Klart regionalt lederskab af sundhedsforskning i Danmark?

Danske Regioner har netop lanceret et ambitiøst og velkomment udspil for dansk sundhedsforskning. Udspillet blev lanceret og debatteret på et stort anlagt topmøde på Christiansborg den 9. februar .

Det var spændende og festligt at deltage i topmødet og høre indsigtsfulde og indflydelsesrige personer uddybe planerne for dansk sundhedsforskning. Honnørord og skåltaler skaber jo motivation og begejstring, og det er der brug for, også i forskning.

Lignende er imidlertid sagt og gjort før. Som klinisk forsker fik jeg derfor på topmødet lyst til at foreslå helt konkrete tiltag, som kræver vilje til klart regionalt lederskab af sundhedsforskning i Danmark.

For når vi i et højindkomstland som Danmark med rige muligheder for fri forskning, højteknologi, digitale løsninger og formidable sundheds- og socialregistre endnu ikke når i mål med forskningsresultater af størst mulig klinisk relevans, så er det formentlig ikke nok at gøre mere af det, vi plejer at gøre. Måske er tiden inde til at tænke i helt nye, regionalt forankrede strukturelle rammer for dansk sundhedsforskning?

Styrkelse af rammevilkår

At det er helt afgørende at få etableret bedre strukturelle vilkår for sundhedsforskning, var der bred enighed om på topmødet. Men hvad mener Danske Regioner egentlig med, at man vil styrke rammevilkårene for dansk sundhedsforskning? Jeg håber, at man faktisk tænker i konkrete løsninger.

Faktisk tillader jeg mig at spørge Danske Regioner ligeud, om det var en idé at oprette regionale centre for sundhedsforskning. Centre, som skulle varetage offentlig forskning af størst klinisk relevans i Danmark, sikre høj forskningskvalitet ved at trække på og etablere og fastholde relevant ekspertise, skabe kontinuitet, sikre forskningsuddannelse og støtte kliniske forskere og forskertalenter. Argumenterne for regionale forskningscentre er mange og beskrives nedenfor. 

Fri versus fast forskning

Hvis Danske Regioner skal lykkes med hurtigt og mere effektivt at få dansk forskning til at bidrage med løsninger på sundhedsvæsenets problemer, så skal Danske Regioner vise vilje til konkret lederskab af forskningen. Så er man nødt til på visse områder at gøre op med det nærmest helliggjorte begreb om fri forskning. For bedre at løse sundhedsvæsenets problemer er der brug for klart regionalt forankret lederskab og fokuseret forskning i faste og fremtidssikrede rammer.

Vi, der laver fri forskning, bruger nemlig store ressourcer på bureaukrati og på at hoppe fra tue til tue ved at skaffe midlertidige forskningsbevillinger. Vi skal hele tiden genopfinde os selv i nye frie projekter i midlertidige strukturer og rammer. Det giver på positivsiden innovation og fleksibilitet, men med en enorm slagside af tabt kontinuitet og effektivitet, når dygtige og erfarne forskere ikke får bevillinger til at fortsætte vigtig forskning.

Desuden har vi en stor mangel på involvering af klinikere i klinisk relevant forskning, af den simple grund at man som kliniker oftest ikke har tid til at lære de mange finurlige bureaukratiske krumspring, der skal til for at forske. Da klinikere er dem blandt os, som har det mest indgående kendskab til patienterne, tabes hermed både afgørende relevans i forskningen og den store motivation, der for klinikere ligger i at evaluere og forbedre behandlingsmulighederne for egne patienter. Regionale sundhedsforskningscentre med støtteteam inden for f.eks. jura, data, datamanagement og biostatistik ville håndgribeligt og konkret kunne facilitere klinisk forskning ved direkte at stille rammer, uddannelsesmuligheder og ekspertise til rådighed for den kliniske forskning. Ydermere ville vi få en længe ønsket platform for randomiserede clusterforsøg.

Samtidig med at man fastholder nuværende rige muligheder for fri forskning, er der således plads til regionalt forankret fast og fokuseret offentlig sundhedsforskning i regionale forskningscentre. 

Øvelse gør mester

Øvelse gør mester, og mester skal man være for at lave god forskning, som reelt skaber værdi for borgerne. Der laves desværre masser af forskningsresultater, som ikke kan replikeres, altså hvor andre forskere ikke efterfølgende kan genfinde resultaterne, når de tester samme hypotese. Det er spild af tid og ressourcer, for ikke at tale om den store indsats, der efterfølgende skal gøres for at tilbagerulle tiltag og behandlinger, som viser sig faktisk at være uvirksomme og unødvendige.

Man kan altså ikke bare sætte hvem som helst til at bedrive god forskning, ligesom man ikke pludselig er en dygtig hjertekirurg, hvis man ikke har lært både teorien og håndværket og øvet sig masser af gange. 

Danmark har store forskningstalenter, som på kortere tid kan opnå banebrydende resultater. Imidlertid har de fleste af os nok lært at forske via mange års hårdt arbejde. Uanset hvordan den meget store erfaring med sundhedsforskning er opnået, er jeg sikker på, at dygtige og erfarne forskere fra etablerede danske forskningsmiljøer på sygehusene, universiteterne, Statens Serum Institut, Cochrane, trial units etc. vil finde det motiverende at bidrage til at sikre kvaliteten af offentlige forskningsprojekter finansieret, ledet og drevet af regionale forskningscentre. 

Data fra Sundhedsplatformen skal gøres tilgængelig for forskning

Sidst, men ikke mindst, og selvom det er blevet sagt utallige gange før: Både klinikere og forskere skal have adgang til data fra Sundhedsplatformen. Nu!

Jeg har hørt endog meget erfarne danske forskere sige, at det kan man lige så godt opgive. At data fra Sundhedsplatformen aldrig kommer til at blive tilgængelige for klinikere og forskere, det nægter jeg at tro på. Jeg ser det som en klar regional forpligtelse hurtigt at bidrage til, at vi kan komme i gang med at arbejde med og dermed evaluere og forbedre0 data fra Sundhedsplatformen. Dette er et oplagt og afgørende skridt i retning af at bringe sundhedsforskningen tættere på klinikerne og patienterne.

Når data fra elektroniske patientjournaler gøres tilgængelige inden for rammerne af regionale forskningscentre, ville både datasikkerhed og datatilgængelighed være sikret.