Den sociale ulighed i sundhed består – og stiger

Det høstede øjeblikkeligt roser fra både politikere og patientorganisationer, da PLO i sidste uge indgik overenskomst med regionerne og som en del af aftalen landede en ny landsdækkende ordning med sundhedstjek til psykisk og fysisk handikappede samt opsøgende arbejde blandt psykisk syge og andre udsatte danskere. En skridt i den helt rigtige retning, lød det om ordningen, der rækker ud mod nogle af de danskere, der oplever allerstørst ulighed i sundhed.

Overenskomstaftalen indebærer oprettelse af et nyt ydelsesnummer, der giver den enkelte praktiserende læge mulighed for at tage ud til udsatte og ressourcesvage patienter, som i mange tilfælde ikke selv ville gå til lægen, ligesom det giver mulighed for at besøge udsatte familier med sårbare børn.

Aftalen betyder, at de praktiserende læger fra årsskiftet skal tilbyde sundhedstjek til voksne borgere på landets botilbud. Målet er at fange nogle af de lidelser, der ofte ikke bliver opdaget, og give borgerne bedre livskvalitet og et længere liv. I alt bor omkring 25.000 borgere i et botilbud.

I forhold til patienter med alvorlig psykisk sygdom skal de praktiserende læger fremover lave opsøgende arbejde og sikre, at patienterne bliver indkaldt og får foretaget en grundig somatisk undersøgelse.

Over for Altinget kalder sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra VIVE tiltagene »helt oplagte steder at sætte ind, hvis man vil bekæmpe den sociale ulighed«.

Både borgere med psykiske sygdomme og borgere med psykiske og fysiske handikap har en markant kortere levetid og lever i gennemsnit ca. 15 år kortere end andre danskere.

Få lyspunkter

Den nye aftale får ros, men når det gælder social ulighed i sundhed, er der ellers langt mellem lyspunkterne. Det stiller Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) skarpt på på årsmødet den 30. juni. Den lidet opmuntrende overskrift for mødet er formuleret som et spørgsmål: »Er sundhedsvæsenet med til at gøre ondt værre?«.

I indbydelsen til mødet hedder det: »Vi har hørt om ulighed til hudløshed. På konference efter konference har den veluddannede elite endevendt begrebet og lovet sig selv at gøre noget ved det. Alligevel vokser og vokser uligheden i sundheden. Måske er sundhedsvæsenet ligefrem indrettet, så det vedligeholder eller endda øger uligheden?«.

At det på en lang række punkter inden for sundhedsområdet enten går den forkerte vej eller ikke fremad, fremgår tydeligt af den store rapport »Social ulighed i sundhed og sygdom – Udviklingen i Danmark i perioden 2010-2017«, som Statens Institut for Folkesundhed (SIF) på Syddansk Universitet har lavet for Sundhedsstyrelsen. Rapporten, der kom i efteråret 2020, er den seneste oversigt over udviklingen i ulighed på sundheds- og sygdomsområdet. Den gennemgår 69 indikatorer, der tilsammen beskriver sundheden igennem et helt livsforløb fra fødsel til død.

Professor Annette Kjær Ersbøll fra SIF har stået i spidsen for rapporten og skal indlede LVS-årsmødet med at give et overblik over den nyeste viden:

»Hovedkonklusionen er, at vi på rigtig mange områder ser en stigende ulighed på sundhedsområdet«, konstaterer hun.

Den generelle ulighed i Danmark er steget i perioden 2010-2017. Den social ulighed er steget, både når det gælder sammenhængen mellem restlevetid og uddannelse og mellem restlevetid og indkomst, og når det handler om dødeligheden i befolkningen samlet set.

Faktisk er der kun på to af de 69 indikatorer tale om en entydigt positiv udvikling, hvor den sociale ulighed er faldet i perioden 2010-2017: Fødsler før uge 37 og andelen af børn, der fødes små i forhold deres gestationsalder.

Til gengæld ligger uligheden for både dødfødsler, neonatal død og dødeligheden for børn under fem år på et uforandret moderat til højt niveau.

I den anden ende af livet er der også fortsat høj social ulighed, når det gælder ældre borgeres mobilitet og kommunikationsfærdigheder.

For 63 andre indikatorer gælder det, at der enten er en lav, moderat eller høj social ulighed, og at der på en række områder har været en stigning i den social ulighed, mens uligheden på en række andre områder har været uændret fra 2010 til 2017.

Der er kun omvendt social ulighed, hvad angår alkoholindtag, hvor det er danskere med det højeste fuldførte uddannelsesniveau, der er ramt hårdest på sundheden. Her er der dog ikke sket nogen ændring mellem grupperne med et kort og et langt uddannelsesniveau, og der er tale om en lav grad af omvendt social ulighed.

Ulighed efter alvorlig sygdom

Der er en lang række faktorer, der spiller ind på udviklingen inden for de forskellige indikatorer, påpeger Annette Kjær Ersbøll, men der er et par af indikatorerne, hvor hun er mere forundret over uligheden. Det gælder blandt andet den ulighed, der slår igennem i de nationale screeningsprogrammer. De er gratis, men alligevel er den sociale ulighed vokset i perioden for for eksempel livmoderhalskræftscreeninger. Det samme gælder for screening for tyk- og endetarmskræft, hvor der er sket en signifikant stigning i den sociale ulighed blandt mænd.

»Det er også meget tydeligt, at der er stor social ulighed, når det handler om konsekvenserne af en alvorlig sygdom – både når det gælder overdødelighed og tilbagevenden til arbejdsmarkedet efter et sygdomsforløb«, påpeger hun.

Det er tilfældet for for eksempel iskæmisk hjertesygdom, cerebrovaskulær sygdom, KOL, brystkræft, lungekræft og tyk- og endetarmskræft. Ved alle sygdomme er dødeligheden i de første fem år efter sygdommen højest blandt personer med et lavt uddannelsesniveau, ligesom de heller ikke i samme omfang vender tilbage til arbejdsmarkedet.

På det somatiske område i øvrigt er der fortsat en markant social ulighed, når det handler om diabetes, mens der også er en moderat, men stigende grad af ulighed, når det handler om multisygdom – både for gruppen med to eller flere sygdomme og for gruppen med fire eller flere sygdommen. Stigningen i ulighed slår igennem hos både kvinder og mænd.

Op og ned med kontakten

At der er ulighed i sundhed, når det handler om patienter med psykisk sygdom og det mentale helbredsområde, kommer næppe bag på nogen. Uligheden slår særligt igennem, når det gælder et generelt højt stressniveau, det at være uønsket alene og sammenhængen mellem en patients bipolare lidelse eller skizofreni og egen uddannelse.

Et fokuspunkt i arbejdet for at mindske uligheden i sundhed for blandt andet patienter med psykisk sygdom er kontakten mellem borgeren/patienten og sundhedsvæsenet. Her er der som nævnt social ulighed, når det handler om brugen af de nationale screeningsprogrammer.

Også når det gælder kontakten til egen læge, er der ulighed at spore – kun i lavere grad, men uændret igennem perioden. Når det handler om både forebyggelige indlæggelser og korttidsindlæggelser er der derimod sket en signifikant stigning i den sociale ulighed. Og det samme er tilfældet for førtidspensionerne, hvor den i forvejen høje sociale ulighed har været stigende i perioden 2010-2017, viser rapporten fra SIF.

Se SIF-rapporten her.

LÆS OGSÅ 

Overlægen sagde undskyld til Jørgen: »Vi gjorde det ikke godt nok«

Læge i udkanten: »Jeg har jo næsten ingen patienter at nedprioritere«