Hvis ønskerne til ændringer i sundhedsvæsenet kan skrives på bagsiden af en kuvert, som formanden for Danske Regioner kækt sagde på regionernes digitale generalforsamling den 11. september, er der vel ikke behov for flere ord, men om at sætte handling bag ordene? Det kan jo ordnes i en håndevending, også uden at regeringen fører an?

Alligevel snakkes og snakkes der, og ser man på servietterne, sådan som netnyhedsbrevet Sundhedsmonitor gjorde det for 17 aktører for et par uger siden, skulle det faktisk kunne ordnes hurtigt, og KL’s og Danske Regioners nylige 12 pejlemærker for et nært og sammenhængende sundhedsvæsen modsiger det heller ikke. I august måned så man, at 44 psykiatriaktører var enige om otte forslag til, hvad en tiårig psykiatriplan bør adressere – det såkaldte PsykiatriLøftet.

De fælles pejlemærker og PsykiatriLøftet har begge som formål at presse regeringen til at gå i gang med planer for fremtidens sundhedsvæsen. KL’s og Danske Regioners pejlemærker minder imidlertid lidt om en boomerang: Hvorfor vente på regeringen?
I et interview i Dagens Medicin sidst i maj, sagde sundhedsministeren om en sundhedsreform, at selve »det grundige forarbejde ville vi være i gang med, hvis ikke vi havde haft epidemien. Vi havde planer om, at den inddragende proces skulle have været i gang nu, men det giver ingen mening, mens vi har en epidemi«, men, at han regnede med, at det ville ske i indeværende periode. Så er der jo ikke lovet for meget.

Don Quijotes kamp mod vindmøller

Kigger man i regeringens »forståelsespapir« med støttepartierne, står der ikke noget om »reform«, men at regionerne videreføres som basis for et decentralt sundhedsvæsen, at der skal skabes større sammenhæng og et bedre samarbejde mellem praktiserende læger, kommuner og regioner (igen!), at der tages initiativer med henblik på at skabe større lighed i sundhedsvæsenet (… og der jo taget et gigantskridt med oprettelse af Afdelingen for Bekæmpelse af Ulighed i Sundhedsministeriet), og tiårsplanen for psykiatri nævnes også. Og ser man endelig på sundhedsministerens tale ved regionernes generalforsamling den 11. september, var der heller ikke opmuntring at hente for de reformivrige, men genbrug af ord fra forståelsespapiret. Der blev brugt mange ord på uligheden i sundhed. Det er noget, der må bekymre alle, men med fare for at blive misforstået får man undertiden mindelser om Don Quijotes kamp mod får og vindmøller. Socialdemokratiske yndlingsidéer om nærhospitaler, tjenestepligt for læger og bedre vilkår for fødende blev der også plads til at minde om i talen, men ikke noget konkret om fremtidige ændringer af sundhedsvæsenet.

Gamle problemer, ny tænkning

Så hvad venter man egentlig på? Som bekendt førte det ikke til noget at vente på Godot. Aktørerne kan jo bare gå i gang med rigtig mange af sundhedsvæsenets klassiske og kendte udfordringer: bedre patientforløb, stigende antal kronikere og multisyge, bedre koordinering mellem kommuner og regioner, styrkelse af det nære samarbejde i bermudatrekanten: almen praksis, kommuner og sygehuse, siloøkonomi osv. Der er meget langt mellem nye udfordringer. Udfordringerne er gammelkendte, men gammelkendte metoder til at tackle dem med giver ikke stor, hvis nogen, effekt. Der er behov for nytænkning. Brug tiden på det i stedet for reformsnak.

• Der er behov for nytænkning. Brug tiden på det i stedet for reformsnak.

Kjeld Møller Pedersen

KL’s og Danske Regioners pejlemærker har en god indledning, hvor det hedder, at de udfordringer, vi står over for, kræver nytænkning og udvikling af sundhedsvæsenet, og at fremtidens sundhedsvæsen skal basere sig på det, der giver størst værdi for borgerne. Ingen kan vel være uenige – og det er nok derfor, man er blevet enige!

Jordnær reform

Det er ofte mindre indgribende tiltag, der er behov for, end vi er vant til i dag, hedder det i pejlemærkerne. På PLO’s serviet havde Christian Freitag skrevet »en jordnær reform«, og det er vel lig med mindre indgribende tiltag. Der er ikke behov for (endnu) en reform, der trænger sig på, men behov for vedvarende små og store forbedringer og evt. en plan for rækkefølgen – det peger i retning af forbedringer. Kunne vi blive enige om, at letkøbt snak om en større (strukturel) reform henvises til skammekrogen bortset fra spørgsmålet om, at de mindste kommuner kan løfte sundhedsopgaverne? Heldigvis er spørgsmålet om regionernes fortsatte eksistens lagt i graven med Venstres udmelding om at bevare regionerne og ordene i forståelsespapiret. Så behøver det ikke at skygge for debatten. Strukturelt er der også enighed om at styrke det nære sundhedsvæsen.

Det første af KL’s og Danske Regioners 12pejlemærker drejer sig da også om det nære: »KL og Danske Regioner er enige om, at der skal etableres formaliserede samarbejder mellem kommuner og regioner omkring hver af de 21 akuthospitaler. De formaliserede samarbejder omfatter også psykiatrien. I de formaliserede samarbejder skal der både være en politisk dialog og et tæt fagligt samarbejde. De overordnede politiske rammer for samarbejderne fastlægges i aftaler mellem regionen og kommunerne i regionen«.

Kommuneklyngerne godt udgangspunkt

Det første pejlemærke peger på en nærhedsmodel bygget op omkring hver af de 21 akuthospitaler. Det minder jo til forveksling om de allerede eksisterende kommuneklynger omkring akutsygehusene, der mange steder fungerer rigtig godt uden overordnede centrale retningslinjer, men som gradvist er vokset frem som svar på lokale behov og på en række felter har været nytænkende.

I de formaliserede samarbejder skal der både være en politisk dialog og et tæt fagligt samarbejde. Ordene er utvivlsomt valgt med omhu: »politisk dialog« og »tæt fagligt samarbejde«, hvor min tolkning er, at det tætte faglige samarbejde er det centrale. Man har utvivlsomt lært af den tidligere regerings kuldsejlede sundhedsreform, hvor netop den håbløse governance-model for de 21 sundhedsfællesskaber var en afgørende svaghed med overvægt af politikere og for lidt plads til det sundhedsfaglige. De overordnede politiske rammer for samarbejderne vil man fastlægge i aftaler mellem regionen og kommunerne i regionen, siger pejlemærkerne. Med andre ord: Staten behøver ikke at blande sig og sætte rammer. Men man kommer jo i samarbejdets ånd ikke uden om at forholde sig til, hvem der skal sidde i hvilke fora, og hvem der lige præcis skal bestemme hvad og hvordan.

Skal dette fungere endnu bedre, skal sygehusene forstå deres fremtidige rolle, nemlig på en og samme gang være specialiserede behandlingssteder og være servicestationer for det nære sundhedsvæsen og forstå samarbejdets svære kunst og forstå behovene i almen praksis og kommunerne, sådan som Mads Koch Hansen, tidligere cheflæge i Sygehus Lillebælt, for nylig formulerede det ved konferencen »2 dage for sundheden«. Det er sværere end det lyder, men en forudsætning for succes.

Sundhedsstyrelsens opgave

I pejlemærke nr. 6 hedder det klogt, at parterne ikke skal kunne disponere over hinandens økonomi, men afklare rammer og fjerne barrierer for det daglige samarbejde på fagligt niveau og ledelsesniveau. Sådan som det dagligt sker i kommuneklyngerne, kan man føje til. Men på den anden side tages der ikke stilling til økonomien, og ved at undlade at gøre det er der opnået enighed, men det får jo ikke problemstillingen til at forsvinde. Man kunne jo starte med at afskaffe den skadelige kommunale medfinansiering, der uden effekt flytter rundt på over 20 mia. kroner.

Er der slet ikke behov for, at de centrale sundhedsmyndigheder og regeringen involveres? Naturligvis. Overordnet for at markere retning. Der er næppe tvivl om, at regeringen vil pege på en styrkelse af det nære sundhedsvæsen som et hovedpunkt med eller uden den fikse idé om nærhospitaler. Og så naturligvis penge. Pejlepunkt 11 er klar tale: »Krav om styrket faglighed, øget kapacitet og mere ensartethed i kommunerne og bedre samspil på tværs af sektorer ledsages af den nødvendige, nationale finansiering«. Og Sundhedsstyrelsen kan passende starte et arbejde med en kvalitetsplan og kliniske retningslinjer, hvor »skal« bruges hyppigere end »kan«, når og hvis coronakampen giver mulighed for det.

Læs også: 21 miliarder kroner flyttes hvert år virkningsløst rundt mellem kommuner og regioner