Børn kan da ikke føle smerte

Bogen er en tilsyneladende uskyldig børnebog med farvede illustrationer. Den udkom første gang i 1845, i Frankfurt am Main, hvor den tyske psykiater og børnelæge Heinrich Hoffmann skrev den til sin treårige søn Carl for at lære ham at opføre sig pænt og vaske sig hver dag. Den fik titlen »Struwwelpeter«.

»Moersomme Billeder«

På dansk udkom bogen første gang i 1847. Den fik titlen: »Den Store Bastian« eller »Vær Lydig – Lystige Historier og moersomme Billeder for Børn mellem 3-6 Aar«. Bastian er en høj, tynd mand med rød slåbrok, tøfler, nissehue og langt, hvidt skæg, ikke ulig vores hyggelige julemand.

Men tag ikke fejl, for Bastian er langtfra nogen rar hyggeonkel. Tre slemme drenge gør nar ad »en Neger« på gaden. Bastian dukker op og formaner dem om at holde op med det, for manden er ikke selv ansvarlig for sin hudfarve, som Gud har bestemt for ham. Men drengene er ligeglade. De fortsætter deres mobning, men Bastian får fat i dem. En efter en dypper han dem i sit store blækhus, så de selv bliver sorte – ja, tilmed »sortere end Negeren ad hvem de lo!«. Så kunne de lære det!

Lige så slemt går det for den forfængelige Sophie, som tilbringer al sin tid foran spejlet. Hun skærer ansigter for sjov, og hendes mor advarer hende om, at hendes skæve mund kan sætte sig fast. Og ganske rigtigt: Da hun en dag står på en høj skammel og spejler sig, blæser vejrhanen ned med et brag. Sophie bider sig forskrækket i læben, og lægen må sy hende med flere sting. Resultatet bliver ikke særlig godt, og hun kaldes »fra denne Stund: Sophie med den skjæve Mund«.

Af med tommelfingrene!

Galt går det også for Frederik, en rigtig dyrplager. Men da han pisker løs på en hund, bider den ham, så han må holde sengen med mange smerter. Igen må lægen tilkaldes, og: »En Doktor kom og skrev Latin/ Og gav ham bitter Medicin« – mens hunden åd en lækker kage, som ellers var tiltænkt Frederik.

Den gode børnelæge Hoffmann fortæller også skrækhistorien om den kræsne Mads, som ikke vil spise, hvad der bliver serveret for ham. Så han sygner hen, til han bogstaveligt talt er blevet en streg i luften. »Den femte Dag vor Mads var død/ Fordi han ingen Suppe nød«.

En uartig pige leger med tændstikker og fyrtøj. Husets to katte forsøger at tale hende til fornuft, men hun fremturer og ender med at sætte ild til sig selv. »Ak hele Jette brændte op/ Trods Skrig og Jammerklage« – og alt, hvad der er tilbage af hende, er en lille dynge aske.

Sutteper hedder sådan, fordi han altid sutter på sin tommelfinger, selv om han er en stor dreng. Han nægter at holde op, og så går det naturligvis galt: Døren smækkes op, og ind springer skrædderen med sin store saks. Sutteper beder for sig, men der er ingen nåde. Skrædderen klipper begge hans tommelfingre af, og så er det slut med den grimme uvane.

Endelig er der Konrad, som nægter at lade hår og negle frisere og klippe. Han ender med at se så mærkelig ud, at de andre drenge begynder at vise ham frem for penge og giver ham øgenavnet »Struwwelpeter«, som blev navnet på Hoffmans tyske udgave.

Pædagogisk gru

I dag virker børnelægens syn på børneopdragelse chokerende. Men det var det ikke i 1844, da Hoffmann var hos boghandleren for at finde en børnebog til sin lille søn. Han fandt ikke andet end opbyggelige, religiøse og moraliserende bøger, så han besluttede, at han nok selv kunne gøre det bedre. Hoffmann fattede pennen og skrev en parodi på de moralistiske bøger. I stedet for at moralisere greb han til groteske optrin, hvor slemme børn blev straffet på måder, som nok kunne fremkalde mareridt hos en følsom barnesjæl. Så kunne Carl lære at være artig!

Eller måske har den treårige tværtimod moret sig fint, da små drenge jo elsker gys og gru. Så man skal nok ikke lægge mere ind i den gamle børnebog, end der er belæg for.

Ikke desto mindre afspejler den gamle børnelæges gruopvækkende historier en æra, hvor opdragelse af børn rutinemæssigt indebar påføring af smerte både i hjemmet, i skolen og i lærepladsen – ofte med ganske brutale metoder. For børn kunne jo ikke føle smerte.

Spædbørn kunne ikke fortælle, når det gjorde ondt. De skreg bare. Og herregud, børn skriger og hyler jo for et godt ord, så det beviste jo ikke, at noget faktisk gjorde rigtig ondt. Så de små kunne åbenbart ikke føle smerte – sikkert fordi deres nervesystem var umodent, så de ikke kunne opleve smerte, ligesom de voksne kan. Endnu i 1980’erne var det en udbredt opfattelse blandt læger, at evnen til at opleve smerte først udvikledes i takt med nervesystemet.

Ikke brug for bedøvelse

Ganske vist havde smerter hos småbørn allerede været anerkendt i førmoderne tid. Men i 1800-tallet førte den fremvoksende tillid til videnskaben til hypotesen, at spædbørn ikke oplevede smerte. Videnskabshistorikere har sporet denne opfattelse til darwinismens syn på børn som mindre udviklede skabninger. En opfattelse, som fik lov at være uimodsagt, fordi hypotesen ikke blev afprøvet i klinikken. Der blev derfor ikke gjort meget ud af smertelindring ved f.eks. mindre operationer, tandbehandling og blodprøvetagning.

I bedste fald kan man derfor påstå, at lægevidenskaben langt op mod vor egen tid systematisk undervurderede børns evner til at føle smerter og derfor udsatte børn for smertefulde overgreb.

Så sent som i 1941 hævdede den amerikanske neuropsykolog Myrtle McGraw (1899-1988), at for at opleve smerte skal et menneskes nervefibre være fuldt myeliniserede, og at børn derfor ikke har behov for smertedækning. En tankegang, som blev forstærket af frygten for at anvende opioider til mindre børn.

Endelig: Børneanæstesi

Resultatet var, at kirurgi på nyfødte blev udført uden eller med minimal bedøvelse helt frem til 1980’erne.

Det ændrede sig først efter, at to mødre i 1986 skrev til tidsskriftet BIRTH for at protestere mod »den barbariske kirurgi uden bedøvelse«. Det ene tilfælde drejede sig om et præmaturt barn, som var født med hydrocefalus. I stedet for at bedøve barnet gav man det kurare, som lammer musklerne og hindrede barnet i at bevæge sig under den store operation.

Også det andet tilfælde involverede et for tidligt født barn, som på samme vis blev lammet med kurare under en operation i hjertet.

Brevene blev publiceret og vakte offentlig bestyrtelse, da medierne fik fat i dem og bl.a. drog paralleller til vivisektion, tortur og de grusomme menneskeforsøg i Nazitysklands koncentrationslejre. Det førte til en ophedet debat, både i USA og i Storbritannien, hvor praksis var den samme. På 1986-årsmødet i The British Paediatric Association præsenterede forskere et studie, som kunne påvise hormonforandringer og stressreaktioner i børnene under operation. Herfra gik det stærkt med flere undersøgelser, som alle godtgjorde, at nyfødte – også for tidligt fødte – oplever smerte lige så intenst som andre. Og herefter gik det lige så stærkt med at ændre praksis.

I dag er børneanæstesi anerkendt som et højt specialiseret område, som på mange måder adskiller sig fra voksenanæstesi og har sine egne udfordringer.

Mon ikke Heinrich Hoffmann ville nikke anerkendende.