Forfædrene tog forhåbentlig ikke døden så tungt. For havde de gjort det, ville livet ikke være til at holde ud i en verden, hvor epidemierne grasserede uhæmmet, og hvor hver anden nyfødte døde i sit første leveår. En verden, hvor man sandsynligvis selv ville blive smittet med – og dø af – kopper, byldepest, difteri, barselsfeber, tyfus eller plettyfus, meningitis, lungebetændelse, skarlagensfeber, dysenteri, sepsis, tuberkulose, mæslinger, kolera, syfilis og malaria.
Lægen kunne udtænke fantasifulde recepter. Han kunne årelade, til patienten var hvid i hovedet af blodtab. Det gjorde ingen forskel. Før antibiotika var der ikke noget at stille op mod infektionssygdomme. Og sådan var det: De fleste blev alligevel ikke meget ældre end 40-45 år. Man bliver syg – og så bliver man enten rask eller dør. Lev med det.
Men så var der blæresten, som havde en dødelighed på 100%. I et leksikon fra 1917 beskrives blæresten som »en af de grusomste og farligste Lidelser, som kan pine et Menneske«.
Stenen dannes af mineraler, der krystalliseres i urinen. Den blokerer urinvejen og hindrer blærens tømning. Når man ikke kan tisse, kan det medføre infektioner og nyresvigt, så der opstår uræmi – urinforgiftning – og man dør.
Hvis der var en kvalificeret kirurg i nærheden (og hvis man havde råd), kunne man vælge at lade sig operere. Men det har været en tung beslutning, for det foregik uden bedøvelse (og usterilt). Smerterne var ubeskrivelige, og chancen for at overleve var i heldigste fald fifty-fifty. Plat eller krone med døden.
Hvis operation ikke var en mulighed, eller man ikke kunne udholde tanken om at få en kniv gennem mellemkødet, kunne man afvente en kvalfuld død, som kunne indtræde hurtigt eller trække ud i årevis.
Af grunde, som ikke er helt klare, men som muligvis handler om ernæring og sociale forhold, var blæresten langt mere udbredt i 1600-1700-tallet end i dag. Og hvis stenen voksede sig så stor, at den ikke kunne komme ud ad den naturlige vej, måtte der opereres.
Ved operation havde man trods alt 30-50% chance for at overleve. Værd at overveje, når alternativet er den visse (og ikke mindre smertefulde) død.
Blæresten er så gamle som menneskeheden. Oldtidens indiske og egyptiske behandlere foretog indgreb for at fjerne stenene - litotomi.
I Europa blev operationen langt op i 1700-tallet udført af omrejsende »stenskærere« og var et indgreb, som få kirurger ville indlade sig på. I det oprindelige hippokratiske lægeløfte (ca. 400 f.Kr.) hedder det udtrykkeligt: »Jeg vil ikke bruge kniven, i sandhed end ikke på dem, som lider af sten«.
I 1600-tallets London fik den berømte dagbogsskriver, flådeembedsmanden Samuel Pepys, fjernet en stor blæresten. Ikke alene beholdt han stenen til minde om sin operation. Hvert år fejrede han årsdagen og opsendte en takkebøn for at have overlevet. Og han havde god grund til at takke. De næste fire patienter hos samme kirurg døde af operationen.
Teknikkerne forbedredes i 1700-tallet, men krævede stadig, at kirurgen foretog et stort indsnit i underlivet, som medførte skader på nerver og blodkar. Uundgåeligt fulgte der postoperative infektioner, som i mange tilfælde var dødelige. De overlevende oplevede i de fleste tilfælde problemer som inkontinens og manglende rejsning.
En omvandrende stenskærer var den franske dominikanermunk, Frère Jacques de Beaulieu. I stedet for at skære lige gennem perineum (mellemkødet), som professionelle kirurger plejede, skar han ca. en tomme ved siden af, hvilket gav nemmere adgang til blæren og mindskede risikoen for at beskadige andre organer.
Selv om respektable kirurger anså Broder Jakob for en kvaksalver, havde den førende engelske kirurg, William Cheselden, ingen fine fornemmelser, da han i 1725 tog franskmandens metode til sig. Han perfektionerede den og nedbragte operationstiden til et minut. Herved mindskedes risikoen for nedblødning, og dødeligheden faldt til ca. 10%.
På Londons fattighospitaler udførte Cheselden operationen kvit og frit. Var patienten rig nok, forlangte han op til 500 pund, svarende til ca. 400.000 nutidskroner.
Litotomi efter den nye metode blev en del af kirurgiens repertoire. Da den tyske professor i kirurgi og anatomi, Lorenz Heister, i 1752 udgav sin berømte håndbog i kirurgi, indeholdt den bl.a. en beskrivelse samt en illustration, som viser det frygtindgydende indgreb: Stærke mænd holder den rygliggende patient fast på operationslejet og benene op mod brystet. Operatøren løfter patientens pung og penis op, foretager et indsnit i perineum og knuser eller udtager stenen med et passende instrument.
Uanset den forbedrede teknik er det ikke svært at forestille sig patientens angst. Der fortælles da også om et tilfælde, hvor den syge i sin desperation forsøgte sig med en helt tredje udvej. Det vender vi tilbage til.
Det fortælles, at Englands kong Charles II besøgte byen Newmarket i Suffolk, hvor han hørte om en meget stor blæresten, som var blevet fjernet på en lokal håndværksmesters kone. Stenen vejede næsten 1 kg. Kongen var fascineret og forlangte, at stenen blev bragt til ham, så han selv kunne se den. Ved fremvisningen blev der slået et stykke af stenen, så man kunne se, hvordan den havde dannet sig lagvist, nærmest som årringe i træ.
Fruen havde ikke været mere besværet af stenen, end at hun turde foretage en rejse på hesteryg. Men »under ridningen blev hun pludselig ramt af voldsomme smerter og måtte straks hjælpes af hesten. Derefter var hun ude af stand til at lade vandet. Hun fortsatte dog rejsen uden at blive ,skåret for sten’ og ,fortsatte i store smerter, indtil hun døde’«, berettede naturforskeren Thomas Bennett nogle år senere.
Ingen var uden for fare: Selve kong Charles II’s nærmeste rådgiver, Lord Thomas Wriothesley (udtales Risley, red.), led stærkt af blæresten, og da han ved sin død i 1660 blev obduceret, fandt man en stor sten i hans blære – og en forstørret nyre.
Ifølge Guinness World Records var den største, kendte blæresten 17,9 cm lang, 12,7 cm i diameter og 9,5 cm høj. Den vejede lidt over 2 kg.
Flygtede fra kirurgen
En gruopvækkende historie fra 1700-tallet fortæller om en mand, der var så forpint af blæresten, at han angiveligt stak et søm op gennem sin penis og ved hjælp af en hammer knuste stenen, til stykkerne kunne passere gennem urinrøret.
Historien er ikke bekræftet. Men at den overhovedet findes viser, hvor frygtet en sygdom der var tale om.
I Kirurgiens kunst fortæller medicinhistorikeren, Lindsey Harris, om den berømte kirurg fra 1800-tallet, Robert Liston, som skal operere en blærestenspatient, som flygter i rædsel fra den blodplettede operationsstue og låser sig inde på toilettet. Liston løber efter ham, slår døren ind og slæber den skrigende patient med sig. Han binder manden fast på operationsbordet og fører et krumt metalrør op i hans penis til blæren. Med en finger i mandens rectum føler han sig frem til stenen. Da han har fundet den, trækker hans assistent røret ud og erstatter det med en træpind. Den skal guide Liston, som helst vil undgå at perforere patientens tarm, når han skærer ind i blæren.
»Med pinden på plads skar Liston diagonalt gennem pungens fibrøse muskelvæv, indtil han var nået ind til træpinden«, fortsætter Harris. Med sonden udvider han hullet og kommer undervejs til at beskadige prostatakirtlen. Endelig kan han fjerne træpinden og trække stenen ud med en tang.
Hele proceduren havde angiveligt taget et minut.
Med en så udbredt lidelse, og med de behandlinger, som var tilgængelige, kan det ikke overraske, at nogle måtte gøre sig dybe tanker om alternative løsninger.
Claude Martin var en pensioneret fransk oberst. Den velstående militærmand havde slået sig ned i Indien, hvor han i 1782 fik tiltagende besvær med vandladning. Han havde smerter og havde efterhånden svært ved at lade vandet. Martin måtte opgive sine daglige rideture, og lægen satte ham på en streng diæt, som intet hjalp. Lægen fortalte ham, at der var to muligheder:
Enten måtte han lade sig operere – en dyr, bekostelig og livsfarlig mulighed – eller alternativt kunne han vente på, at blærestenen ville tage livet af ham.
Det var ikke et valg, den gamle oberst brød sig om. Der måtte være en tredje udvej.
Efter lidt eksperimenteren fremstillede han sit eget kirurgiske instrument af en strikkepind. Det førte han via urinrøret op i blæren, hvor han med sit hjemmelavede værktøj kunne skrabe små fragmenter af stenen. Tre gange dagligt gennemgik han den ubehagelige procedure, indtil han efter et halvt år kunne fortælle sin læge, at stenen endelig var helt forsvundet.
Var Claude Martin klar over, at han med sin minimalt invasive selvbehandling var en foregangsmand, som for altid havde revolutioneret behandlingen af blæresten? At han netop havde opfundet nyrestensknusning? Han var i hvert fald så bevidst om vigtigheden, at han dokumenterede behandlingen og sendte en rapport til The London Company of Surgeons.
Når blære-, nyre- og galdesten i dag fjernes ved litotripsi, er den ikkeinvasive behandling en moderne variant af den gamle obersts hjemmegjorte instrument. Nu sker stenknusningen bare ved hjælp af chokbølger, vibrationer, ultralyd eller andre energiformer, som udefra rettes mod stenen for at pulverisere den.
Fakta
