Camilla Rathcke ser tendenserne som en advarsel:
»Hvis vi får flere kolleger, der ikke kan overkomme det kliniske liv, men resignerer, pakker bagagen og forlader branchen, og hvis vi samtidig får mange, som venter med at tage deres KBU eller speciallægeuddannelse, eller tager til Sverige, eller hvad de gør, så har vi pludselig et meget synligt problem, for så mangler vi jo læger at uddanne. Og dermed har vi et problem, det er større end, at der bare går nogle rundt derude og synes, det er lidt hårdt«.
Og noget tyder på, at det ikke bare er ganske få enkelttilfælde, vi hører om, mener hun. Når der f.eks. i kronikken fortælles om, hvor mange »likes« en ung læge fik, da hun på sin facebook skrev om sin »sidste arbejdsdag som læge og nu skulle ud og finde et arbejde, hvor hun følte sig anerkendt, og som gjorde hende glad i hverdagen«, er det et tegn på, at hun rammer noget, mener Camilla Rathcke:
»Hun rammer noget genkendeligt, når hun beskriver en hverdag, der føles svær og fragmenteret, og som fører til resignation. Og den resignation handler hun så på – hvad så end bevæggrunden er; den kender vi jo ikke«.
Men er det ikke en drastisk handling – at forlade lægegerningen?
»Hvorfor drastisk? Hvorfor tænker man, at det er drastisk? Har du tænkt over det? Det er jo fordi, vi som læger ikke forventes at fravige lægegerningen som livsbane; vi skal blive der. Sådan er det ikke for andre faggrupper. Men hvis en læge forlader det kliniske liv til fordel for industrien. Det ligger i vores selvforståelse«.
Svigter man ikke ved at forlade det?
»Nej, den følelse tror jeg ikke, man har. Snarere den der: Hvad skal jeg så, når jeg ikke behandler patienter? Det er jo det, vi uddanner læger til. Jeg tror også, man kan frygte at komme tilbage til klinikken, hvis man fortryder. Det er angstprovokerende. Men jeg vil ikke sige, at hun svigter. Men vores lægekultur vil sige: Du har ikke været dedikeret nok i dit kald«.
Er det ikke sandt?
»Måske er det netop dedikationen, der har ført til, at hun forlader den kliniske virkelighed, fordi hun har fundet det svært at være lægefaglig nok. De fleste helt unge læger er på en afdeling i en begrænset tid, måske et halvt år. Derfor kender ikke alle nødvendigvis ens navn, man skal uddanne sig, men anses for en del af driften, man har meget lidt indflydelse på sit arbejde, og man har ikke megen hjælp til at strukturere sin arbejdsdag. Man kan derfor sagtens gå hjem og tænke, at det kun var med 80 pct. af ens faglighed, at man mødte patienten – man tænker, at man skulle have kommunikeret bedre, taget sig mere af en patient, der græd osv., men fordi man er så presset på tiden, skærer man noget af. På den måde går man på kompromis med sin faglighed. Og der er altså nogle, der ikke har lyst til at indgå den slags kompromiser«.
Er det ikke noget klynk?
»Jo flere vi oplever fortælle denne historie, desto sværere bliver det at tro, at de alle klynker. Jeg anerkender, at der er forskellige måder at tackle en hård situation på, men flere og flere kontakter os, fordi de har problemer med at tackle lægegerningen, svært ved at honorere de mange opgaver, man ofte skal klare samtidig og på afmålt tid, og svært ved at få arbejdslivet til at hænge sammen med familielivet. Og man skal ikke glemme, at læger står med et stort ansvar, som man kan blive holdt juridisk ansvarlig over for. Alt i alt tror jeg, vi er ved at have fået skabt en skæv kultur«.
Er der noget, der har ændret sig?
»Mængden af opgaver og behandlinger stiger år for år, patienterne kommer hurtigere gennem systemet med kortere indlæggelsestider. Vi har et system uden anerkendelse, men hvor det gælder om at yde mere og mere. Det forstærker tendensen. Så nu er vi også begyndt at høre dem, der ikke bare klynker, men synes, at bægeret er ved at flyde over«.
Hvordan kan det løses?
»Arbejdsmiljøproblemerne må løses ude i afdelingerne. Det er vigtigt, at der siges fra lokalt, og at diskussionen bliver taget der. Vi bakker som fagforening op. Og så må regioner og ledelser lukke op for, at den teoretiske mulighed for deltidsansættelse reelt også bliver mulig«.
Kan andre lægegrupper gøre noget?
»Ja, vi mener, der er brug for en kulturændring. Man kunne godt allerede i dag lukke op for mere dialog med de yngre læger, så de unge læger føler sig set og hørt. Det ville være med til at afværge resignationen«.
Har du et budskab til de ældre læger om dette?
»De ældre læger er faglige og kollegiale rollemodeller. Men hvis vi ser på virkeligheden på en afdeling, så er det som regel sådan, at der er en fast stab af speciallæger, og så er der en gruppe yngre læger, som er i evig trafik. Speciallægerne har muligvis ikke det store incitament til at lære dem at kende, fordi de lige om lidt er væk igen. Men det er en forkert tilgang. Man har den lægegruppe, man nu engang har på et givent tidspunkt. Og det er i det øjeblik, man har mulighed for at påvirke de unge, uddanne dem og lære fra sig, spotte hvad de kan og ikke kan. Og så handler det helt banalt også om at være gode kolleger, men det taler man ikke om, og ingen adresserer det. Men det skulle man måske nok, også yngre og ældre læger imellem«.
Læs kronikken her