21 milliarder kroner flyttes hvert år virkningsløst rundt mellem kommuner og regioner

Siden 2007 har det kommunale og regionale sundhedsvæsen bakset med en stor sum penge, mærket Den Kommunale Medfinansiering (KMF). Det drejer sig om cirka 21 milliarder kroner, som kommunerne hvert år betaler for borgernes forskellige sundhedsydelser i regionerne. Det er omkring 16 procent af regionernes samlede sundhedsbudget. Hensigten med ordningen er at opmuntre kommunerne til at erstatte borgernes brug af regionernes – dyre – sundhedstilbud med kommunale tiltag.

Det kan godt være, at der dermed hersker en forestilling om, at kommunerne har et økonomisk incitament til at oprette et nært sundhedsvæsen. Men virkeligheden er, at den eneste effekt af ordningen er, at økonomer i kommuner og regioner bliver holdt beskæftiget.

Sådan lyder det fra sundhedsøkonom, professor Kjeld Møller Pedersen i kronikken i dette nummer af Ugeskrift for Læger (s. 1892-1893).

Hans budskab er, at der ingen grund er til at vente på et udspil fra regeringen for atskabe bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet – der er intet til hinder for at gå i gang med nytænkningen ude i kommuner og regioner og almen praksis. Hvad regeringen til gengæld burde gøre, og gerne snart, mener han, er at tænke på, hvordan økonomien kan understøtte samarbejdet.

Afskaf kommunal medfinansiering

I kommunernes og regionernes nylige fællesudspil med 12 pejlemærker til fremtidens sundhedsvæsen bliver der ikke taget stilling til økonomien.

»Ved at undlade at gøre det er der opnået enighed, men det får jo ikke problemstillingen til at forsvinde. Man kunne jo starte med at afskaffe den skadelige kommunale medfinansiering, der uden effekt flytter rundt på omkring 21 milliarder kroner«, skriver Kjeld Møller Pedersen i kronikken.

Han forklarer, at der gennem årene er lavet flere analyser, bl.a. af ham selv,

som viser, at der ikke er nogen effekt af ordningen.

»Intet peger på, at KMF har påvirket indlæggelsestallet fra kommunerne«, siger han.

»Det kan ikke undre, for der mangler en forståelse af, hvordan incitamenter virker. Man misser, at det er helt afgørende, hvem der har kontrol. En ryger kan man f.eks. påvirke ved at hæve tobaksprisen. Så vil rygeren overveje at stoppe. Men hvis det overføres til kommunerne, har de jo ikke nogen indflydelse på, hvem der indlægges. Det er den praktiserende læges afgørelse. Så kan kommunerne selvfølgelig prøve at gøre folk sundere. Men det er et langsigtet projektet«.

Matadorpenge

Kjeld Møller Pedersen peger på, at ordningen er blevet yderligere overflødig, fordi beløbene er blevet stort set fastfrosset.

»Kommuner og regionerne har oplevet, at der hvert år er udsving i de beløb, der flyder mellem dem. Det giver budgetusikkerhed for begge parter, der ikke ved, hvor meget de kan forvente at hhv. give og modtage«.

Løsningen har været fastfrysning.

»Dermed er muligheden for, at den kan have effekt, forsvundet helt. Og det er i virkeligheden matadorpenge, vi taler om. For nu sker der det, at staten ud af de penge, som regionerne får til at drive sundhedsvæsenet med, forlods tager de 20 milliarder kroner. Dem giver staten til kommunerne, så de kan betale den kommunale medfinansiering og dermed give pengene til regionerne«.

»Det er den ultimative falliterklæring, og jeg undrer mig over, at ordningen alligevel fortsætter«, konkluderer Kjeld Møller Pedersen.

Belønning til det, der duer

Et enkelt element, anbefaler Kjeld Møller Pedersen, dog skal fortsætte. Nemlig den dagstakst, som kommunerne betaler hospitalerne for færdigbehandlede patienter.

»Det giver mening. Og der er et reelt incitament for kommunerne, som jo afgør, om man vil have patienten hjem, det er et spørgsmål om kapacitet«.

Kjeld Møller Pedersen foreslår, at staten i stedet opretter nogle puljer, der belønner initiativer, som fremmer sammenhængen. Det kan f.eks. være nogle af de mange projekter, der er beskrevet i de sundhedsaftaler, som kommuner og regioner indgår hvert fjerde år.

»Her er der mange forslag, og der bliver brugt meget papir og mange ord på dem. Nogle steder fungerer det, men andre steder bliver ordene aldrig omsat til handling. Jeg tror godt, man blandt dem kan finde forslag, som en statslig pulje kunne støtte og følge. Det kan f.eks. være aftaler om bedre overgange for psykisk syge, som der kunne laves forsøg med i nogle kommuneklynger, og så kan man sammenligne med kommuneklynger, hvor der ikke arbejdes med denne problemstilling. Hvis det lykkes, er der en ekstra belønning«, siger Kjeld Møller Pedersen.

Læs også kronikken "Kom da igang! Hvorfor vente på regeringen?"