Kommentar til Henrik Day Poulsen

Henrik Day Poulsen (HDP) spørger i Ugeskrift for Læger, om medicinalindustrien skal være en del af lægers efteruddannelse, og svarer rungende: »JA!« [1].

Han nævner, at jeg har trukket mig som formand for Danske Psykiateres og Børne – og ungdomspsykiateres organisation (DBPO) på grund af uenighed om netop dét spørgsmål, og det er korrekt. Og jeg mener det stik modsatte af HDP i denne sag.

Lad mig starte med at trække en parallel til en anden branche: juristerne. Hvem skal sørge for, at vi har godt uddannede og løbende efteruddannede jurister og advokater? Skal jurister, der arbejder med aktiebeskatning i Skatteministeriet, efteruddannes af Nordea og Danske Bank, og jurister ansat i erhvervsministeriet efteruddannes af Dansk Industri? Nej – disse jurister skal ikke efteruddannes af mennesker fra organisationer, der har en direkte økonomisk interesse i, at skattelovgivningen fortolkes i deres favør.

Den same princip bør gælde for os læger. Det mener jeg bør være udgangspunktet. Ingen kan være fri for risiko for at være påvirkelig, hverken dommere, politikere, embedsfolk eller os læger.

Når ovenstående er sagt – lad os så se på, hvad forskningen på området siger. Forskningen er overvejende observationel, så det er svært at sige noget definitivt om årsag-virkningsforhold. Der foreligger derfor intet bevis, men kun indicier på, at læger påvirkes negativt af efteruddannelse fra kommercielle interessenter.

Observationel forskning støtter mit udgangspunkt. Brax et al. har lavet en systematisk litteraturoversigt [2]. De fandt 19 studier, så lidt som kun fire af studierne kunne ikke spore problemer ved industrisponsorering. Femten af studierne pegede i retning af problematiske konsekvenser: Industrisponsorering er associeret med, at læger efter industrifinansierede kurser afviger på en negativ måde fra, hvad der ellers er konsensus om, hvad der er den lægeligt bedste behandling – altså er i risiko for at handle under normen. Det kan enten være ved, at man udskriver for meget medicin, for dyr medicin eller vælger at anbefale medicin til patienter og tilstande, hvor der ikke er indikation for det. Et eksempel fra HDP’s og mit eget speciale, psykiatri, kunne være ADHD, hvor der i dag diagnosticeres 8-10% af den danske befolkning med ADHD [3] – et niveau, der utvivlsomt ligger noget eller meget over det forventelige ud fra de videnskabeligt bedste estimater over, hvor mange der lever op til kriterierne for ADHD [4] og dermed kan tilbydes ADHD-medicin på officiel indikation.

Som formand for DPBO fik jeg indblik i mange af de kursusprogrammer, som industrien ønsker at samarbejde med psykiatere om. Mit indtryk er helt klart, at der på disse kurser advokeres for en meget liberal tilgang til indikation for ADHD-medicin med risiko for overbehandling. Det risikerer at medføre en unødig sygeliggørelse af mennesker og risiko for de observerede negative konsekvenser af overdiagnosticering [5].

HDP skriver helt korrekt vedrørende industriens involvering i kurser, at »naturligvis er der et ønske om mere salg«, og at »det er indlysende og helt legitimt«. Jeg er helt enig med HDP i dette synspunkt. Jeg anfægter ikke legitimiteten i industriens ønske om øget salg – men jeg anfægter i høj grad, at vi som læger ikke tager konsekvensen af netop dét ved at holde en god armslængdeafstand.

»For mig er patienten altid i centrum; ikke paranoia over for storkapitalen«, skriver HDP, og også her er vi på samme side. Men hvis man ønsker at blive i psykopatologi-metaforerne: Lad os heller ikke lide af en grandios selvopfattelse af, at vi er umenneskeligt upåvirkelige.

HDP spørger, om det er »værre, end hvis lægen slet ikke ved noget om, hvad der er den bedste behandling for en patient?«. Det er heldigvis en falsk dikotomi. For vi kan selvfølgelig godt være gode læger uden industrien. Det er hverken nemt eller billigt. Men vi har heldigvis kompetencerne, indflydelsen og ressourcerne til netop dét. Så stærke er vi sammen. Hvis vi tør – og vi skal turde, for vi kan. Vi kan i dén grad.