Der er en skræmmende tendens blandt yngre læger, ikke mindst dem med børn: Flere og flere udtrykker en stigende utilfredshed med deres arbejde. Det kan ikke fortsætte sådan her.
For en uges tid siden faldt jeg over en Facebookopdatering fra en yngre læge, der skrev, at hun havde sidste arbejdsdag som læge og nu skulle ud og finde et arbejde, hvor hun følte sig anerkendt, og som gjorde hende glad i hverdagen.
Hendes status har d.d. fået 40 likes og er blevet delt 20 gange. Et eller andet sted har hum ramt noget, og der er åbenbart flere, der har identificeret sig med hende.
Når man som yngre læge taler med kollegaer, synes jeg, at der danner sig en skræmmende tendens: Flere og flere udtrykker en stigende utilfredshed med deres arbejde. Jeg har talt med efterhånden mange kollegaer, som er trætte og udkørte af arbejdet som læger. Årsager som f.eks manglende anerkendelse, manglende tilhørsforhold, manglende fleksibilitet og muligheder, meget hårde vagter, den konstante stræben efter flere ting at sætte på CV’et og den uendelige konkurrence med kollegaerne, indtil man forhåbentlig opnår hoveduddannelse inden 4/5-årsreglens nådesløse frist, nævnes oftest – også af ovennævnte læge fra facebook – som tilgrundliggende for at vælge alternative karriereveje.
Til et møde arrangeret af Yngre Læger med fokus på lægers arbejdsmuligheder i medicinalindustrien var der så overvældende mange tilmeldte, at det måtte flyttes fra det oprindeligt tiltænkte sted til et nyt sted med plads til flere. I et nyere nummer af Ugeskrift fpr Læger kan man læse, at selv de populære specialer har færre og færre ansøgere til hoveduddannelse. Jeg kender flere læger, der har besluttet sig for ikke at være kliniske læger mere. En har været arbejdsløs i noget tid, mens hun prøver forskellige ting og senest har begivet sig ud i et ledelseskursus. En anden er ved at være færdig med sin hoveduddannelse efter flere års blod, sved og tårer – og overvejer nu at søge over i industrien.
Alt dette får mig til at tænke, at der er noget galt. Der er så mange af os, der er stressede, trætte og udkørte. En kollega og jeg taler næsten dagligt om, hvor glade vi er for vores ph.d og dertil hørende fleksible arbejdstider. Vi aner ikke, hvordan vi skulle få en hverdag til at hænge sammen med familie og karriere, hvis vi var i klinikken. Selv om læger i teorien har ret til at gå på nedsat tid, er det noget nær umuligt at få det gennemført i praksis – en kollega har brugt over et år på at gennemføre sin teoretiske ret til at tage sin KBU på nedsat tid, så hun bl.a. har mere tid til sine to små børn. Hun har selv skrevet rundt til forskellige afdelinger og langt de fleste har afvist hende.
En kollega og jeg taler næsten dagligt om, hvor glade vi er for vores ph.d og dertil hørende fleksible arbejdstider. Vi aner ikke, hvordan vi skulle få en hverdag til at hænge sammen med familie og karriere, hvis vi var i klinikken.
For de af os, der danner halvdelen af et lægepar, er kabalen ofte endnu sværere at få til at gå op – især hvis begge parter er i klinikken. Hvis man har børn og ikke har familie i nærheden, må man med næsten 100% sikkerhed skaffe sig noget hjælp i form af en au pair eller andet. Men er det meningen, at man skal være tvunget til at skaffe sig hjælp for at kunne gå på arbejde? Er det meningen, at man skal kæmpe sig igennem hverdagen og hænge i med næb og klør for at få arbejde, børn, rengøring, vasketøj, indkøb, madlavning og parforhold til at passe ind i døgnets 24 timer? Hvis man vil have drømmespecialet, skal man jo også bruge sin (efterhånden ikkeeksisterende og ulønnede) fritid på at læse og skrive videnskabelige artikler, være tillidsrepræsentant, skemalægger, underviser, osv. Og Gud nåde dig, hvis du er alenemor/-far og læge!
På en vagt forleden sad min mand og talte med en medicinstuderende om livet som uddannet læge og nævnte nogle af de ting, jeg nævner her. En almen praksis-bloklæge overhørte samtalen, vendte sig om og sagde at hun var så glad for at høre, at der var andre, der havde det som hende. At hun var træt af de overbelastede vagter, træt af hele tiden at skifte afdeling, og at hun dagligt overvejede, om det virkelig var det her hun ville. Men hun holdt ud – ligesom så mange andre af os.
Det kan godt være, at livet som yngre læge ikke er mere hårdt end livet for enhver anden ung person i starten af en karriere. Men i andre brancher er der fleksibilitet, plads til forskellighed og individualitet, og der er mulighed for deltidsarbejde. Som læger skal vi alle udføre arbejdet på samme måde, uanset individuelle behov. Vi skal arbejde samme tid og samme skema som alle andre i vagtlaget. Og den sikreste måde at kvalificere sig til en stilling er via forskning. Der er gået inflation i ph.d.’er og forskning – en ud af fire læger har en ph.d. Selv dem, der ikke egner sig til det, skal forske. Som min gode veninde engang sagde – vi er alle sammen blevet »CV-ludere«. Vi ville sælge vores sjæl for at få mere på vores CV, hvis vi kunne. Det gode arbejdsmiljø må nu vige pladsen for produktivitet og effektivisering – selv om de ting oftest hænger sammen og følges ad. De få ekstragoder, der er i lægearbejdet, er så småt ved at forsvinde. På min mands obligatoriske kursus til HU var den traditionelle kursusmiddag (for otte deltagere + et par kursusledere) aflyst, da reglerne er ændret, og læger ikke må modtage goder fra industrien længere.
Er det meningen, at man skal have et arbejde, man ikke kan holde ud, indtil man en dag bliver overlæge? Skal man ikke være glad for sit arbejde allerede nu? Er det urimeligt at ønske at blive set og anerkendt for det, man laver, at ønske sig et passende niveau af udfordringer, en vis grad af selvbestemmelse og plads til individet på arbejdspladsen? Jeg siger ikke, at man ikke kan have dårlige dage på arbejdet, for det kan man i ethvert arbejde. Men hvorfor skal det f.eks være så svært for en læge at arbejde på nedsat tid i en periode, mens man har små børn eller bare trænger til at passe lidt på sig selv og sin familie?
Flere undersøgelser viser, at et stigende antal yngre læger går ned med stress, har sygedage eller bliver decideret sygemeldte. Men ved et hurtigt øjekast virker det ikke, som om undersøgelserne fører til mærkbare ændringer. Tilstandene er støt blevet værre og værre i de seneste 4-5 år nogenlunde i takt med indførelsen af 4/5-årsreglen – men der sker ingenting. Der mangler ikke flere undersøgelser, hvor man konkluderer, at yngre læger er udsat for et stort arbejdspres på vagterne, eller at de har et dårligt arbejdsmiljø. Men der mangler i den grad aktive tiltag, der gør noget ved disse forhold.
Det skal også lige siges, at jeg kender mange læger, som er glade for det de laver – og det er selvfølgelig dejligt. Men jeg kender også flere og flere, der har det som de venner og bekendte, jeg har nævnt.
Jeg ved ikke hvad løsningen er. Men jeg tror ikke, at det kan fortsætte sådan her. Det er ikke meningen, at ens arbejde skal være så hårdt, at man bare skal »holde ud«, indtil man stiger i graderne. Det er ikke meningen, at det skal være praktisk taget umuligt at være alenemor og læge, eller at to læger i klinikken er nødt til at have hjælp i hverdagen. Der skal kunne tages hensyn til individuelle behov, og det skal ikke tage halvandet år at få tilladelse til at gå på nedsat tid som læge. Vi er også mennesker, og vi er ikke alle ens. Vi skal til at smide superheltekappen og indrømme, at vi også har individuelle behov – ligesom alle andre. Det kræver mod at se på sit liv og finde ud af, om man er i gang med det rette. Jeg har stor respekt for lægen fra Facebook og alle andre læger, som tør tænke »ud af boksen« og gå mod strømmen, når de erkender, at de ikke er tilfredse med deres arbejdsforhold. Dem, der tør kaste sig ud i noget ukendt. Man behøver ikke at holde ud, bare fordi man er læge, og det er o.k. at ønske sig noget, der er bedre end det, man har. Der er mange måder at være læge på. Så mærk efter, om du er på rette vej – og hvis ikke, så gør noget for at komme på rette vej eller hop ud i det ukendte og se, hvor du lander.
Læs også FOKUS : Unge læger søger væk fra klinikken
