Skip to main content

Kommentar til kronikken »Intubation uden muskelrelaksantia – på vej mod en praksisændring uden evidens?«

cover

Emil Ørskov Ipsen1, Lars Hyldborg Lundstrøm2, Matias Vested3, Anders Kehlet Nørskov4.

16. feb. 2026
3 min.

Vi læste med stor interesse den velskrevne kronik »Intubation uden muskelrelaksantia – på vej mod en praksisændring uden evidens?« i Ugeskrift for Læger den 8. december 2025. Problemstillingen er efter vores vurdering underbelyst i den anæstesiologiske debat, og den beskrevne praksis mangler solid evidens – særligt når den strider mod gældende internationale retningslinjer. En nyligt gennemført national spørgeskemaundersøgelse, hvis resultater snart publiceres, bekræfter, at intubation uden brug af relaksans anvendes i Danmark.

Anbefalingerne fra European Society of Anaesthesiology and Intensive Care’s guidelines fra 2023 er for nylig blevet understreget i de nye Difficult Airway Society (DAS)-guidelines, publiceret i november i år [1]:
»Neuromuscular blocking agents should be routinely used to facilitate tracheal intubation«.

Vi ønsker at fremhæve nogle aspekter, som kan nuancere debatten.

Videolaryngoskopi

Langt størstedelen af den eksisterende evidens for eller imod brug af muskelrelaksantia ved intubation stammer fra studier af varierende kvalitet og er baseret på intubation ved direkte laryngoskopi. Intubationspraksis har imidlertid ændret sig markant de seneste år, og en betydelig andel af intubationer foretages nu med videolaryngoskopi.

Videolaryngoskopi har vist sig overlegent i talrige studier, herunder store low risk of bias trials og en stor metaanalyse [2]. Evidensen er solid for, at videolaryngoskopi giver lavere forekomst af fejlslagne intubationer, færre episoder med hypoksæmi, bedre intubationsforhold og færre intubationsforsøg sammenlignet med direkte laryngoskopi.

Videolaryngoskopi anbefales rutinemæssigt som førstevalg i de nye DAS-guidelines [1] og European Resucitation Councils 2025-guidelines [3].

Vi ved derfor ikke, hvilken betydning muskelrelaksans har i forbindelse med intubation ved brug af videolaryngoskopi.

Rapid sequence induction

Kronikken henviser til en metaanalyse af Santos et al. En stor del af datagrundlaget i metaanalysen, stammer fra ét fransk randomiseret forsøg [4], der bidrog med 891 af de 1.232 inkluderede deltagere. Forsøget omfattede udelukkende patienter med øget aspirationsrisiko og undersøgte dermed neuromuskulær blokade ved rapid sequence induction.

Rapid sequence induction er designet til at minimere tiden mellem apnø og intubation for at reducere aspirations- og hypoksæmirisik, og relevansen af denne litteratur for patienter uden øget aspirationsrisiko, og som skal undergå elektiv intubation, er derfor begrænset.

Juridisk præcedens

Der foreligger en tidligere offentlig klagesag fra Styrelsen for Patientklager, hvor der blev klaget over stemmelæbeskade efter intubation uden brug af muskelrelaksantia [5]. Klager fik ikke medhold. Et centralt uddrag fra afgørelsen lyder:

» … Det var ikke nødvendigt at anvende muskelrelakserende midler, idet der blev anvendt propofol i kombination med remifentanil, hvorved næsten samme relakserende effekt opnås«.

Dette peger på, at en intubationsstrategi uden brug af muskelrelaksantia i et omfang allerede anses som accepteret praksis – uanset at evidensen herfor fortsat er begrænset.

Sammenfatning

Der mangler fortsat god evidens for intubation ved videolaryngoskop uden brug af muskelrelaksantia, en praksis, som i stigende grad vinder frem i Danmark:

The ROCVIDEO trial (EU CT: 2025-521405-40-01; NCT06564857; www.cepra.nu/rocvideo) adresserer netop denne problemstilling i et multicenterstudie, der gennemføres i Danmark og Sverige på 26 anæstesiafdelinger og omfatter 2.648 randomiserede deltagere. De første deltagere er i november 2025 blevet inkluderet på Nordsjællands Hospital og Rigshospitalet.

Referencer

  1. Ahmad I, El-Boghdadly K, LLiff H, et al. Difficult Airway Society 2025 guidelines for management of unanticipated difficult tracheal intubation in adults. Br J Anaesth. 2025;S0007-0912(25)00693-2. https://doi.org/10.1016/j.bja.2025.10.006
  2. Hansel J, Rogers AM, Lewis SR, et al. Videolaryngoscopy versus direct laryngoscopy for adults undergoing tracheal intubation. Cochrane Database Syst Rev. 2022;4(4):CD011136. https://doi.org/10.1002/14651858.CD011136.pub3
  3. Soar J, Böttiger BW, Carli P, et al. European Resuscitation Council Guidelines 2025 Adult Advanced Life Support. Resuscitation. 2025(Suppl1):110769. https://doi.org/10.1016/j.resuscitation.2025.110769
  4. Grillot N, Lebuffe G, Huet O, et al. Effect of Remifentanil vs Neuromuscular Blockers during Rapid Sequence Intubation on Successful Intubation Without Major Complications among Patients at Risk of Aspiration: A Randomized Clinical Trial. JAMA. 2023;329(1):28-38. https://doi.org/10.1001/jama.2022.23550
  5. Styrelsen for Patientklager. Relevant narkose trods skade på stemmelæber, 2022. https://www.stpk.dk/afgorelser-og-domme/afgorelser-fra-sundhedsvaesenets-disciplinaernaevn/22dnu05/.