Content area

|

Ørelægens frygt for pigtrådsmusik

1960’ernes unge elskede den nye, oprørske musik lige så højt, som deres forældre hadede den. Ørelægen Harald W. Ewertsen var mere bekymret for, hvad musikken gjorde ved de unges hørelse.
Fra midten af 1960’erne begyndte »pigtrådsmusikken« at vinde terræn på diskoteker og i ungdomsklubber. Forældrene brød sig ikke om den nye, støjende musik, og læger frygtede, at det høje lydniveau ville resultere i høreskader. Her er det pigtrådsgruppen The Merchants, der spiller på Ungdomsgården cirka 1967. (Ukendt fotograf / Varde Lokalhistoriske Arkiv).
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Da rock and roll i 1960’erne ramte Danmark, rystede de voksne på hovedet. Den nye musik fejede det søvnige Giro 413 af banen, og de unge strømmede til Hit House for at høre den guitarfræsende »beat-musik«. De voksne var vant til Palmehaveorkestret, »Hvide Måge« og Svend Erik Kedeligs Kvintet, og for dem var den nye »beat-musik« noget støj, der kradsede i ørerne. Den blev derfor nedladende omtalt som »pigtrådsmusik«.

De unge tog udtrykket til sig. Det lyd frækt, og der blev arrangeret »pigtrådsballer« landet over og afholdt »DM i Pigtråd«.

Usikker årsagssammenhæng

Lægerne var heller ikke vilde med decibel-rocken. Især ikke ørelægen Harald W. Ewertsen, som i Ugeskrift for Læger 1971:133:959-961 skrev et advarende indlæg: »Beat-musik og høreskader«. Ewertsen havde fra flere unge hørt, at de oplevede »en dødhedsfornemmelse i ørene efter flere timers udsættelse for kraftig beat-musik«.

Som ørelæge har Ewertsen gennem årene set adskillige klassiske musikere med høreskader. Hornorkestre og symfoniorkestre – skriver han – frembringer kraftige lydniveauer, som ved forte når op på 110 dB, og ved fortissimo 118 dB, svarende til en motorsav. Musikere, som er placeret tæt på trompeterne, er særligt udsatte.

Ewertsen har hjulpet adskillige musikere med at få høreapparat, selv om han kun i tre tilfælde kan sige med sikkerhed, at hørenedsættelsen skyldtes placeringen i orkestret. En medlem af et symfoniorkester, havde begyndende tegn på høretab, og han blev derfor forebyggende udstyret med håndstøbte, massive plastikørepropper, »som praktisk taget var usynlige for de øvrige orkestermedlemmer og specielt for dirigenten«, som Ewertsen skriver med underspillet humor.

Ved Statens Hørecentral, som gennem en årrække havde undersøgt 80.000 personer, var der imidlertid ikke påvist tilfælde af hørenedsættelse, »som med sikkerhed er forårsaget af beat-musik«. Til gengæld kan Ewertsen henvise til en specifik undersøgelse af ni beat-musikere, som havde spillet i mindst to år. »Kun én havde efter 6 timers arbejde en let hørenedsættelse i området 250-8000 Hz«, som forsvandt dagen efter.

Måleudstyr på dansegulvet

Men hvorfor er de unge overhovedet så vilde med den voldsomme beat-musik? Det er et mysterium for Ewertsen:
»Vi ældre var godt tilfredse med den såkaldte ,Palmehavemusik’, hvor man dels kunne føre en passende bal-konversation om vejr og vind, dels havde glæden af at fornemme sin dames former?«

Ewertsen har undersøgt mange unge – både bandmedlemmer og deres publikum. Han har hørt de unge forklare, at »musikken skal være så kraftig, at den helt tager kontrollen over dem, så de ikke kan høre uro eller snak fra lokalet og ikke er tvungne til at tale med deres partner, men blot kan give sig hen i en fælles rytme trods en indbyrdes afstand på op til flere meter«.

Man må forestille sig Ewertsen bevæge sig ind i mylderet af dansende med sit avancerede måleudstyr fra Brüel & Kjær, mens han målte lydtrykket på to diskoteker, to danserestauranter og en ungdomsklub. Foran højttalerne svingede lydniveauet mellem 85 og 110 dB – et niveau, som ifølge de internationale normer for støjskader »absolut (må) betegnes som skadelige«.

Men da han senere undersøgte 59 medlemmer af en ungdomsklub, »som ofte havde danset til beat-musik med skadeligt støjniveau«, kunne han efter halvanden times dans ikke finde en eneste med høretab, som med sikkerhed kunne tilskrives musikken.

Lidt anderledes var det for musikerne, som i øvelokalet og på scenen langt hyppigere udsættes for den kraftige lyd. Alligevel fandt Ewertsen blandt 26 aktive bandmedlemmer kun en enkelt, som havde »dobbeltsidigt støjtraumatisk dip«. Men da musikeren i samme periode havde været i lære som smed, kunne høreproblemerne lige så godt skyldes støjen på arbejdspladsen.

Selv om han ikke kunne dokumentere en direkte sammenhæng mellem den støjende musik og nedsat hørelse, havde Ewertsen gerne set, at spillestederne sænkede lydniveauet. Et enkelt diskotek havde endda forsøgt at skrue ned til 90-95 dB. Men det ville folk ikke finde sig i, og diskoteket måtte hurtigt skrue op for anlægget igen.

Flerdoblet lydtryk

Siden Harald Ewertsens undersøgelser er der gået over et halvt århundrede med støjrocken som baggrundsmusik. Der har været mange år til at akkumulere høreskader. Orkestrenes små anlæg har vokset sig store. Og siden 1990’erne har vi vænnet os til at have musik i ørerne overalt, hvor vi færdes. Lydniveauet er heller ikke blevet mindre, og til en koncert med bands som Rammstein kan man selv langt fra scenen mærke lydtrykket som en kraftig, fysisk påvirkning.

For 50 år siden lyttede man kun lejlighedsvist til musik ved koncertstyrke (100-110 dB). Ørerne kunne nå at komme sig, inden den næste gang pigtråd. I dag lytter mange dagligt til høj musik i toget, i bilen, på løbeturen, under computerspil, på diskoteket – og naturligvis også stadionkoncerter, hvor f.eks. Metallica ved enkelte lejligheder har peaket med 145 dB. Den menneskelige smertegrænse er 120-125 dB. Hver gang lydniveauet hæves med 3 dB, fordobles lydstyrken.

Døve rockstjerner

Men der har også været tid til at fortsætte det pionérarbejde, Harald Ewertsen med sin artikel blev eksponent for.

Og i dag er flere blevet bevidste om risikoen for høretab. Går man til rockkoncert i dag, kan man ved indgangen købe ørepropper (til det femdobbelte af prisen i Matas). I de senere år har Roskilde Festival indført en øvre grænse for lyden på 103 dB i gennemsnit, og festivalen sælger selv ørepropper.

Selv om Ewertsen ikke i 1971 kunne påvise varige høreskader, er det efterhånden blevet klart, at både musikerne og deres fans risikerer både høretab og tinnitus. Det decibel-tunge heavy-band AC/DC måtte for nogle år siden aflyse en verdensturné, da lægerne rådede forsanger Brian Johnson til at stoppe øjeblikkeligt eller risikere at blive døv. Pete Townshend, guitarist i The Who gennem to menneskealdre, er nærmest blevet døv og lider desuden af tinnitus: »Jeg har svær høreskade. Det har vist sig som tinnitus og ringen for ørerne ved de frekvenser, som jeg spiller guitar. Det er smertefuldt og frustrerende. Det er gået værst ud over mit højre øre, som vender imod min egen skærende guitar og trommernes maskingeværlyd. Jeg har stadig mit venstre øre, som ikke er helt så smadret«, har Townshend forklaret i et interview.

Forsanger i Coldplay Chris Martin, sanger og sangskriver Neil Young, Sting, Eric Clapton og andre legendariske musikere, har helt eller delvist mistet hørelsen og døjer med tinnitus.

Flere får tinnitus

Ifølge Høreforeningen har en undersøgelse af 3.000 unge i Boston vist, at 19 procent havde høretab, og at hver femte amerikaner har et mindre høretab, som ofte skyldes, at volumenknappen står for højt, når de streamer musik. Der er ingen grund til at tro, at tallene er anderledes ud i Danmark.

Den 16. marts i år udkom Den Nationale Sundhedsprofil. Den viser, at 777.000 danskere har tinnitus – en stigning på 27 procent siden 2017. Hermed er tinnitus rykket op til femtepladsen over danskernes mest almindelige lidelser (efter allergi, slidgigt, forhøjet blodtryk og hyppig hovedpine). Særligt hos de yngre har stigningen været voldsom. Blandt de 16 til 24-årige kvinder er forekomsten af tinnitus steget fra 4,4 procent i 2017 til 8 procent i 2021 - en stigning på 82 procent. Blandt de unge mænd i samme aldersgruppe er andelen, der er ramt af tinnitus, steget fra 6,1 % i 2017 til 9,7 % i 2021 - en stigning på 59 procent.

Sundhedsreformen, som ellers lægger op til meget vidtgående forebyggelsesinitiativer for de unge på alkohol- og tobaksområdet, har dog ingen bud på forebyggelse af høreskader.

Fakta

Måleenheden dB er en logaritmisk funktion, dvs. at lydtrykket stiger mere, end talangivelsen umiddelbart viser. En forøgelse af lydtrykket på f.eks. 6 dB udgør således en fordobling af lydtrykket (100 procent stigning), mens en forøgelse på 10 dB udgør en tredobling af lydtrykket.

Når man vil udtrykke støjbelastningen, et menneske har været udsat for, skal man anvende støjenergien, det vil sige lydtryk gange den tid, som personen har været støjeksponeret i.

Kilde: Arbejdsskadesstyrelsen og Arbejdstilsynet

Blad nummer: 

1. Erwertsen. Beat-musik og høreskader. Ugeskr. Læg. 1971:133:959-961

Right side

af Sarah Wåhlin-Jacobsen | 12/08
2 kommentarer
af Sebastian von Huth | 09/08
2 kommentarer
af Philippe Adam Grandjean | 08/08
5 kommentarer
af Rune Jacobsen | 06/08
5 kommentarer
af Anna Sofie Bech | 02/08
4 kommentarer
af Lars Bønløkke | 01/08
13 kommentarer
af Henrik Ib Nielsen | 01/08
2 kommentarer
af Jamila Stephanie Hussein Eriksen | 01/08
2 kommentarer