Kære Klaus Larsen
Altid har jeg med største fornøjelse læst dine artikler og bøger om medicinsk-historiske emner, og i min pensionisttilværelse er dine artikler i Ugeskrift for Læger det eneste, jeg læser hver gang – og altid først.
Men denne gang [1] rammer du ikke helt skiven! Du skriver det ikke direkte, men giver alligevel det indtryk, at erkendelsen af, at børn kan føle smerte, er næsten ny. For perspektivets skyld kan jeg fortælle, at da jeg (for 80-85 år siden) skulle have fjernet polypper hos den ellers rare ørelæge fru v. Magnus i Jernbanegade, må man have haft mistanke om, at det kunne gøre ondt. Jeg fik i hvert fald fuld anæstesi, antagelig med æter (husker kampen ved induktionen og de efterfølgende opkastninger). To af mine egne børn blev opereret i 60-erne, som noget helt naturligt i fuld anæstesi.
Selv begyndte jeg i det anæstesiologiske speciale i 1960-erne og bedøvede i hele min aktive tid masser af børn, idet ingen var i tvivl om, at børnene har samme behov for smertelindring som voksne (men i mange situationer alligevel kræver særbehandling).
»Vist tog vi for år tilbage blodprøver fra en ikke bedøvet barnearm – men »tryllecremen« med lidocain eller prilocain kom altså først til siden«Niels Valentin
Selvfølgelig skal jeg ikke afvise de beskrevne tilfælde, hvor børn blev kurariseret uden at være bedøvet, men jeg er ganske sikker på, at noget sådant ikke har fundet sted i de miljøer, hvor jeg færdedes. Vist tog vi for år tilbage blodprøver fra en ikke bedøvet barnearm – men »tryllecremen« med lidocain eller prilocain kom altså først til siden. Et nok for de fleste ukendt fænomen dukker op i min erindring: cognac-sutten – og betegnelsen skal tages bogstaveligt. Ved få operationer på spæde børn, vist med de sjældne myelomeningoceler (rygmarvsbrok), sederede man med en cognac-imbiberet sut og supplerede vistnok med lokalbedøvelse. Jeg har aldrig selv overværet disse procedurer, derfor usikkerheden.
Efter disse to små indrømmelser er det vigtigt for mig at fastslå, at påstanden » … at kirurgi på nyfødte blev udført uden eller med minimal bedøvelse helt frem til 1980-erne« ikke har hold i virkelighedens Danmark. I min tid på RH i slutningen af 1960-erne var det endda sædvane, at vi fik forstærkning (en ekstra sygeplejerske eller læge), når vi skulle bedøve de mindste/dårligste børn.
Der har, så længe som anæstesiologien har eksisteret som speciale i Danmark, været kolleger, som interesserede sig specielt for børnene. Der har længe været forskning og udviklingsarbejde på området – det første arbejde, jeg er bekendt med er fra 1955. Det må erkendes, at vi med hensyn til uddannelse har været bagud i forhold til det øvrige Skandinavien – vi fik den første overlæge i børneanæstesiologi i 1989, svenskerne deres første i 1958. Den senere tids udvikling har jeg ikke føling med, men ved dog, at anæstesi og intensiv terapi til børn i dag anerkendes som et ekspertområde med struktureret videreuddannelse og både nationale og regionale vejledninger. Udviklingen i Skandinavien er beskrevet af Nilsson et al. [2].
Og ganske som hidtil: Danske anæstesiologer er ikke i tvivl om, at børn kan føle smerte.
Den store Bastian, som jeg også husker fra min barndom, blev betragtet som harmløs underholdning og havde ikke mærkbar betydning for opdragelsen.
Jeg glæder mig til dine næste artikler.
