/08
2 kommentarer
af Philippe Adam Grandjean | 08/08
5 kommentarer
af Rune Jacobsen | 06/08
5 kommentarer
af Anna Sofie Bech | 02/08
4 kommentarer
af Lars Bønløkke | 01/08
13 kommentarer
af Henrik Ib Nielsen | 01/08
2 kommentarer
af Jamila Stephanie Hussein Eriksen | 01/08
2 kommentarer