»Det går helt galt om lidt«

Nye teknologiske landvindinger har til alle tider skabt begejstring og røre i lægernes verden. De første forsøg med elektrisermaskiner, som i 1700-tallet kunne få døde frøer til at spjætte med benene, blev tolket som et gennembrud.

Elektriciteten var selve livskraften, og snart ville man med denne forunderlige opdagelse blive i stand til at helbrede nærmest alt – og måske tilmed genopvække døde.

Da røntgenstrålerne blev opdaget i 1890’erne, var mange overbeviste om, at de mystiske x-stråler kunne helbrede snart sagt enhver lidelse. Solens stråler var jo helende – så stråling måtte være godt. Radiumstråler var særligt kraftige, og læger ordinerede radiumvand, radiumsalve og radiumkapsler, som skulle bæres på kroppen – endda som suppositorier. Mange tragedier fulgte.

Telefontruslen

Også ved telefonens fremkomst stod medicinske pionerer på spring: Lige om lidt ville man via telefonen blive i stand til at diagnosticere patienter på lange afstande.

Men de teknologiske fremskridt gav ikke kun anledning til fremtidsoptimisme. For der er altid lyseslukkere, som advarer om farerne ved det nye djævelskab. Det gjaldt også telefonen.

I 1889 var telefonen meget ny. De fleste hilste den fantastiske teknologi velkommen. Men ikke alle var lige begejstrede. Ugeskrift for Læger kunne således viderebringe en rapport fra en otologisk kongres i Amerika, hvor ørelægen C. Blake advarede om apparatets skadelige virkninger på hørelsen. Da lydene i telefonen nemlig »ere saa svage, maa Høreevnen anspændes stærkt, og Organet bliver derved mere sensibelt overfor kraftigere Lyd«.

Og dr. Blake stod ikke alene: Året forinden havde der i Paris været afholdt en Kongres for Otologi og Laryngologi, og her kunne dr. Lanaois berette, at han havde behandlet hele tre tilfælde af »Hørelsesforstyrrelser, fremkaldte ved Brugen af Telefonen«. Dr. Lanaois havde desuden undersøgt 14 »unge Piger, som have Ansættelse paa Telefon-Stationen i Lyon, og er kommet til det Resultat, at det navnlig er i Begyndelsen af Tjenestetiden at der viser sig sygelige Symptomer fra Ørets Side«. Symptomerne var bl.a. susen for ørerne, hovedpine, svimmelhed og forøget lydfølsomhed.

Heldigvis forsvandt symptomerne efter længere tid ved omstillingsbordene, og når de fandt anden beskæftigelse, forsvandt de helt.

For lidt støj – og for meget

Risikoen for, at en generation af unge »telefonistinder« skulle få telefonitis har sikkert også været til at overskue. I 1889 havde stort set ingen telefon, og da den lille østjyske stationsby by Mårslet i 1901 fik sin første telefonforbindelse med omverdenen, var der tale om en offentlig telefon i den lokale Brugsforening. Indtil 1911 skulle alle byens borgere hen i Brugsen, hvis de skulle »telefonere«. Først i 1911 kunne Jysk Telefonaktieselskab etablere en dobbeltledning til byen, så der måtte indrettes en telefoncentral. Den fik til huse i hjemmet hos skrædder Thomas Lund og hans hustru Karen (se fotoet).

Anderledes så det naturligvis ud i hovedstadsområdet. I 1896 var der omkring 5.000 telefoner i København og Nordsjælland. Centralen var Europas største og lå på 3. sal i Jorcks Passage ved Strøget. Her samledes tusindvis af luftledninger fra de enkelte abonnenter i et enormt stativ på ejendommens tag. Snesevis af unge kvinder – telefonistinder – passede lange rækker af omstillingsborde – og det har nok snarere været de daglige 60 timers ugentligt stillesiddende, ensformigt og dårligt betalt arbejde, der har plaget dem, end høreskader.

Nye tider – nye trusler

Som Ugeskrift for Læger tidligere kunne fortælle, var det i 1960’erne den skrækkelige »beatmusik«, der vakte bekymring. Denne gang var det dog ikke det lave lydniveau, som fremkaldte følsomhed over for højere lydniveauer. Tværtimod! Nu var det lydtrykket fra forstærkerne i Hit House og andre spillesteder, der påvirkede de unge drenges og pigers ører.

Ørelæge Harald Ewertsen havde selv sneget sig rundt med en decibelmåler i Hit House og kunne i Ugeskrift for Læger i 1971 fortælle, at man efter nogle timer i den infernalske støj oplevede »en dødhedsfornemmelse i ørene«. Men hvorfor var de unge overhovedet så forgabte i den skrækkelige beatmusik? Det var et mysterium for Ewertsen:

»Vi ældre var godt tilfredse med den såkaldte ,Palmehavemusik’, hvor man dels kunne føre en passende bal-konversation om vejr og vind, dels havde glæden af at fornemme sin dames former«, skrev han forundret.

Truslen fra de levende billeder

Men også synssansen har været truet af teknologiens nye påhit. I 1918 frygtede lægerne for ungdommens synsevner: Ville den blive forringet ved deres hyppige besøg i biografteatrene?

Det var øjenlæge ved Finseninstituttet K.K.K. Lundsgaard, som slog alarm. Det skete i et interview med Horsens Avis, hvor han bl.a. sagde, at »dels Billedernes Flimren, dels det, at Øjnene og Synsnerverne altfor pludseligt og hurtigt maa indstille sig paa forskellige Belysningsgrader« i det mindste teoretisk set kunne føre til en beskadigelse af synet hos børn.

Avisartiklen førte til noget nær panik. Ængstede forældre belejrede de lokale øjenlæger. I Ugeskrift for Læger spurgte Horsens-øjenlægen Niels Høeg irriteret dr. Lundsgaard, »hvorpaa han støtter denne Antagelse«.

»Ved de biografforestillinger, jeg har set, er Billederne altid gledet jævnt over i hinanden uden nævneværdig Vekslen af Belysningsgraden«, skriver dr. Høeg. Da lyset tilmed ikke blændede, mente han ikke, at Lundsgaard havde noget empirisk grundlag for sin teori. Høeg var enig med Lundsgaard i, at man burde begrænse »Børns hyppige Besøg i Biografteatre«. Men argumentet skulle være, at de levende (og stumme) billeder fyldte børns fantasi »med spændende og ophidsende Stof, der kan hæmme Hjernens Arbejde og hindre dens Hvile, og at de biografsøgende Børn vel i Reglen kommer for sent i Seng«.

Journalistisk baghold

Lundsgaard indrømmede i sit svar på kritikken, at han ikke havde empirisk belæg for sin advarsel om påvirkningen af børnenes synsevner. Som så ofte når man var i knibe, skød han på pressen. Lundsgaard kendte ikke noget til dette »saakaldte Interview«. Han var intetanende faldet i et baghold, da han var blevet ringet op – endda i konsultationstiden – af en journalist, »vistnok fra Provinspressen«, som den fine hovedstadslæge hånligt skrev. Bladsmøreren havde spurgt, om Lundsgaard havde læst en bestemt artikel, der handlede om biografteatrenes skadelige indflydelse på børns øjne.

Det benægtede Lundsgaard. Derpå havde journalisten læst en passage højt – og den tekst kendte Lundsgaard udmærket. Han havde nemlig selv skrevet den som »en lille notits« i et lægetidsskrift, efter at han havde set artiklen i et tysk lægetidsskrift.

»Naa!«, udbrød journalisten, »Artiklen indeholder altsaa Doktorens egen mening«.

Men nej, nej, ingenlunde, havde Lundsgaard svaret. Han havde blot ment, at teorien var interessant nok til, at han burde præsentere den for sine danske kolleger.

Det »saakaldte Interview« blev derefter bragt i Horsens Avis, men det betød jo ikke, at Lundsgaard var forpligtet til at forsvare en udenlandsk kollegas betragtninger. Som han i øvrigt ikke selv havde nogen holdning til.

Lundsgaard tilstod, at han selv gik i biografteateret, som dog ikke »er saa godt, som det burde være«, og åbenbart også ringere end den biograf, som dr. Høeg frekventerede i Horsens. Men det kunne man jo først afgøre, »hvis vi en Gang faar Lejlighed til at gaa i Biografteater sammen«.